De dyster om det perfekte sommerhus: Mød parrene fra TV 2s ’Sommerdrømme’
Elskede du at se Nybyggerne? Mød de fire par fra Sommerdrømme på TV 2, som rummer en tidligere brasiliansk politikvinde, en grafisk designer fra House of Finn Juhl, to friluftssøstre fra Djursland – og kæresteparret, som vil forene Vesterhavet med Afrika.
Artiklen er oprindeligt fra 1. april - og er opdateret 5. maj med nyt om deltageren Josefine Vintov.
---
Hvordan ser DIT drømmesommerhus ud, hvis det skal rumme den helt rigtige stemning?
Nu er TV 2 klar med programmet Sommerdrømme fra 1. april, som er guf for alle os med en sommerhusdrøm i maven, der elsker inspiration til indretningen og at følge dygtige ’gør det selv’-typer.
Fire danske par kæmper nemlig om at skabe hver deres unikke sommerhus i Hvide Sandes smukke klitlandskab i den nye serie, der er en ”sommervariant” af TV 2’s populære Nybyggerne – men med et tvist og en ny vært og nye dommere.
Blandt deltagerne finder vi en brasiliansk politikvinde, en grafisk designer fra House of Finn Juhl, to kreative søstre fra en gård på Djursland, og et ungt kærestepar, der ønsker af forene Vesterhavet og Afrika
Parrene starter med hver deres tomme sommerhus, hvor de hver uge skaber nye rum for til sidst at stå med hver deres bud på den perfekte sommerdrøm. I alt har hvert par 310.000 kroner til forvandlingen, og der er noget at kæmpe om, da vinderne får et sommerhus til en værdi af to millioner kroner.
Dette bliver nyt
Modsat Nybyggerne, hvor ugens vinderpar får penge lagt oveni deres budget, får parret med ugens sejr i Sommerdrømme adgang til en ”håndværker-slikbutik” kaldet skuret, hvor de frit kan vælge mellem byggematerialer og indretningsnips for 10.000 kroner.
Skuespiller Pelle Emil Rex Hebsgaard er vært på programmet, mens Camilla Kjems, der er tidligere chefredaktør for ugebladet Femina, og bygningssnedker Jacob Carlsson er de to dommere, der uge efter uge bedømmer deltagernes evner og kreativitet.
Mød de fire par fra Sommerdrømme 2020 – og deres instagramprofiler:
Vesterhavet møder Afrika
Laura (25 år) og Isse (25 år), København
Det unge københavnerpar havde kendt hinanden længe, men det var først efter gymnasietiden, at de blev kærester, hvilket de nu har været i et par år. Laura studerer på CBS, mens Isse arbejder med udsatte børn og unge. Isse er født i Somalia og kom til Danmark som seksårig.
Laura og Isse om deres drømmesommerhus:
– Vores sommerhus kommer til at være et multikulturelt paradis, hvor Vesterhavet møder Afrika. Vi er glade for nordiske, rene linjer, men har samtidig en forkærlighed for det etniske i form af jordfarver, naturmaterialer og mønstre. Madlavning og samvær er vigtige elementer i vores tilværelse, og vi vil derfor have fokus på at skabe rum og plads til dette - både indendørs og udendørs.
Klik her hvis du vil besøge Laura's instagram-profil
Nordisk ro og sydamerikanske farver
Cassia (52 år) og Charles (62 år), Frederikshavn
Brasilianske Cassia var politibetjent i Sao Paolo, da hun mødte Charles. Parret blev gift og bor i dag i Frederikshavn. Charles er maskinmester og har sejlet på verdenshavene, men er nu pensioneret. Cassia arbejder som pædagogmedhjælper i en børnehave.
Cassia og Charles om deres drømmesommerhus:
– Cassia er vild med den nordiske ro og orden, men kan ikke fornægte sine sydamerikanske aner, når det kommer til farver i indretningen. Vi ønsker, at sjælen i vores sommerhus skal afspejle, hvem vi er, og stilen skal være rustik/natur/genbrugsmaterialer.
Møbelsnedker og grafisk design
Maja (29 år) og Anders (29 år), Videbæk
Maja og Anders er gift og har to små piger. Maja er grafisk designer og arbejder hos møbelfirmaet House of Finn Juhl. Interessen for møbler deler hun med Anders, som har været i lære som møbelsnedker. De har før renoveret deres eget 70'er-hus, og i kælderen har Anders et værksted, hvor han bygger møbler.
Maja og Anders om deres drømmesommerhus:
– Sommerhuset skal være et sted med plads til fordybelse, hvor der er fokus på detaljen, og det er vigtigt for os, at der bliver skabt en rød tråd i sommerhuset. Det primære materialevalg vil være træ kombineret med bl.a. terrazzo samt markante farveinput.
Se deres personlige Instagram-profiler her:
Jyske friluftssøstre
Josefine (29 år) og Katrine (25 år), Frederiksberg
De to søstre bor i dag på Frederiksberg, men de er vokset op på en gård på Djursland. De elsker friluftslivet og at være kreative og aktive. Josefine er landskabsarkitekt, mens Katrine snart er uddannet antropolog.
Josefine og Katrine om deres drømmesommerhus:
– Som familie har vi altid haft skæve ideer i kog, og det er noget af det, vi samles om. Vi elsker at sy, tegne og skære i sten, og vores kreative inputs vil bidrage til at skabe en autentisk indretning i de rolige rammer.
Se deres personlige Instagram-profiler her: