Smukke kunstneriske hjem: Kom med indenfor hos Souvanni Asmussen
Fra designer til stylist. Fra stylist til illustrator. Fra illustrator til kunstner. Souvanni Asmussen bor ved Esrum Sø i magiske omgivelser.
Med udsigt til Esrum Sø bor kunstner Souvanni Asmussen (@souvanni) med sin mand Jeppe og deres 18-årige datter Iris. Det eventyrlige hus er Souvannis barndomshjem og ud over en lille tilbygning, står det næsten, som det altid har gjort med kunst og møbler, der har betydning og historie. Heldigvis, for her har Souvannis forældre, der begge var kunstnere, levet af den kreativitet, som Souvanni efter 23 år i modebranchen også har overgivet sig til på fuldtid med sine papirklip.
Beskriv dit hjem?
– Jeg bor nord for Fredensborg Slotshave i mit barndomshjem, som vi købte af mine forældre for 17 år siden. Det er en gammel hvidkalket sommervilla fra 1920, der ligger meget idyllisk og ugeneret med den smukkeste udsigt og grund ned til Esrum Sø. Huset er ikke så stort, men med en tilbygning fra 1973, som gav plads til et stort køkken og en stor stue, gør det ikke så meget, at de andre værelser er meget små. Begge mine forældre var og er kunstnere og levede og arbejdede i huset, hovedsageligt med bogillustrationer, og meget af ånden fra dem går videre. Selv om vi har renoveret og lavet om, er det langt fra den gængse totalrenovering, og vi lever med flere møbler fra mine forældres tid blandet med især vintagefund.
Hvad skal der til for, at du føler dig hjemme?
– Naturmaterialer og noget at gå på opdagelse i.
Hvad er dit yndlingsrum?
– Det må nok være stuen, der har vinduer mod søen, og som rummer de fleste af vores møbler. Men den er i hård konkurrence med verandaen, som er en udestue med planter, et lille spisebord og en lille sofa. Der er det dejligste lys, og vi spiser aftensmad der hver dag hele sommeren, hvis vi da ikke spiser ude.
Hvad gør et godt hjem?
– Et sted med mentalt højt til loftet og mennesker, der evner at hygge sig og være imødekommende. Og så holder jeg af et hjem, hvor der er skabt små rum forskellige steder.
Hvad er din seneste investering til boligen?
– Et stort gammelt arkivskuffedarium i træ til opbevaring af min far, Des Asmussens, gamle tegninger. Han døde for 15 år siden i en alder af 90 år, og indtil det sidste var han en kendt bog- og avistegner med en kæmpe produktion af illustrationer bag sig. Mange af hans tegninger er solgt eller foræret til samlinger og museer landet over.
Hvad er det næste, du skal anskaffe dig?
– En ny seng. Den vi har nu, er hjemmelavet, og jeg tror, at tiden er inde til en ordentlig en.
Hvad er dit yndlingsmøbel?
– De seks røde Børge Mogensen Folkestole, som jeg har købt på et loppemarked for 10 år siden.
Hvad inspirerer dig til din indretning?
– Kunstnerboliger fra tidligere tider, modernisme, arkitektur og kunst.
Hvor køber du møbler og nips?
– DBA, loppemarkeder og Ikea. Jeg køber dog ikke som sådan nye møbler. Vi har mere eller mindre haft de samme i over 20 år.
Hvad er dit bedste indretningstip?
– Indretningstrends er stort set lige så forbipasserende som mode, så pas på med at købe det hippeste. Køb det, du bare elsker. Så virker det ikke umoderne så hurtigt.
Du har arbejdet i modebranchen, men laver nu kunst. Hvorfor skiftede du spor?
– Jeg har en designuddannelse i beklædning, har arbejdet som freelancestylist i 23 år og lavet mange kreative opgaver. Men de kommercielle opgaver fyldte desværre også en del, og jeg følte ikke, at jeg udnyttede mit potentiale. I kunsten kan jeg bestemme alt selv. Der er ikke en kunde at tage hensyn til, og der er ikke et hold af ‘kreative,’ jeg skal blive enig med. Mine billeder er på sin vis tæt på modefotografi, da de har med figur, farver og komposition at gøre.
Hvor finder du inspiration?
– Ud over mange års lagrede referencer til alt fra kunst til tidsepoker, fotografier og ungdomskulturer finder jeg faktisk inspiration i Instagram. Jeg gemmer billederne i en mappe og kigger på dem, inden jeg går i gang med at arbejde.
Hvordan kommer du på dine papirklip?
– Jeg tog beslutningen om at skifte bane for fire år siden og gik i gang med at finde mit helt eget udtryk. Jeg har tidligere tegnet en del og lavet modeillustrationer, men jeg ville ikke fortsætte i samme stil. Jeg vil gerne vise forskellige teksturer og overflader, fede farvesammensætninger og skabe noget, der på én gang er abstrakt og genkendeligt.
Dine værker er meget enkle?
– Jeg synes, at der kommer for mange informationer, hvis jeg tegner eller maler for mange detaljer. Letheden forsvinder. I stedet søger jeg kontraster, former og farvesammensætninger og arbejder mig hen mod udtrykket. Nogle gange kan jeg godt have lyst til at tegne flere detaljer, men jeg ender som regel med at synes, at det ser for illustrativt og modeagtigt ud.
Hvordan ved du, at ‘nu er den der’?
– Når jeg holder billedet op foran et spejl og ser det, som en ‘fremmed’ ville se det. Det er et godt trick, som jeg lærte af mine forældre, når har set sig blind på et billede. Det er også godt at lægge det væk til næste dag.
Hvem, synes du, er virkelig dygtig til at sætte farver sammen?
– Jeg kan godt lide maleren Franciska Clausens (dansk surrealist (1899-1986), red.) farver. Det er støvede toner med elementer af stærke farver.
Hvad er din egen farvefilosofi?
– Grundlæggende har jeg en kærlighed til ‘underlige’ farver. Det kan man næsten ikke sige i dag, da vi ser masser af farver i disse år, men tidligere var det ikke så almindeligt at bruge ‘skæve’ farver og blev set som ret eksperimenterende. Især farver, du ikke umiddelbart vil sætte sammen, kan give en fantastisk dynamik i et billede. Jeg bliver helt lykkelig, når farverne går op i en højere enhed.
Hvad byder fremtiden på?
– Jeg har lige afsluttet min første soloudstilling på et lille galleri på Frederiksberg Allé, og så skal jeg udstille i en kunstklub i medicinalfirmaet Lundbeck. Derefter håber jeg, at jeg kan udstille andre steder og måske også engang i udlandet. Jeg har fundet min hylde, og heldigvis har der været godt med interesse fra købere, så det tyder på, at det går i den rigtige retning.