Anne Mette har skabt sin egen broderiteknik: ”Det giver en stor tilfredsstillelse at lave sine egne ting”

Anne Mette har skabt sin egen broderiteknik: ”Det giver en stor tilfredsstillelse at lave sine egne ting”

Med sin egen unikke broderiteknik, skaber Anne Mette fantastiske motiver i korssting. Hendes opskrifter er ikke lavet med salg for øje, for hun vil gerne inspirere andre til at skabe deres egne broderier. Det giver en helt særlig glæde.

I dagtimerne slår Anne Mette Christensen sine folder mellem frygtindgydende lystmordere, kreative kogekoner og alt det bedste fra Astrid Lindgrens verden, men når boghandlen lukker, og aftenen falder på, finder hun broderinålen frem og skaber et farvestrålende og kreativt univers af fantastiske og finurlige broderier.

"At brodere er terapi for mig. Jeg er omgivet af mennesker hele dagen, og jeg er faktisk ret introvert, så jeg har brug for ro og fordybelse, når jeg har fri", siger Anne Mette, som er opvokset i en kreativ familie.

Hendes far var god til al slags håndværk, og hendes mor strikker og hækler. Også begge bedstemødre elskede håndarbejde og var gode til at lære fra sig.

"Min farmor lærte mig at udforske mine kreative sider. Hun lagde stof og garn på bordet, og så undersøgte vi, hvad vi kunne få ud af det uden en opskrift. Sådan arbejder jeg stadig. Jeg kan faktisk ikke læse en strikkeopskrift", siger Anne Mette.

Hun bor midt på Hammels butiksstrøg sammen med sin kat Tiger. Rundt i stuen ligger hendes produktion af puder broderet i korssting, hvor farver, mønstre og sommetider ord væver sig ind i hinanden på smukkeste vis.

Dronning Margrethes nytårstale fra 2017, hvor hun opfordrede danskerne til at huske det unyttige, blev begyndelsen til denne fine pude, som Anne Mette brugte seks måneder på at lave.
Anne Mette broderer smukke mønstre. 
Broderet pude inspireret af Dronning Margrethes nytårstale fra 2017.
Dronning Margrethes nytårstale fra 2017, hvor hun opfordrede danskerne til at huske det unyttige, blev begyndelsen til denne fine pude, som Anne Mette brugte seks måneder på at lave.
Anne Mette broderer smukke mønstre.
Anne Mette broderer smukke mønstre.

"Det her mønster blev jeg inspireret til, da jeg så en kunde i en skjorte med et fjermotiv. Så snart hun var gået, skyndte jeg mig at lave en hurtig skitse, og så har ideen ligget i mit baghoved i et par år, inden jeg lavede mit eget design", forklarer Anne Mette og viser den pude, hun er i gang med at brodere.

Der ligger altid en blok på stuebordet, for inspirationen kan også sagtens komme fra en film i fjernsynet, et tapet, en mandala-malebog eller et magasin. Anne Mette begynder i det ene hjørne med ét korssting og fortsætter med at sy skråt på stoffet, så motivet åbner sig som en vifte. Normalt broderer man én linje med halve sting, før man vender rundt og laver resten.

"Det kan jeg slet ikke finde ud af. Jeg har aldrig åbnet en ”to-do”-bog, for jeg har min egen teknik, og der er aldrig nogen, der har fortalt mig, at det må man ikke", griner Anne Mette.

En pludselig indskydelse 

Anne Mette lærte at sy korssting i folkeskolens håndarbejdstimer. Selv om hun elskede håndarbejde og havde strikket og syet fra barnsben, hadede hun faget.

"Det var alt for nemt, og vi havde en meget uinspireret lærer. Men jeg lærte at sy korssting, og det triggede mig, at jeg kunne tegne mit eget motiv på et stykke ternet papir og så sy efter det", husker hun.

Siden gik korsstingene i glemmebogen, men for 25 år siden skulle hun hjælpe en veninde med at vælge broderegarn til en pude, og ved en pludselig indskydelse tog Anne Mette et lille gulvtæppe med, som med sit stramme, grafiske mønster inviterede til at blive udsmykket. Det blev begyndelsen på hendes passion.

"Det giver en stor tilfredsstillelse at lave sine egne ting, og der er lagt meget blod, sved og tårer i arbejdet", siger Anne Mette.

I begyndelsen broderede hun bare for sin egen skyld, men efterhånden fik hun lyst til at invitere andre ind i sit univers og begyndte at vise sine ting frem i facebookgrupper. Responsen var overvældende.

"Flere spurgte, hvor de kunne købe mønstret, og det provokerede mig. Hvorfor lave noget efter en andens mønster? Hvorfor ikke bare selv gå i gang? Det er faktisk ikke så svært at lave sine egne ting, og det giver en langt større glæde end at sy noget, som 1000 andre også har lavet. Jeg sælger ikke mine mønstre, men jeg vil rigtig gerne inspirere andre til at komme i gang", understreger Anne Mette, der også har udstillet sine på bibliotekerne i Hammel og Ulstrup.

Hun har flere gange afholdt kurser for broderi-interesserede, der gerne vil inspireres til at prøve kræfter med den kreative skabelsesproces.

"Jeg vil gerne skubbe til folks grænser og få dem ud over kanten. Mange er lidt farveforskrækkede, men nogle farver, som ikke umiddelbart harmonerer, kan godt fungere i det store billede, så det er bare at komme i gang og prøve sig frem", siger hun.

Anne Mette er blevet mere farverig med årene. Hun har bevæget sig fra de brændte farver over de pastelfarvede for at ende i et retroinspireret farveorgie.
Når hun skal afprøve detaljerne i en idé, bruger Anne Mette gerne en perleplade.
Anne Mette er blevet mere farverig i hendes broderier med årene.
Anne Mette er blevet mere farverig med årene. Hun har bevæget sig fra de brændte farver over de pastelfarvede for at ende i et retroinspireret farveorgie.
Når hun skal afprøve detaljerne i en idé, bruger Anne Mette gerne en perleplade.
Når hun skal afprøve detaljerne i en idé, bruger Anne Mette gerne en perleplade.

Begynd med noget nemt

Anne Mette syr korssting. Hun kan ikke en masse forskellige broderiteknikker og har ikke umiddelbart noget ønske om at lære det.

"Når jeg syr korssting, har jeg ofte tegnet mønstret direkte på stoffet, så skal jeg ikke hele tiden se på arbejdet og kan følge med i en film eller samtale, mens jeg syr", forklarer hun.

Ofte har Anne Mette en idé i hovedet, som hun syr efter. Når hun skal afprøve detaljerne i en idé, bruger hun gerne en perleplade. Virker mønstret på pladen, tegner hun det op på millimeterpapir og overfører det til det stof, hun syr på. Det kan tage op til et år, inden puden er færdig, men så har Anne Mette måske også jongleret med 100 forskellige farver undervejs, som da hun lavede det foreløbige mesterværk i samlingen – en fantastisk pude, hvor ord og farver går op i en højere, farverig enhed.

"Det begyndte med ordet ”unyttigt”, som dronningen brugte i sin nytårstale. Hun talte om, at vi ikke hele tiden skal være så nyttige. Det inspirerede mig, og jeg fandt en lang række ord, som jeg for binder med håndarbejde. Derpå delte jeg dem ind i grupper, så de harmonerede så som kreativ – terapi", fortæller Anne Mette.

Ordene er broderet på en baggrund af tofarvede felter, og også på dette værk begyndte Anne Mette med ét korssting i det ene hjørne og arbejdede sig skråt gennem motivet.

"Jeg udregnede størrelsen på alle bogstaverne på lommeregneren, og jeg har side op og side ned med udregninger. Der blev virkelig nørdet igennem, for det skulle bare passe. Alene udregningerne og optegningen tog en måned", fortæller Anne Mette og tilføjer, at det nok ikke lige er sådan en opgave, en nybegynder skal kaste sig over.

"Man skal begynde med noget nemt. Jeg har jo brugt 25 år på at nå hertil."

Smukke tråde til Anne Mettes broderier.
Smukke tråde til Anne Mettes broderier.
Smukke tråde til Anne Mettes broderier.

Om Anne Mette:

  • Anne Mette Christensen
  • 49 år
  • Bor i Hammel sammen med sin kat Tiger
  • Handelsuddannet og arbejder i en boghandel