Fire års planlægning: Signe har gang i et af Danmarks vildeste husprojekter

Fire års planlægning: Signe har gang i et af Danmarks vildeste husprojekter

Da Signe Gruelund og hendes mand arvede Lerkenfeldt Gods i Nordjylland, tænkte de, at stedet kun trængte til en kærlig hånd og lidt smårenovering, inden de kunne flytte ind. Hurtigt fandt de dog ud af, at de nu står med et af Danmarks mest omfattende renoveringsprojekter på hånden.

Det har altid ligget i kortene, at Signe Gruelund og hendes mand, Mikkel Johansen, skulle rykke teltpælene op fra Hørsholm og flytte til Lerkenfeldt Gods, der ligger uden for den lille by Farsø i Nordjylland.

Den store landejendom fra 1540’erne har været privatejet af Mikkels familie i cirka 270 år, og derfor er familien nu flyttet ind i et hus på Lerkenfeldts jord, hvor de skal bo, imens godset får en altomfattende og kærkommen renovering. Et projekt, som Signe Gruelund glæder sig usigeligt til, men som også bliver noget af en udfordring. Det fortæller hun til alt.dk.

”Jeg er selv vokset op i et rækkehus i Hørsholm på 117 kvadratmeter med en lille gårdhave, så jeg har ikke fået ind med modermælken, hvordan man renoverer så stort et sted som det her. Men siden jeg lærte Mikkel at kende, har jeg vidst, at vi skulle gøre det en dag – og det har jeg kun glædet mig til!”

Sidst, nogen renoverede noget ved Lerkenfeldt, var i 1865, hvor blandt andet tårnet på hovedhuset blev bygget højere, men ellers har stedet stået uberørt siden.

Lerkenfeldt.jpg

Derfor rummer godset et enormt stykke historie, som parret i den kommende tid skal tage særlig højde for.

”Det er jo virkelig et særligt sted, og derfor er det også en ære at være med til at renovere det og fortrylle stedet. Det, vi gør ved Lerkenfeldt nu, giver vi videre til de næste generationer. Mikkel har haft meget på sine skuldre, eftersom ingen før ham i familien har renoveret stedet, og derfor vil vi gerne give det videre til vores børn på en ny måde. Vi renoverer med øje for både fortiden og fremtiden,” fortæller hun.

Lerkenfeldt 2.jpg

Mere omfattende end først forventet

Selvom parret først har påbegyndt renoveringen nu, var det planlagt, at de skulle være startet allerede for fire år siden. Der havde familien nemlig truffet beslutningen om at flytte til Nordjylland og starte på eventyret – men de fandt hurtigt ud af, at processen ikke var så enkel, som de havde håbet på.

Lerkenfeldt 3.jpg

”Vi var nok ikke helt klar over, hvor omfattende renoveringen var, før vi gik i gang. Vi troede, at vi kunne bo i den ene ende af hovedbygningen og så starte i den anden med lidt maling og småreparationer. Men da vi begyndte at male, rev ydervæggen sig løs. Vi blev nødt til at undersøge det nærmere, og det endte med, at vi måtte pille ydervæggene helt af for at komme ind og se, hvordan bindingsværket og murstenene havde det. Og der blev det pludselig meget tydeligt, hvor gammelt stedet egentligt er.”

Lerkenfeldt 4.jpg

Parrets beslutning om at starte renoveringen blev derfor sat midlertidigt på pause, og det gik op for dem, at de måtte have kvalificeret hjælp udefra. Derfor allierede de sig med Slots- og Kulturstyrelsen samt et arkitektfirma, og de flyttede tilbage til Sjælland, imens forundersøgelserne af godset stod på.

Og det har varet rigtig lang tid, fortæller Signe.

De seneste Slots- og Kulturstyrelsen nemlig brugt på at gennemgå godset fra kælder til kvist, og eftersom bygningen er kulturarv, har de også skaleret helt klare instrukser for, hvordan og hvorledes godset må renoveres. Der er næsten retningslinjer for alt. For eksempel at stenene bliver lagt på den helt rigtige måde, at alle mål stemmer overens med de originale og at alle materialer, som bruges under renoveringen, overholder retningslinjerne.

Lerkenfeldt 5.jpg

”Pludselig kan vi se, at vi står med en af de mest omfattende renoveringer i Danmark lige nu,” siger Signe og fortsætter:

”Der er så mange ting, vi pludselig skal tage højde for. For eksempel må vi kun bruge træ, der allerede fandtes i Danmark, da stedet blev bygget. Derfor må vi ikke bruge rødgran, selvom vi har masser af det på grunden – for hvis det ikke kunne tilegnes tilbage i år 1540, må det heller ikke bruges nu. Vi har også startet vores eget savværk nu, så vi ved, at alle træmaterialer bliver bearbejdet på den rigtige måde.”

Eftersom stedet er fredet, må de heller ikke træffe særlig mange beslutninger om selve renovering.

”Det eneste, vi 100% selv bestemmer er, hvordan møblerne skal stå, når vi er færdige. Resten bestemmer vi sammen med Slots- og Kulturstyrelsen og vores arkitekter, så de kan sørge for, at vi renoverer godset i tro stil med det originale. Vi må eksempelvis ikke bare indsætte fem nye vinduer i rum, hvor vi synes, der mangler lys.”

Parret har allieret sig med dygtige håndværkere, og projektet står til at vare fem år. Dog kan det ændre sig, alt afhængigt af, hvad de støder på af udfordringer undervejs.

”Hvis du havde spurgt mig for fire år siden, så ville jeg aldrig nogensinde have troet, at det var så kæmpestor en opgave. Det havde helt klart været billigere for os at renovere stedet, hvis det ikke var fredet,” siger Signe med et grin.

Lerkenfeldt 6.jpg

Men det værste for hende er ikke selve renoveringen. Det er nærmere tidshorisonten.

”Det sværeste ved projektet er nok at have tålmodighed. Mikkel og jeg kan jo have alle mulige vilde drømme om, hvad vi gerne vil nå at gøre, men vi må bare erkende, at det tager lang tid. Hver gang vi åbner en ny dør eller piller et gammelt stykke tapet ned, gemmer der sig nye udfordringer, man skal forholde sig til og bruge tid på. Mikkel er bedre til det med tålmodighed end mig. Jeg skal stadig øve mig på det.”

Hvis du vil følge med i renoveringen af Lerkenfeldt Gods, kan du hoppe ind på Signe Gruelunds Instagramprofil her:

Om parret

  • 43-årige Chili Fine Signe Gruelund er kreativ ansvarlig hos finenord og PR ansvarlig på Lerkenfeldt Gods.
  • 45-årige Mathias Mikkel Johansen er ansvarlig for driften af Lerkenfeldt Gods.
  • Sammen har parret 16-årige Saramarie, 6-årige William og 3-årige Valdemar.