Han har skabt blomsterkunst i snart 60 år – og designet den vase, som hvert år stod på dronning Margrethes bord under nytårstalen

For at komme op til Tage Andersens værkstedsplads skal jeg smyge mig op ad en stejl og smal trappe, der ligger bagerst i hans butik og galleri.

På værkstedsbordet foran ham står en glasvase, han selv har kreeret, og i den har han placeret en stor buket Vibeæg.

Læs også

Ugerne efter Emily fødte sin datter, var alt ved det gamle, troede hun – to måneder senere brød hun sammen

“Det er min yndlingsblomst. Så bedårende, elegant og sær. Jeg er ikke så interesseret i store fyldige blomster som f.eks. roser. Jeg er mere til mindre og sjovere og følsomme blomster,” siger han og nipper den nederste ende af en af de ranglede blomster.

Han ligner et barokmaleri, som han sidder der ved sit jernbord. Han har en stor sølvring på fingeren og er iklædt hør fra top til tå. Han har sågar en okkerfarvet hør-fez på hovedet. Alt hans tøj er syet specielt til ham af en skrædder, som han “altid” har brugt, forklarer han.

“Jeg bruger hør til alt. Det er et fantastisk materiale, der kommer i så mange forskellige afskygninger. Dugen på bordet her er også hør, og det er ikke sådan en lille fimset dug, men en god hårdfør en,” siger han bestemt.

Hans sprog er kontant, korrekt og i mine ører næsten adeligt. Han retter mig også et par gange, når jeg laver grammatiske fejl. Dem laver jeg flere af i løbet af interviewet, da nerverne er på højkant i dag. For Tage Andersen er intimiderende og ikke mindst imponerende.

I 60 år, og særligt efter han kom til København fra Jylland i 1976 og for alvor blev etableret som blomsterkunstner, har han fået det, som han ville have det. Både fordi han har krævet det og arbejdet hårdt for det.

De fleste kender butikken i Ny Adelgade, og det samme gælder hans rustikke og dekadente kunstneriske blomsterunivers, der ud over blomsterdekorationer eller tableauer, som de også bliver kaldt, inkluderer vaser, lysestager og møbler. Et univers, der folder sig ud i Ny Adelgade, men også på hans herregård Gunillaberg i Sverige, og har defineret et utal af udstillinger og sceneopsætninger på nationale såvel som internationale teatre gennem hele hans virke – for ikke at nævne de mange hjem, han har fået til opgave at indrette.

“Jeg gør mig i utrolig mange forskellige materialer. Jeg har faktisk ingen grænser. Men jeg har altid holdt mest af blomsterne, og de skal helst ikke være alt for opsatte eller strengt arrangerede. Det må gerne være lidt vildt. Blomsterne pirrer jo alle sanserne. Hernede i butikken har vi naturligvis altid blomster, men også i vores hjem ovenpå. Der er altid en duft i luften,” siger han fornøjet.

For selv om Tage Andersen har temperament, strømmer der også stor varme, humor og rørstrømskhed fra den høje herre med den grå hestehale.

Læs også

Pernille Højmark fik sig et chok, da hun blev single som 52-årig – én tankegang hjalp hende

De seneste par år er hukommelsen begyndt at svigte Tage Andersen, og i 2020 fik han konstateret begyndende Alzheimers.

“Men jeg arbejder stadig hver eneste dag,” siger han.

Ifølge Tage Andersens biografi, Man må godt være en krukke, fra slutningen af sidste år af forfatter Elisabeth Saugmann er hans arbejde med blomster hans store kærlighed – ud over hans mand, Mogens Andersen, der står og taler med kunderne i butikken, mens vi snakker i værkstedet.

De blev gift i 2012, men mødte hinanden mange år før gennem arbejdet med blomster. Mogens Andersen kom bl.a. i lære i Tage Andersens butik på Kongens Nytorv, hvor han “trykkede næsen flad mod ruden,” som Tage Andersen siger i biografien. Men det er dog især den anden romance, jeg er kommet for at tale med Tage Andersen om: Hans arbejde, hans kærlighed til blomster og om at se skønhed i forfald. Blomsternes så vel som sit eget.

Drama og temperament

Når man træder ind i butikken og tager de første skridt ned ad trappen, er det, som om jorden åbner sig under en, og en anden verden skyder op. Farverige blomster blander sig med kål, jern, glas og planter.

Rundt omkring i mørke kringelkroge finder man store vaser, kobberæg og blomsteropsætninger, der snor sig op af lokalets vindeltrappe, som er gemt bag det enorme fuglebur. Her sidder en eksotisk papegøje og skræpper med til den klassiske musik, der fylder lokalet. Er der en alf, der kigger ud bag en af dekorationerne? Det er lige før. Det er overvældende, men ikke pompøst eller pyntet. Det er dekadent og rustikt, men også nøgternt, nærmest asketisk, og utrolig gennemført.

Huset Tage Andersen er virkelig et helt hus. Butikken og værkstedet folder sig ud på flere etager, og ovenpå ligger Mogens og Tage Andersens lejlighed, der også består at et par etager og et værksted til.

“De små detaljer interesserer mig ikke så meget. Jeg er mere optaget af de store linjer. Af helheden. Her tager vi os ikke af småting. Vi tager os af universer. Det var da godt sagt, synes du ikke?” siger han fornøjet.

Tage Andersen blev født i 1947 i Thy i den lille by Heltborg og interesserede sig for blomster, fra han var helt lille. Som barn fiflede han med havens blomster og planter og hyggede sig med omegnens dyr, fortæller han. Efter nogle år flyttede familien til Kjellerup, og Tage Andersen blev uddannet konditor, men endte alligevel med at åbne sin første blomsterbutik i 1967 i den lille midtjyske by.

“Det var en rigtig lille kælderbutik, hvor man skulle bukke hovedet, når man gik ind ad døren. Jeg giftede mig med min ekspeditrice Paula, men blev godt nok skilt igen, da jeg jo mere var til drenge end til piger. Det ordnede sig heldigvis,” siger han.

Fem år efter han åbnede butikken i Kjellerup, pakkede Tage Andersen sammen og flyttede til Viborg, hvor han åbnede sin anden blomsterbutik. Den havde han indtil 1976, hvorefter han forlod det midtjyske til fordel for København. Den jyske natur, særligt naturen i og omkring Thy, blev dog siddende dybt i ham.

“Stemningen i Thy har haft stor betydning for mig. Det er nøgternt, næsten fattigt og lidt kedsommeligt for nogen, men alligevel helt fantastisk. For der er også så meget drama der – det stormer jo som bare fanden. Det drama har smittet af på mit temperament, og det samme gælder nøgternheden, der i den grad har påvirket mit kunstneriske virke og udtryk,” siger Tage Andersen.

En rock’n’roll blomsterkunstner

Tage Andersen løfter lidt i buketten med Vibeæg, der står på værkstedsbordet, som var de en hårpragt.

“Det var Poul Nejlund, min bedste ven og dronning Margrethes frisør, der lærte mig at løfte buketterne. Det er så stor en fornøjelse at arbejde med blomster. Også dem, der ser lidt lurvede og triste ud. Så hjælper det, hvis de får lidt omsorg og et kærligt pust,” siger han blidt, som talte han til en af blomsterstænglerne.

Da Tage Andersen kom til København, tog han hurtigt byen med storm. Han startede med at være den fornemme blomstermand Svend Schaumanns højre hånd i hans butik på Kongens Nytorv. Men der gik ikke mange år, før Tage Andersen overtog butikken og drev den videre i sin egen rustikke stil. Kundekredsen voksede, og Tage Andersen fik hurtigt etableret sig som en af byens førende og eneste blomsterkunstnere.

Læs også

Pludselig ændrede Ritas liv sig for altid: ”Jeg har lært at føle mig værdifuld igen”

I biografien om Tage Andersen skriver Elisabeth Saugmann, at der i disse år var to vigtige blomstermænd i byen: Tage Andersen og Erik Bering. Erik Bering var med sit yndige og romantiske rosenunivers The Beatles, mens Tage Andersen med sine franske anemoner, vilde kreationer fyldt med jern, glas, planter og sågar grønsager af forskellig art var The Rolling Stones.

Han var rock’n’roll, nærmest anarkistisk, i sin tilgang til blomster, som Elisabeth Saugmann skriver, og arbejdede også sammen med mange af tidens store kunstnere. Han lavede bl.a. udstillinger med billedkunstneren Kirsten Kjær, hvor der løb levende grise rundt blandt blomsterdekorationerne og kunsten. Han skabte scenografier med balletmester og koreograf Flemming Flindt og hans kone, balletdanseren Vivi Flindt. Og havde generelt en stor vennekreds, der bestod af datidens pinger, så som cirkusdirektør Eli Benneweis eller den kongelige frisør Poul Nejlund.

I 1985 begyndte museerne også at få øjnene op for Tage Andersen. Hans første selvstændige udstilling var på Brandts Pakhus på Christianshavn efterfulgt af bl.a. udstillingen Forunderlige træer i Charlottenborg Slotsgård, der markerede 10-års jubilæet for overtagelsen af butikken på Kongens Nytorv. I 1987 voksede Tage Andersen ud af lokalerne og åbnede butikken og galleriet Huset Tage Andersen i Ny Adelgade rundt om hjørnet.

“Dette sted så herrens ud, da jeg overtog det. Men jeg er god til at se muligheder i selv det mest umulige. Jeg ser potentiale i forfald. Jeg dyrker det nærmest. Jeg kunne aldrig drømme om at lave sådan en væg helt fin,” siger han og peger over på væggen, der følger trappen ned til butikken. Den er grov og hullet, og murstenene har fået lov til at stå frem.

“Se, fyldt med sår. Men sår skaber stemning og atmosfære. Begge dele er vigtige for et hjem,” siger han og fortsætter:

“Skønhed betyder alt i mit liv. Jeg er en æstetiker. Men jeg ser skønhed i mange ting. Jeg ser stor skønhed i forfald. Også i mit eget.”

Det smukke forfald er også overalt omkring os i værkstedet i form af irrede kobberæg, tørrede blomster og andre naturlige gevækster, som Tage Andersen har givet et nyt liv efter plukning, opsamling eller fældning. Hans fascination af vanitas er måske heller ikke så mærkelig, tænker jeg.

Da Tage Andersen kom til København, rasede AIDS-epidemien. Han mistede mange nære venner og kærester til sygdommen – og dekorerede alle deres grave og kister – men blev aldrig selv ramt, hvilket han ikke forstår, som han citeres for at sige i Elisabeth Saugmanns biografi.

Tage Andersen sætter ikke selv store ord på sine blomsterdekorationer og værker, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at når man har døden så tæt på i sit liv, er det nødvendigt at finde ind til det smukke i det forgængelige og kanalisere skønhed ud i sine værker.

I dialog med kunsten

Du har lavet et væld af store udstillinger, dekorationer og blomstertableauer. Er der noget, du er særligt stolt af?

“Nu er jeg jo ikke en, der går rundt og skamroser mig selv. Men der er selvfølgelig ting, som har stukket ud for mig. Det behøver ikke være de store ting, det kan også være de små. En buket her, en dekoration der. Men en af mine største bedrifter var nok udstillingen på Statens Museum for Kunst.”

Læs også

Cana Buttenschøn: Jeg har fundet mit mirakelmiddel, som alle bør kende til

Udstillingen, Tage Andersen refererer til, hed Dialog, hvor han gik i, ja, dialog med udvalgte værker på museet i 2002. Han lavede bl.a. et tableau, der kommunikerede med et af den hollandske maler Cornelis Norbertus Gijsbrechts berømte stilleben, som matcher Tage Andersens dekadence. Et tableau, der ifølge udstillingsbeskrivelsen inkluderede tørrede frugter, kogler og en kæmpe rødbede, han havde fået til at spire i anledning af udstillingen.

“Jeg har altid elsket at kombinere blomster med andre materialer. At få dem til at tale med andre materialer eller kunstarter som billedkunsten eller balletten. Blomster er jo et levende materiale og har uanede muligheder, hvis du formår at udnytte dem og arbejde med dem. Det har jeg øvet mig på hele mit liv,” siger han.

Udstillingen på SMK var en stor publikumssucces og tiltrak flere hundrede tusinde besøgende. Men den blev også mødt af kritik. Blomster hører ikke til på et museum, udstillingen var populistisk og ikke rigtig kunst, lød det. Det tog Tage Andersen sig ikke så meget af.

“Det er jo hverken kritikerne eller mig, der skal bestemme, hvad der er kunst,” tilføjer han.

Tage Andersen har generelt aldrig taget sig af kritik. Heller ikke, da Huset Tage Andersen fik smæk, efter de begyndte at tage entré til butikken.

“Vi skal jo passe på vores smukke blomster, dyr og kreationer,” påpeger han. Apropos dyr. Så er er det ikke kun i København, at Tage Andersens univers folder sig ud. I 2008 erhvervede han sig herregården Gunillaberg, hvor han for alvor kan slå sig løs, og hvor hans passion for dyr også virkelig kan dyrkes. Gennem årerne har dyrene, bl.a. gårdens grise, også indgået som en fast – men meget levende og ukontrolleret – del af de store tableauer og kunstværker, der er blevet skabt på gården.

“Her er der højt til loftet og masser af plads til at folde sig ud, både indendørs og udendørs,” som han siger.

Blomsterbørn

Tage Andersens særprægede – og Instagram-venlige – univers og tilgang til blomster er stadig eftertragtet. Under #tageandersen finder du en lang liste af billeder og reels fra butikken i Ny Adelgade, fra Gunillaberg i Sverige eller af Tage Andersen selv med en følgetekst, der f.eks. lyder “legenden i sit eventyrunivers” og “the master in action.”

Jeg får på et tidspunkt en kort snak med Mogens Andersen nede i butikken. Han fortæller, at de under coronapandemien så et gevaldigt opsving i salget af Foldevasen, som dronning Margrethe altid havde stående på sit bord under sin nytårstale – ofte fyldt med blomster arrangeret af Tage Andersen. En efterspørgsel, der nærmest gjorde det svært at følge med, “for jeg er stadig med i alt, der forlader butikken,” siger Tage Andersen.

Noget andet pandemien gjorde, var at få folks øjne op for at lave ting med hænderne. Den fik – og tvang – mange til at sætte farten ned, og sammen med klimakrisen har den gjort os opmærksomme på, at vi bør være bedre til at lytte til naturen. Jeg spørger, hvad Tage Andersen tænker om den udvikling.

“Det tænker jeg ikke så meget over. Altså lidt tænker jeg naturligvis, men jeg er generelt meget ligefrem. Her og nu. Det bliver vigtigere og vigtigere, jo ældre man bliver. Og det hjælper blomsterne mig også med. De sætter farten ned,” siger han.

“Trods alt det tragiske gav coronapandemien også folk ro og plads til at gøre ting, de ellers ikke havde fantasi til. Vi satte farten ned på flere planer. Den måde, vi bruger og misbruger naturen på, går jo ikke. På nogle punkter var pandemien nødvendig, for vi mennesker har godt af at få et rap over snuden indimellem.”

Der er ikke noget, Tage Andersen har fortrudt i sit liv, “men jeg ville nu frygtelig gerne have haft nogle børn,” siger han med knækket stemme.

“Men det kan jeg måske nå endnu?” griner han, mens tårerne triller lidt ned ad hans kinder.

“Ja, det er da aldrig for sent,” svarer jeg også grinende. Og det mener jeg på en måde. For nok har han ikke fået børn, men når han en dag lægger blomstersaksen i skuffen, efterlader han sig en et helt univers i form af sin kunst. Det medgiver han også.

“Ja, den arv efterlader jeg. Og så har jeg heldigvis så mange dejlige mennesker omkring mig, der passer på mig. Der kommer f.eks. en ung herre, efter du er gået, for at spise frokost med mig. Dem har jeg mange af, og de er på en måde også mine børn. De tager sig af mig, klipper mine negle og vasker mit hår. Se, nu sidder jeg her og tuder igen.

Men det er smukt at have folk omkring sig, som passer på en, og som er bekendt med ens dårlige sider – for dem kommer der flere og flere af, når man bliver ældre – men som også ser de smukke,” siger han.