Folk så skævt til Sinnes indretning: ”Når tendensen visner, bor vi stadig sådan her”
Sinne Gunhøi fylder ikke sit hjem med tendenser, der forsvinder igen om et øjeblik. I stedet har hun en stor kærlighed til en særlig periode i dansk møbelhistorie, som var leveringsdygtig i smukke, brune møbler. Kom med indenfor i denne uges Instagram-bolig, som tilhører @hosgunoi.
I begyndelsen blev Sinne Gunhøi kendt på Instagram som ”hende med det brune hjem”. Det tager den uddannede kok som et kompliment, for hun elsker alle de mørke møbelklassikere, der kom til fra 50’erne til 70’erne.
Den gamle villa på Midtsjælland bærer derfor præg af mormor-nostalgi med genistreger fra arkitekter som Wegner, Mogensen og Jacobsen samt andre små perler fra en svunden tid. For eksempel en keramikvase lavet af ”Kirsten Hansen, Haslev 1965”.
Som inspiration elsker Sinne at bladre sine svigerforældres gamle fotoalbums igennem – for det var nemlig dem, der byggede huset i 1972 og boede i det, indtil Sinne og hendes mand købte huset i 2020.
Mange af de skattede detaljer fra dengang lever stadig i bedste velgående – og især én udskældt feature er Sinne svært begejstret for.
”Jeg synes, at det giver et cool look, og så er det jo altså bare 70’er-vibe og efterhånden lidt af en sjældenhed. Jeg kan godt lide, når noget er unikt eller specielt. Så alt ikke er ens,” siger hun til alt.dk.
Af samme grund er der især én trend, som aldrig vil finde vej til Sinnes hjem.
Kom med indenfor hos @hosgunhoi, som er denne uges Instagram-bolig.
Kan du fortælle lidt om, hvem du er?
Jeg hedder Sinne, og jeg bor sammen med min mand, som jeg har kendt i 26 år, og vores søn på 16 år. Min mand er fotograf, og jeg er uddannet kok og elsker at lave mad. Sjovt nok er madlavning ikke et tema på min Instagram-profil overhovedet.
Vi bor naturskønt på Midtsjælland. Med marker, skov og sø omkring os. Vi købte huset af mine svigerforældre i 2020. De tegnede og byggede huset i 1972, og heldigvis er der stadig mange af de originale detaljer i huset, som vi elsker. Min mand er opvokset i huset, så det er selvfølgelig særligt specielt for ham.
Hvor har du fået interessen fra boligindretning fra?
Da vi fik vores første fælles hjem, ville jeg gerne skabe et hjem og en base, hvor der er tryghed, og hvor der er rart at være. Jeg kan godt lide at bo hyggeligt og pænt, det kan de fleste jo. Vi har altid boet og indrettet os, som vi gør nu. Også før der var boligprogrammer og boligprofiler. Og der blev ofte set lidt skævt til vores hjem dengang, fordi det ikke var moderne, men i stedet var fyldt af træmøbler, gammelt design osv.
Hvordan er din indretningsstil?
”Mormorstil” får jeg tit at vide. Folk skriver ofte: ”Ej, jeg får helt flashback til mine bedsteforældres hjem”, og det er heldigvis positivt ment, og vi tager det som et kompliment. I starten blev jeg vist kendt som ”hende med det brune hjem” på Instagram, for vi elsker dansk design fra 50’erne-70’erne. Den tids design, udtryk og håndværk er vi svært begejstret for, men det behøver ikke nødvendigvis at være dyrt design. Det kan også være en flot keramikvase lavet af ”Kirsten Hansen, Haslev 1965”.
Hvad bliver du inspireret af?
Gamle billeder af huset (mine svigerforældres fotoalbums er guld værd), gamle boligblade og bøger om de gamle møbelarkitekter som Wegner, Mogensen, Jacobsen osv.
Hvad er det seneste, du har købt til din bolig?
Udover en hulens masse buske til haven, så må den nyeste ting være en gammel keramiklampe til stuen.
Hvad høster flest likes, når du deler det på Instagram?
Jeg er nok den forkerte til at svare på det spørgsmål, for det går jeg overhovedet ikke op i. Og jeg ved det faktisk ikke. Jeg startede min profil for to år siden for at lave et online album til mig selv, vores venner og familie. Andre har så haft lyst til at følge med (hvilket overraskede mig en del), og det er jeg kæmpe glad for. Der er simpelthen så mange søde og skønne mennesker at snakke med og følge med hos.
Hvilken ting har overlevet længst i dit hjem?
Må jeg sige ALT? Vores møbler og ting er jo fra 50’erne-70’erne, og de fleste ting har vi altid haft. Vi bytter ikke så ofte ud eller køber nyt. Wegner-sættet i den store stue har vi dog haft i flest år. Vores Cadovius-reol og Savbuk-stolene af Wegner har vi også haft i mange år. Stolene havde oprindeligt lilla betræk med mønster, men dem fik vi ombetrukket med brunt læder for otte år siden.
Hvilken ting holder du mest af i din bolig?
Keramik og malerier, som vores søn lavede i børnehaven. Det er helt unikt, synes jeg, og det kommer jeg aldrig til at stille væk.
Hvad er den grimmeste ting i dit hjem, som du elsker alligevel?
Jeg tror ikke, jeg kan nævne noget i huset, som jeg synes er grimt, for jeg elsker huset. Men jeg kan sige, hvad mange andre synes er grimt: Vores savsmuldstapet. Det er også ok at andre ikke kan lide det, men jeg synes, at det giver et cool look, og så er det jo altså bare 70’er-vibe og efterhånden lidt af en sjældenhed. Jeg kan godt lide, når noget er unikt eller specielt. Så alt ikke er ens.
Hvilken indretningsstil vil aldrig finde vej til dit hjem?
Hvide laminatmøbler. Vi er så vilde med træ og den varme, det giver, at det ville være helt malplaceret i vores hjem.
Hvad er dit yndlingsrum i boligen?
Det er et svært spørgsmål, synes jeg. Den høje stue, hvor vi har udsigt over marker og natur, er jeg meget glad for. Den lave stue med dejligt meget plads, grøn udsigt og pejs er også helt særlig. Og så er jeg glad for mit kontor, fordi jeg elsker at sidde der og lytte til vinyler.
Hvad er det næste, der skal ske i dit hjem?
Der er ret mange ting i vente i år og i starten af 2025. Vi skal blandt andet have lavet tagrender og gavle på huset. Nu har de holdt siden 1972 og trænger til en skifter. Vi skal også have sat nye Velux-vinduer i. De er fra 80’erne og er blevet lidt trætte med årene. Derudover skal vi have lavet badeværelser, da de skal føres tilbage til et 70’er-look igen. Vi skal bare have ringet til håndværkere og vælge materialer. Så går vi i gang.
Hvem er dine favorit-instagrammere, når det kommer til bolig?
Altså her kunne jeg nævne de første 200, for jeg kan godt lide at følge med hos andre. Også selvom de indretter sig stikmodsat af os. Jeg er nysgerrig på, hvad der gør andre glade, hvad de omgiver sig med i deres hjem og at høre om deres projekter. F.eks. hos @denhvidevilla, @irisvej_1976 og @arkitekthus1967.