Et nytårsforsæt blev til en ny fælles hobby for Sofie og Joakim: ”Du kan ikke rigtig fejle”
De meldte sig til et keramikkursus for at få lidt mere voksentid sammen, men i dag er tv-værterne Sofie Linde, 34, og Joakim Ingversen, 36, så vilde med at skabe deres egne værker i ler og glasur, at det er blevet et frirum fra hverdagen. Det samme er deres hus på Langeland, hvor Eurowoman besøgte parret til en snak om kreativitet, farveglæde og lysten til at udfordre sig selv.
Der er ikke noget sted, man ikke må være, hos Sofie Linde og Joakim Ingversen. Tværtimod.
Joakim viser os rundt i det store sommerhus på Langeland, der er fyldt med finurlige marskandiserfund, farvestrålende loftsmalerier, udstoppede dyr og gakkede møbler.
Gangen på første sal er malet som facaden på Palads Teatret, det store køkkenalrum er veludstyret med tallerkenstabler og keramikkopper, toilettet er dekoreret med pink fliser, og den store flydersofa lokker med puder i striber, tern og tie-dye. Der er friske blomster i vaserne og kaffe på kanden. Og værtsparret er lige så farvestrålende og imødekommende, som alt andet i huset på Langeland, der minder om en moderne Villa Villekulla.
“Vi er helt på toppen, for vi har fået en fuld nats søvn og haft tid til at spise, snakke og endda spille Playstation uden afbrydelser,” fortæller Joakim.
Deres to døtre, Trine på seks og Søs på tre, er på overnatning hos bedsteforældrene, mens vi er på besøg. Det viser sig dog hurtigt, at det ikke er de to tv-værter, der er familiens største linselus. Hunden Kim – en pjusket charmetrold af en bomuldshund – vil helst stjæle billedet, uanset hvor fotografen prøver at forevige parret.
Og Kim er da også på sin vis berettiget til pladsen i midten. “Kim var vores første fælles projekt. Det er stort at få en hund sammen,” fortæller Sofie med et smil ned mod hunden, der ligger ved hendes fødder.
“Derfor er vores seneste projekt, navngivet efter ham: KimPop. Vi har samarbejdet med keramikfirmaet Kähler om en serie af kopper og vaser, og fordi vi begge er rundet af 80’erne og 90’erne, synes vi, at alt, der er pop, er fedt. Jeg er en poptøs, og du er en popfyr. For os er det et kvalitetsstempel, hvis noget er poppet, så derfor fik samarbejdet navnet KimPop. Det klinger da også ret godt, ikke?”
Hvorfor begyndte I at lave keramik?
“Det startede som et nytårsforsæt. Vi manglede tid sammen, hvor det bare var os to, der lavede noget. Joakim er sådan en, der er disponeret for at være god til alle former for sport, så vi skulle under ingen omstændigheder begynde på sådan noget sammen. Det skulle være et kreativt projekt, som ville udfordre os begge,” husker hun. Joakim smiler og nikker.
“Vi købte i forvejen meget keramik, fordi vi elsker det personlige, håndlavede udtryk, og derfor gav det god mening at melde os til et keramikkursus. Første gang lavede vi en kop, og jeg var sindssygt skuffet, fordi jeg havde forestillet mig, at jeg skulle lave en kæmpe skål,” siger Joakim, der siden har fået styr på teknikkerne og nu sagtens kan lave både vaser, skåle og fade.
“I starten gik vi kun en gang om ugen og glædede os så meget til om mandagen, hvor vi skulle hen i Lenes keramikkælder. Der var sådan et godt fællesskab på holdet, og det var så dejligt at opleve, hvordan vi blev bedre og bedre sammen. Vi udfordrede hinanden, gav feedback og blev bare helt opslugt af det,” siger Sofie.
Der gik ikke længe, før mandag hos Lene langt fra var nok. De var hooked. De fik deres egen keramikovn og drejebænk og øvede sig i nye teknikker og typer af glasur.
“Vi har fået to børn og haft jobs, hvor der er fuldt tryk på, så det blev pludselig enormt vigtigt at få styr på prioriteterne. Og ja, måske var det også en af følgevirkningerne af coronatiden. Vi opdagede, at vi manglede ro og tid i vores liv. Med keramikken holder vi fast i hverdagens vigtige pauser,” siger Sofie.
Keramikken er blevet produktive tankestreger i parrets patchwork af opgaver.
“I vores arbejdsliv bliver vi aldrig rigtig færdige. Der skal vi hele tiden idéudvikle, skrive manus og være på, og så forsvinder det hele igen. Det er anderledes med keramikken. Den rummer en vis bestandighed.
Når man bruger sine hænder, kan man slå hjernen fra, og processen er langsommelig. Leret skal formes, glaseres, brændes, og processen fra start til slut tager flere uger. Og bagefter får du så et færdigt produkt, som du kan stille frem i dit hjem eller forære væk som en personlig gave.”
Hvad er det for nogle keramiske værker, I skaber?
“Jeg har kastet mig over drejeteknikken. Det er hårdt og kræver kræfter. Du skal være stærk. Og så kræver det ikke den samme sans for finish,” siger Joakim.
“Sofie er sygt god til at modellere, skabe detaljer og lave fine afslutninger.”
“Jeg elsker slutfasen. Nogle gange laver Joakim det store forarbejde, og så overtager jeg og laver de sidste detaljer. Jeg kan ikke dreje lige så højt som ham, men jeg kan forme et æble og en orm.”
Og det er netop et æble og en ret så nuttet orm, der pryder toppen af de vaser, som parret har designet med Kähler.
“Kollektionen med Kähler har været en lang proces og er et rigtigt samarbejde. Vi har ikke bare valgt et eller andet fra hylden og sat vores stempel på. Vi har kigget hele deres arkiv igennem og sat vores personlige aftryk, så begge parter afspejles i det færdige resultat,” fortæller Sofie.
“Vi tænder på deres figurative univers med masser af dyr og frugter. Deres teknikker er så gennemførte og alt, der forlader deres keramikovne, er lavet med sans for detaljer, farvevalg og glasurteknikker, så det skulle der ikke pilles ved,” fortsætter hun og fortæller, at parret er vilde med reaktiv glasur og har sat deres præg på farvevalg og glasur.
Alle er kreative
Hvor kommer jeres kreative årer fra?
“Der er ingen, der er kreative i min familie,” siger Joakim.
“Ej, det er da ikke rigtigt!”, udbryder Sofie.
“Min mor kan strikke, men det er vel nærmest det…”
“Jeg tror, at alle mennesker er kreative, men vi forvalter vores kreativitet forskelligt. Vi kan begge to godt lide at være det i vores arbejde og i vores indretning. Det er man også nødt til at være, når man skal istandsætte indenfor et budget.
Men arbejdet med keramikken har givet mig meget oppe i kasketten. Du kan ikke rigtig fejle med keramik. Jeg bliver bedre til alt muligt andet, når jeg har haft leret mellem hænderne og er stadig glad for de ting, jeg lavede de første gange på kurset.”
Hvem er bedst – og hvordan adskiller I jer fra hinanden i udtryksform?
“Jeg er bedst. Ej, Sofie er irriterende god til finish, til at modellere og til at male. Så hvis jeg sidder med noget, der bare ikke vil blive pænt, får jeg hende til at male det færdigt,” fortæller Joakim.
“Det handler så meget om øjet, der ser. Jeg kan godt lide tekstur, hvor det ser hjemmelavet ud,” supplerer Sofie.
“Det er det eneste, der er ærgerligt ved drejeskiven. Det kan næsten blive for perfekt og maskinelt i udtrykket til min smag. Jeg kan godt lide, når man kan se håndens arbejde, og jeg elsker, hvis en figur er lidt off.
Vi er heldigvis enige om, hvornår noget svinger, så selvom du er god til at dreje, kan du stadig få keramikken til at se organisk og håndlavet ud. Med Kähler har vi lavet vaser, der er meget symmetriske, så derfor er det glasuren, der understreger det håndlavede element. Der er ikke to vaser, som er ens.”
Hvordan har I det med at mangfoldiggøre jeres unikadesign?
“Jeg er så tæskestolt af det her samarbejde, så jeg håber, det kommer ud og lever mange steder. Det vi laver til os selv og vores venner, behøver ikke at ramme alles smag, men KimPop skal ikke være en lukket fest. Jeg vil gerne sende det ud i verden, og jeg håber sådan, at folk synes, det er fedt og vil have vores ting stående fremme hjemme hos dem.”
Joakim nikker.
“Det vil da være det fedeste at se vores vase i en vindueskarm, når man går forbi et vindue på gaden.”
Kunne I forestille jer at lave andre kreative projekter sammen?
“Vi er gode til at tage chancer. Det var os, der bankede på Kählers dør og sagde: “Se lige hvor dygtige vi er. Skal vi ikke lave noget sammen?” Der er ikke så langt fra idé til handling, og det kunne jeg sagtens se ske igen. Vi er vildt gode til at arbejde sammen, og vi er enige om, hvornår noget er færdigt.
I vores job får vi altid efterkritik, der også går på vores person, så vi er ikke særligt tyndhudede. Når man laver fjernsyn, bliver man god til at tage kritik ind, bruge det til at udvikle sig og blive bedre. Det er en af de største styrker, vi har. Det er helt nyt for os at strække armene ind i et kommercielt samarbejde, men det har også være en god øvelse til at finde ud af, hvad det egentlig er, vi vil.”
Livet på Langeland
Ligesom keramikken har parret også lagt tid og kræfter i huset på Langeland, og indretningen bærer præg af deres sans for detaljer og en humoristisk nonchalance, der får både værter og gæster til at slappe af fra det sekund, de ankommer.
“Huset er blevet det frirum, som vi håbede, det ville blive. Når vi kører fra Thurø ind på Langeland, sænker vi automatisk skuldrene. Vi kommer her meget mere, end vi troede, vi ville, og vi er blevet så glade for det. Pigerne elsker at være her, og både venner og familie kommer ofte på besøg. Vi har masser af plads, søde naboer, ro og ikke alt for meget at lave,” fortæller Sofie.
Hvorfor faldt I for netop det her hus?
“Det var helt afgørende, at det havde status af fleksbolig – en helårsbolig, som du må bruge som sommerhus. Derudover har min mormor altid boet i Svendborg, så jeg var ikke bange for Langeland, for jeg er kommet her hele min barndom,” forklarer hun.
“Vi elsker øen, for der sker så mange hyggelige ting her. Jeg er selv fra provinsen og husker byfester, havnefester, gymnastikopvisning på gågaden og Shopping by night. Alt det er der også her på Langeland. Og så er vi blevet taget så godt imod af alle, der bor her.”
Og ligesom der helst skal være liv i gaderne og venner i nabolaget, skal hjemmet på Langeland også være en oplevelse i sig selv.
“Vi er helt enige om, at man kun skal omgive sig med de ting, der gør en glad. Vi ville skabe et hjem, der får os til at falde til ro,” siger Sofie og lader blikket glide fra den udstoppede fasan på væggen og kurvegyngen, som hænger ned fra loftet, til den regnbuefarvede tiger, der dobbeltjobber som gulvtæppe.
For hende er det særlige ved Skandinavien nemlig ikke kun minimalisme og rene linjer. Det er i langt højere grad vores naturs maksimalistiske farvepalet.
“Vi er så heldige, at vi har de skiftende årstider og mange farver. Foråret, hvor alting spirer og er så løftefuldt, for lige om lidt er det hele frodigt. Så kommer sommerens klare farver med grønne bøgebuske, gule rapsmarker og blå himmel.
Og det afløses af efterårets vidunderlige brune og orange nuancer, efterfulgt af vinterens hvide, frostklare landskab, der nærmest er magisk. Danmark er så farvestrålende, og det havde jeg lyst til at trække med indenfor. Og så skulle der bare også være en masse i huset, som er sjovt at kigge på.”
Har I været nødt til at indføre vetoret, hvis en af jer hev noget lidt for ekstremt ind i huset?
“Det meste vi har, er genbrug, så der har ikke været brug for vetoret. Man køber det, man synes, er fedt, og stiller det der, hvor det passer ind. Og så er vi jo generelt enige om, hvad der er flot, sjovt eller bare fedt at have, fordi det overrasker øjet,” siger Joakim.
“Langeland er blevet vores frirum. Der er ingen hverdag her, og vi sover lige så længe, vi vil. Vi roder, som vi har lyst til, og så rydder vi op, når vi skal hjem,” siger Sofie.
“Jeg glæder mig altid til at komme her. Vi plejer at spise på færgen herover, og når vi så lander på adressen, sover pigerne og bliver båret i seng. Så tænder vi alle stearinlys og hygger i sofaen med film eller fjernsyn. Og næste morgen vågner vi op til en klassisk Langelandsdag, hvor morgenmaden trækker ud, indtil vi skal have frokost, nogle går en tur med Kim, nogle går i haven, nogle maler med vandfarver.
Vi sidder længe ved bordet, og timerne og måltiderne flyder lidt sammen. Ingen af os kan lide at lave mad, og vi er heller ikke ret gode til det. Det er den opgave, som vi må slå sten saks papir om. Heldigvis har vi masser af venner, der er gode til lige at smække en salat sammen og smide noget lækkert på grillen, når de besøger os.”
Får I mange gæster her – eller er det netop her, I kan slippe for besøg og bare være jer selv?
“Begge dele. Vi bruger stedet til at komme væk og holde fri, men vi er også gode til at få venner til at tage herned, og når de kommer, er det altid for et par dage,” svarer Joakim.
“Tiden er ikke så komprimeret som derhjemme – det hele er lidt mere flydende, og der er både plads til at slappe af og til at lave spontane aftaler. Men det er da også en befrielse, at vi indimellem kan bruge stedet som en lille hvid løgn og sige: “Åh, det der kan vi desværre ikke deltage i, for der er vi på Langeland.”
Må man se fjernsyn her eller er det skærmfri zone?
“Vi arbejder begge med fjernsyn og har derfor zero skærmforskrækkelse. Vi vil gerne følge med i, hvad vores kolleger laver, og hvad der sker i branchen. Hvis ungerne vælger et program, er det det, vi ser, og når de sover, hygger vi med en film eller serie. For os er fjernsyn lig med at koble af, og det er det, som man skal her,” siger Sofie.
“Men afslapning er også knyttet til små og store projekter, og vi har tit en masse kreating i spil. Der er altid adgang til limstifter, pomponer, glimmerlim, pensler og kulørte piberensere.
Og så er det også her, at vores ældste datter selv må gå tur med Kim på den anden side af vejen, og vores yngste kan drøne rundt med sine dukker i alle stuerne. Frihed er nemlig også en vigtig del af vores liv på Langeland.”