Sommerhus

Guide: Sådan finder du det perfekte sommerhus

Går du rundt og drømmer om dit helt eget sommerhus, så er du ikke alene. I takt med at verden lukkede ned, fik mange af os øjnene op for de muligheder, det danske sommerland byder på – og sommerhuset står som solbeskinnet ikonisk kulisse for den perfekte sommer. Men hvad skal du vide, tænke over og undersøge, inden du kaster dig ud i sommerhusjagten? Vi tager dig i hånden her trin for trin.

1. Skal du overhovedet have dit eget sommerhus?

Med eget sommerhus følger ansvaret og opgaverne med at vedligeholde hus og grund på sommerhusadressen, og du forpligter dig til ét område, du gerne vil feriere i. Ind i mellem hører man ligefrem om, at sommerhusejere får dårlig samvittighed over ikke at bruge sommerhuset nok. Er du derimod den loyale type, der elsker det velkendte ved det samme sommerhusområde, og som drømmer om at skabe sommerminder for dig selv og dine børn i jeres eget sommerhus – så lyder du mere som en ejer end en lejer. Find ud af, hvem du er, når det kommer til sommerhus, inden du går videre med planerne om at købe dit eget.

2. Ok, du vil have et sommerhus. Lav en tjekliste!

Der er mange ting, du skal tage stilling til, inden du går på sommerhusjagt, og du gør det nemmere for dig selv ved at lave en prioriteret liste over, hvad du drømmer om, når det kommer til dit sommerhusliv. Kriterier som budget, køre- afstand fra dit hjem, adgang med offentlig transport, antal værelser, nærhed til skov og strand, byggestil og om du vil kunne holde juleferie i sommerhuset er alt sammen godt at afklare, inden du går på jagt. På den måde kan du hakke af undervejs i din sommerhussøgen og bedre danne dig overblik over, hvor mange ting du vil gå på kompromis med.

3. Hvor mange kvadratmeter har du brug for?

Du har sikkert allerede en ide om, hvordan jeres sommerhusliv skal se ud – og et godt gæt er, at det ikke ligner hverdagen derhjemme. Sommerhuset er jo netop en alternativ livsstil, en bevidst smuttur ind i en anderledes sommertilværelse, hvor du måske ikke har behov for et stort sofa- hjørne og et værelse til alle. Overvej nøje, hvilke krav til plads din familie har, og om f.eks. et mindre hus giver mulighed for bedre beliggenhed. Kan børnene ligge i køjesenge på samme værelse, og er det ok, at gæsterne ligger i telt i haven? Kan manglen på plads i selve huset i virkeligheden opvejes af en overdækket terrasse med udekøkken? Vælger du en stor grund, åbner det for muligheden til at bygge værelser til eller måske at bygge et anneks i haven.

4. Hvor skal sommerhuset ligge?

Øst, vest, nord eller syd? På ø eller fastland? Der er dejlige sommer- husområder i alle hjørner af vores lille land. Nogle mere eftertragtede end andre, og beliggenheden er det altoverskyggende parameter for, hvor meget sommerhuset koster. En tommelfingerregel er, at de områder der kan nås på ca. en time fra landets største byer ofte ligger i den dyre ende, mens du får mere for dine penge længere fra byerne. En beliggenhed tæt ved vandet koster dyrt i f.eks. Nordsjælland, mens du kan gøre et scoop ude på nogle af småøerne. Men så skal du huske at lægge bropenge og/eller færgebillet oven i hver eneste tur til sommer- huset. Overvej også, om området imødekommer den slags aktiviteter, din familie går op i. Er der skøn natur, cool caféer eller et stort legeland i nærheden – og hvad er vigtigst? Lav din research ved at køre afsted til udvalgte områder og gå en tur i sommerhuskvartererne. Regn på transporttid og køreudgifter, og mærk stemningen – kan du se dig selv som en del af sommerhusslænget her?

5. Vild naturgrund eller trimmet plæne?

Sommerhus er lig med udeliv, og grunden omkring dit sommerhus kommer til at spille en ligeså væsentlig rolle for jeres sommerhus- tilværelse som selve huset, måske endda mere. Der skal være plads til familiens egne aktiviteter og de terrasser, hængekøjer og gynge- stativer, som I nu har brug for. Jo større grund, jo længere er der til naboerne, og det kan give mere privatliv, mens man kommer hinanden mere ved på de små sommerhusgrunde. Overvej også, hvor meget af din tid i sommerhuset, du vil bruge på at passe, pleje, klippe hæk og beskære træer – og om du er til pryd- og køkkenhave eller en naturgrund, der nærmest passer sig selv. Jo mere der skal passes, jo flere arbejdsweekender i sommer- huset kræver det – men måske er det en god ting? Nyudstykkede sommerhusgrunde og nybyggede sommerhuse har ikke gamle frugttræer og brombærkrat, men er ofte enklere at passe, og du kan til gengæld plante til og med tiden sætte dit eget præg.

6. Er den klassiske sorte sommerrønne din drøm?

Der skød mange tusind sortmalede træhuse op i 1950’ernes og 60’ernes sommerland, hvor danskerne fik råd til at bygge sommerhus. De sorte træsommerhuse fra den tid er ren nostalgi og gerne charmerende størrelser på velbevoksede natur- grunde. Men mange af de originale huse er i dårlig forfatning, med mindre de er blevet totalrenoveret for nyligt eller løbende vedligeholdt. Råddent træværk, fugt og skimmelsvamp og ærgerlige tilbygninger fra 70’erne er hyppige syndere, som du skal være på vagt over for, hvis du har forelsket dig i ideen om et gammelt træhus. Til gengæld er de ofte enkelt konstrueret og relativt billige at renovere, men prisen skal afspejle standen, og du skal være klar over, at det måske primært er grunden, du betaler for. Uanset om du er faldet for et hus fra før eller efter 60’erne, er det en god ide at tage en byggesagkyndig med på råd, så du ikke køber en rønne. Og hey, har du en håndværker i familien, kan det lige frem være en god investering at købe ind i et sommerhushåndværkertilbud, som I så sammen kan forvandle til jeres egen sommeridyl.

7. Jul i sommerhuset?

Vil du også gerne kunne bruge dit sommerhus i de kolde måneder, så skal du kigge efter et velisoleret sommerhus, der kan bruges hele året. Det skal typisk være af nyere dato, og så skal du også tænke budget til opvarmning ind i dit sommerhusregnestykke. De gamle træsommerhuse er super charmerende, men er desværre ofte i dårlig stand og svære at varme op, så gør dig det klart, at du højst sandsynligt kun kan bruge sommerhuset om sommeren og skal lukke det ned om vinteren. Husk også, at det som udgangspunkt ikke er tilladt at bo i sit sommerhus i vinterhalvåret, men man må gerne bruge det til kortere ferieophold. Vil du gerne kunne bruge sommerhuset i længere stræk i vinteren, skal du se efter Flexboliger, som typisk er tidligere helårshuse i naturskønne omgivelser, som de enkelte kommuner har givet tilladelse til, at man også kan bruge efterår og vinter.

8. Har du nybyggerdrømme?

Ok, du har fundet din drømmegrund og vil bygge et nyt sommerhus. Gå tilbage til din tjekliste og gennemgå alle de krav og ønsker, du har. Du skal forholde dig til kvadratmeter, arkitektur og omgivelser. Hvordan ser sommerhusene ud i området, og giver det mening at læne sig op af stilen? Er der lokalplaner, der skal overholdes og hvad egner grunden sig i det hele taget til? Husk også, at der er særlige krav til sommerhuse i bygningsreglementet, blandt andet en lavere bebyggelsesprocent på grunden, lavere bygningshøjde og større afstand til skel. Inddrag byggesagkyndige rådgivere tidligt i processen, og sørg for at have 10% luft i budgettet til uforudsete overraskelser. Arkitekten kan hjælpe dig med at placere huset optimalt på grunden og bedst udnytte dens muligheder i forhold til terræn, lys og udsigt. Sommerhusets få kvadratmeter kan arkitekten udnytte med gode løsninger, der stadig efterlever alle krav – og så kan du få et personligt hus, som matcher dit budget og din familie. Arkitekten kan også tegne bæredygtige løsninger ind og vælge billige eller vedlige- holdelsesfrie byggematerialer.

Typehuset er en genvej til et sommerhuskoncept, der kan passe de fleste, og der er mange firmaer, du kan vælge imellem. Sommerhusets grundlæggende proportioner er lagt fast på forhånd, mens du selv kan vælge til og fra på materialer, farver og andre detaljer. Fordelen er, at du kan komme ud og se husets udstillingsmodel, inden du vælger – og det bliver opført for dig. Ulemper kan være, at typehuset ikke passer til dig og din grund og at du må gå på kompromis med f.eks. indretning og verdenshjørner.

Hvad koster det at eje et sommerhus?

Idag må du finansiere helt op til 75% af prisen på dit sommerhus med et realkreditlån. Det giver flere mulighed for at købe sommerhus, hvilket ses i priserne, der er på vej op.

Pssst. Husk at udgifterne stopper ikke efter købet. Der er ejendomsskat, ejendoms- værdiskat, forsikringer, reparationer og så dine transportudgifter frem og tilbage til sommerhuset.