Olafur Eliasson: "Det mest afstressende for mig er at lave kunst. Fritid eksisterer ikke rigtig for mig"

Den verdenskendte kunstner, Olafur Eliasson, giver her et eksklusivt indblik i sin hverdag i Berlin.

MORGEN Kl. 8:30

– Jeg leder efter inspiration fra det øjeblik, jeg træder ind i mit atelier. Det kan ligge i en bevægelse eller i en bog om iransk tæppevævning. Det kan også ligge i den måde, lyset rammer en prisme på, i en tanke eller i et nyt materiale, vi netop har fundet – ja, i alt muligt!

– Jeg er overbevist om, at kunst har et stort potentiale til at bevæge folk. Den kan adressere vanskelige temaer og give abstrakte spørgsmål en krop. Kunsten kan også – på sin egen måde – motivere folk til at gøre noget ved de udfordringer, vi står over for i dag. Tag klimaforandringerne. Vi accepterer næsten alle sammen den kendsgerning, at indlandsisen smelter, og temperaturen stiger. Problemet er så stort, at det kan føles uoverskueligt og meningsløst at ændre i vores indkøbs- eller transportvaner – så vi lader være.

– Men jeg tror, at kunst og kultur kan give tal og rapporter en vigtig følelsesmæssig forankring og på den måde motivere folk til at tage skridtet fra tanke til handling. Da jeg lod omkring 100 tons indlandsis fra en fjord uden for Nuuk smelte på Rådhuspladsen i 2014 (Ice Watch) og året efter i Paris – da klimaaftalen kom i hus – kunne folk røre ved isen og få en konkret, kropslig erfaring, og så tror jeg på, at man kan rykke ved noget som kunstner.

– Derfor skal vi tage kunsten alvorligt. Det har vi ikke altid gjort i Danmark. I Tyskland har der altid eksisteret en langt mere seriøs tilgang til kultur og dannelse, for de er ikke i tvivl om værdien af kunst – og her tænker jeg altså ikke i økonomiske termer. Men Danmark er i et vist omfang kommet efter det. Jeg er optimistisk på kunstens vegne.

FROKOST Kl. 13:00

– Middagsmåltidet er det eneste tidspunkt i løbet af dagen, hvor alle på atelieret er samlet, og det skaber en god social sammenhængskraft blandt os. Vi har et fantastisk køkkenteam, som min søster Victoria, der er kok, også er en del af. De laver frokost til os hver dag, og fra tid til anden har de også workshops om fx fermentering og surdej og misosuppe. Maden er vegetarisk, og størstedelen af produkterne kommer fra Apfeltraum, et lille økologisk landbrug uden for Berlin.

– Det sociale aspekt er meget vigtigt for mig. Det gør det langt nemmere at få ideer og give dem en form, hvis jeg har en fornemmelse af, hvem folk på atelieret er. Jeg kan godt lide at vide, hvordan de arbejder, og hvilke tanker de gør sig.

– Nogle gange er det selvfølgelig en udfordring at arbejde med så stort et team, men det passer mig godt, for dialog er min arbejdsform. Helt fra jeg etablerede atelieret i Berlin, har jeg arbejdet med folk, som har bragt deres ekspertise ind i det: mit studio-team, videnskabsfolk, folk fra FN, alle mulige og umulige specialister – med verden, kort sagt. Så jeg ser det som en helt naturlig del af min arbejdsproces at arbejde med så mange mennesker i atelieret.

EFTERMIDDAG Kl. 13:30

– Mit atelier er inddelt i forskellige teams – et med baggrund i arkitektur, der står for design og udvikling, et udstillings- og produktionsteam inklusive et stort værksted og et research- og kommunikationsteam. I løbet af dagen går jeg rundt mellem dem for at gennemgå de projekter, de arbejder på netop nu, og det er typisk mange på én gang. Vi arbejder på alt fra udstillinger til enkelte værker over scenografi og installationer i det offentlige rum til at lave lamper og bøger. Nogle arbejder også med research – i øjeblikket er vi for eksempel ved at gøre os begreb om det rum, der eksisterer på bunden af havet.

– Jeg har 3-4 folk, som jeg arbejder rigtig tæt sammen med, og som udvikler mine ideer med resten af teamet, men jeg taler en-til-en med mange.

– Den dér proces fra idé til færdigt værk er vældig interessant. Ideen vokser typisk ud fra en fornemmelse af et potentiale eller et uudforsket rum eller måske en impuls udefra. Det kan være et møde med en forsker eller politiker eller en invitation til at udstille et bestemt sted. Så begynder jeg at sætte ord på ideen i atelieret, forme den, og måske omsætter jeg den også til en skitse.

Herefter bygger vi modeller og tester materialer, og der følger en mere pragmatisk fase, hvor vi researcher og prøver at finde ud af, hvordan eller om værket kan bygges, og hvad det vil koste.

– I nogle tilfælde er vi nødt til at indhente tilladelse fra myndighederne – fx da vi skulle sætte et kunstigt vandfald op i East River (The New York City Waterfalls, 2008), eller da vi ville flyve i en sort luftballon over Stockholm om natten (Your Star, 2015). Og så er der virkelig komplekse udfordringer såsom at få skabt tillid blandt en masse forskellige aktører, der skal samarbejde for at gøre det muligt fx at invitere flygtninge til at deltage i en kunstnerisk workshop på Venedig Biennalen (Green Light, 2016).

– Når alle beslutningerne om form, størrelse og materiale er taget, og værket så at sige er færdigt, forlader det atelieret. Men når det kommer ud i verden og møder betragteren, ændrer det sig igen.

AFTEN Kl. 19.30

– Det mest afstressende for mig er at lave kunst. Fritid eksisterer ikke rigtig for mig. Så længe kunstproduktionen bliver ved at være et frirum, hvor jeg kan eksperimentere, være legende og tillade mig at lave fejl, så er min tid også fri.

Kunstmarkedet har en tendens til at ensrette og lukke for eksperimenter, inden de er begyndt. Det kræver noget at gå imod den tendens. Samtidig er jeg naturligvis dybt afhængig af markedet. Kunstverdenen er benhård, og det handler i bund og grund om at udvikle en sund tilgang til den.

– Det prøvede jeg også at lære mine studerende fra Institut für Raumexperimente (et femårigt uddannelseseksperiment med kunstakademiet i Berlin, der sluttede i 2014, red.), som jeg ofte tog med til udstillingsåbninger, pressekonferencer eller interviews. Jeg inddrog dem også i mine samtaler med kuratorer og gallerier og forsøgte på den måde at kultivere en dialog om, hvordan man bedst navigerer i kunstverdenen. Så er de ikke så uforberedte på den, som jeg var, da jeg i sin tid forlod kunstakademiet.

NATTEN Kl. 23.45

– Når jeg er i Berlin, prøver jeg at udnytte så mange af døgnets timer som muligt. Tidligere var det en smal sag. Nu er jeg blevet 50 år, og jeg kan mærke, det er godt at få en ordentlig søvn. Jeg bliver tit grebet af en underlig, udefinerbar bekymring. Der er så mange ting, der kan diskuteres, vendes på hovedet, gentænkes, søsættes. Så meget potentiale, som kan gribes. Nogle gange føler jeg, at jeg ikke laver nok.

– Finder jeg ikke inspiration, bliver jeg tit rastløs. Laver overspringshandlinger. Udsætter ting. Hopper fra det ene til det andet. Fordi jeg ikke har fundet den nerve – altså det dér noget, der sætter nyt i gang. Der, hvor det nye sker, finder jeg ro, og så kan jeg mærke mig selv igen. Det er en lettelse.

VÆRK har fået eksklusiv adgang til at bringe flere af billederne fra Olafur Eliassons atelier.