Bamses pude fra Hendes Verden

Bamses pude

Lille log cabin dukkepude til yndlingsbamsen.

Færdigt mål: Ca. 16 x 16 cm.

Materialer: Rødt stof til midten 5,5 x 5,5 cm • Reststoffer, lyse og mørke, til strimler 3 cm brede • Bundstof ca. 20 x 20 cm • Bagsidestof ca. 20 x 20 cm • Fiberfyld.

Syvejledning: Fold bundstoffet diagonalt fra hjørne til hjørne, og pres. Fold modsat, og pres. Ret stoffet ud, og læg det røde kvadrat midt på det pressede kryds, med retsiden op, så hjørnerne flugter de pressede linjer, og hold det på plads med nåle.

Læg den første lyse strimmel ret mod ret med det røde kvadrat, og sy fast (sy med 0,7 cm's sømrum), klip rent, og fold ud, sy næste lyse strimmel på, klip rent, og fold ud. Slut første omgang med to mørke strimler. Sy i alt 5 omgange på denne måde.

Klip kanterne rene, og sy en stikning i kanten, så der er lidt hold på sidste omgang strimler.

Montering: Læg patchworkstykket og bagsidestoffet ret mod ret, sy sammen i kanten hele vejen rundt (husk åbning ca. 10 cm).

Klip kanterne rene, og studs hjørnerne. Vend retten ud gennem åbningen, og pres let. Stop godt ud med fiberfyld, og sy åbningen til i hånden.

Hendes Verden 15/2008