Charlotte får ros for et særligt rum i huset: "Jeg prøver at skabe magi"

Charlotte Jakobsen bor i et hus bestående af rå betonelementer, men hun har blødt husets udtryk op ved at indrette sig med naturfarver, tekstiler og fine boligfund. Kom indenfor i Ugens Instagram-bolig, som tilhører @charlottemjakobsen.

Ved Rude Strand, syd for Aarhus, bor Charlotte Jakobsen med sin familie i et særligt hus ved vandet.

Huset er bygget op med en del rå betonelementer, som umiddelbart kan skabe et hårdt udtryk i boligen. Men Charlotte har på fineste vis mildnet udtrykket ved at implementere en masse varmt egetræ i form af plankegulve, køkkenet og interiør, såsom den reol, der strækker sig fra gulv til loft i stuen.

Familien har også frigjort spær, så naturmaterialerne, sten og træ, er mere fremtrædende i hjemmet.

"Vi prøver at indrette huset efter dets originale stil, men vi bruger også naturfarver på væggene, rispapirlamper som lys og forskellige tekstiler for at skabe et blødt udtryk," siger hun til alt.dk

Kom med indenfor hos @charlottemjakobsen, som er denne uges Instagram-bolig.

Hvor har du fået interessen for boligindretning fra?

”Jeg har, så længe jeg kan huske, elsket at indrette. Jeg flyttede konstant rundt på mit værelse, da jeg var barn og ung, og overtalte min familie til at bytte værelser med mig, når jeg havde indrettet mit eget på alle tænkelige måder. Det betyder enormt meget for mig, at de rum, jeg lever i, har den rigtige stemning. Sådan har det altid været.”

Hvad bliver du inspireret af?

”Jeg bliver inspireret af naturen, kunst i de hjem, jeg besøger, hvor jeg virkelig kan mærke, hvem der bor der, og på medier som Pinterest og Instagram.”

Hvad er det seneste, du har købt til din bolig?

”Jeg har lige købt en gammel lænestol af Svend Skipper i grøn læder. Egentlig er den ret udenfor min normale stil, men jeg prøver at få lidt flere farver ind i hjemmet, og jeg fik den billigt, så nu får den en chance.”

Charlotte Jakobsen

33 år gammel og er uddannet antropolog.

Hun står bag profilen @charlottemjakobsen på Instagram.

Hun bor med sin mand og deres to børn, Alma Margit på 3 og Viggo Tom på 5, ved Rude Stand syd for Århus.

Hvad høster flest likes, når du deler det på Instagram?

”Børneværelserne plejer at være populære. Det er noget af det, jeg elsker at indrette, fordi jeg elsker at tænke i kreative løsninger og gå all in på at skabe magi i børnehøjde.”

Hvilken ting har overlevet længst i dit hjem?

”Mange af vores ting er, som da vi flyttede ind – køkkenet, spisestuen og børneværelset er stort set ikke ændret. Jeg kan sagtens rykke rundt på tingene, hvis der skal ske noget nyt, og det sker ret tit. Man kan sagtens skabe forandring ved at bruge ting, man allerede har.”

Hvilken ting holder du mest af i din bolig?

”Jeg elsker mit gamle Wegner biblioteksbord, som er vores spisebord. Jeg fandt det på Lauritz i sin tid, og det kunne virkelig godt bruge en opfriskning, men jeg elsker det. Derudover elsker jeg vores store reol i stuen og den runde reol på børneværelset.”

Hvad er den grimmeste ting i dit hjem, som du elsker alligevel?

”Begge mine børn har haft faser, hvor farveblyanterne har bevæget sig fra papiret og ud på væggene. Det er noget, som jeg faktisk sjældent fjerner igen. Jeg elsker de små minder rundt på væggene, selvom det ikke lige var meningen.”

Hvad er den mest skæve inspiration, som du har brugt i dit hjem?

”Jeg har lavet et loftsmaleri i atelieret inspireret af et, jeg så hos Delphine restaurant i København. Det var meget spontant og sjovt at lave, og resultatet er jeg stadig glad for.”

Hvilken indretningsstil eller ting vil aldrig finde vej til dit hjem?

”Jeg er ikke så vild med plastikmøbler og den følelse, de giver. Derudover har jeg ofte overvejet en kunstig plante, fordi jeg er den største plantedræber, men jeg kan bare ikke lide følelsen.”

Hvad er dit yndlingsrum i boligen? Og hvorfor?

”Mit yndlingsrum er vores køkken-alrum, fordi det er her, vi lever. Vi er i rummet klart de fleste timer, og jeg elsker at lave mad i køkkenet, mens legetøjet flyder og pladespilleren spiller. Det er husets hjerterum.”

Hvad er det næste, der skal ske i dit hjem?

”Vi er lige nu i gang med en omrokering af vores 1. sal. Vi har lavet endnu et børneværelse, så børnenene kan få hver sit værelse. Derfor er vi i gang med at lave to børneværelser og soveværelset om. Selvom det er en stor omgang, så elsker jeg det jo. Almas værelse bliver småt men hyggeligt. Viggo skal have naturtema på værelset, fordi han elsker alt med natur og dyr. Og soveværelset skal gøres endnu mere hyggeligt.”

Hvem er dine favorit-Instagrammere, når det kommer til bolig?

@poppelgade: Puk kan noget med farver, som, jeg synes, er så fint!

@femte.til.venstre: Johanne renoverer en perle fra 70’erne med så meget sans for detaljen og gode materialer.

@laden_svartingehus: De transformerer en gammel lade på Bornholm til helårshus med de fedeste rå detaljer og inspirerende æstetik.

Charlottes tre bedste indretningstips

  • Bo i det! Inden du træffer en masse beslutninger, så bo i det og mærk huset an. Det betyder så meget, at man har levet i et hus eller en lejlighed, før man rigtig kan mærke, hvilke behov man har, hvordan man bruger rummene osv.
  • Drop trends og vær ikke bange for at vise præcis, hvem der bor der. De mest inspirerende hjem for mig er ikke dem, der har en speciel stil eller noget, jeg godt kan lide, men dem, hvor man virkelig kan mærke, hvem der bor der.
  • Bland nyt og gammelt. Jeg synes, blandingen af nyt og genbrug giver en rigtig rar dynamik, og så er der så meget guld derude, som bare venter på at få en kærlig hånd og komme i nye hjem.