Sommerdrømme er tilbage: Se, hvem der kæmper om et sommerhus
Fire par dyster igen mod hinanden om et helt nyt sommerhus, når 'Sommerdrømme' 2024 ruller over skærmen - og denne gang er det på toppen af Danmark. Mød deltagerne her.
Kunstnerkoloni, tilsandet kirke, smuk natur og selvfølgelig det våde københavner-indtog i uge 29. Skagen er kendt og berygtet for mange ting, og nu bliver byen indtaget af fire nye par, som skal konkurrere om at forvandle et sommerhus til deres sommerdrøm.
De fire par har i den nye sæson 400.000 kroner til at forvandle et tomt og nybygget sommerhus til en færdig sommerdrøm med masser af personlighed. Til sidst bliver et par kåret som vinder af deres sommerhus, der har en værdi af tre millioner kroner.
Igen i år står Lene Beier i spidsen for programmet, og dommerne er Camilla Kjems og Patrick Bentsen.
"Jeg synes, det er helt fantastisk, at vi er kommet til Skagens-området. For mig er det sådan et ikonisk sted i Danmark. Så jeg glæder mig til at se hele den her ånd, der er i Skagen, og som er noget helt særligt, blive foldet ud i de her fire huse," siger Camilla Kjems til TV 2.
Vildmarken gør sit indtog
I år er der sket nogle opgraderinger i de råhuse, som deltagerne skal indrette. Der er nemlig både sauna og vilmarksbad. Derudover skal parrene også indrette deres helt personlige hobbyrum.
TV 2 oplyser også, at gulvene er lagt på forhånd. Håbet er, at det giver parrene mere tid til at bygge større og mere avanceret interiør fra bunden og at nå i mål med rummene.
Mød de fire par i 'Sommerdrømme' 2024:
Tobias og Jonathan - gymnasievenner
Tobias 'Bagge' og Jonathan 'Jonna' er begge 25 år og uddannet ejendomsmæglere. De er bedste venner og har kendt hinanden siden gymnasietiden i hjembyen Esbjerg.
De drømmer om et fælles hjem, hvor de kan mødes og hygge sig, og hvor der også vil være plads til at invitere resten af venneflokken med.
Deres indretningsstil er en blanding af nordisk minimalisme og Urban Living.
Anna og Martin - venner
34-årige Anna og 38-årige Martin er venner og har kendt hinanden, siden de arbejdede sammen i restaurationsbranchen for 15 år siden. Martin 'Westi' arbejder som massør og sommelier. Anna er medicinstuderende.
Efter Anna har stiftet familie, og de begge har meget at se til, har de haft for lidt tid til at dyrke venskabet. De ønsker sig derfor et fælles frirum og oplevelsen i at skabe det sammen.
De er begge glade for genbrug og går meget op i bæredygtighed, og deres sommerhus skal være varmt, hjemligt og inddrage Skagens kunst og kultur.
Jan og Alex - svigerfar og svigersøn
64-årige Jan arbejder med unge, der har autisme, og 38-årige Alex læser til pædagog. Alex er gift med Jans datter, Kirstine, og sammen har de datteren Sommer på to år.
Alex er klar på at bygge et sommerhus med svigerfar som læremester. Så kan de måske også få et endnu tættere bånd til hinanden. Jan, der er født og opvokset i Skagen, vil gerne samle sin familie i sommerhuset og vise den nye generation, hvor fantastisk Skagen er.
Det maritime, kunst og naturen fylder meget i deres fælles indretningsstil.
Ann og Signe-Marie - veninder og tidligere kolleger
Ann, 40 år, og Signe-Marie, 30 år, er veninder og tidligere kolleger. Ann arbejder som modestylist og kampagneproducer, og Signe-Marie er restaurantchef.
Deres stærke venskab vil de gerne hylde med et fælles fristed.
De vil finde en fælles stil mellem Anns forkærlighed for skandinavisk minimalisme og Signe-Maries mere legende og farverige univers.
Der er premiere på TV 2 Play og TV 2 torsdag 18. april.