Broder selv: Grafiske dåbsminder fra Hendes Verden

Broder selv: Grafiske dåbsminder

Tiderne ændre sig og det gør udtrykket i de ellers så traditionelle dåbstavler også. Disse er designet i en helt enkel grafisk stil, der vil passe i de fleste moderne hjem.

Grafiske dåbsminder / dåbstavle

Mål:

Broderi 29 x 29 cm/Ramme 50 x 50 cm.

Materialer:

40 x 40 cm hvid aida (5,4 sting pr cm)

Billedramme 50 x 50 cm fra Ikea

DMC broderigarn 3 dk sort nr. 310, 1 dk gul nr. 726, 1 dk rød nr. 666 el. grøn nr. 701

Passepartout-ramme. 

Start med at ri et kvadrat på 28 x 28 cm, som passer til udskæringen i passepartout-rammen og derefter alle linjerne, som teksten skal placeres på: Kvadratet deles op, først med en lodret linje 7 cm fra venstre side og derefter med vandrette linjer til teksten og blomster med 3-4 cm’s mellemrum. Alle tekster placeres, så de begynder 2 sting fra den lodrette linje og/eller slutter ved den yderste markering. Vælg herefter skrifttype og bogstaver til egen tekst, så størrelsen kan indpasses i linjerne. Det kræver noget tællearbejde, brug gerne millimeterpapir, blyant og viskelæder. Broderiet udføres med 3 tråde i nålen, og teksten broderes med sort. Den lodrette linje broderes som 3 rækker bagsting i rødt/grønt. På den midterste vandrette linje broderes 4-5 små blomster i gult og rødt/grønt. Det broderede presses grundigt fra vrangen på et blødt underlag. Det tapes fast på billedrammens underlag og indpasses i passepartout-rammens åbning.

Diagrammer

Du finder alle de nødvendige bogstavsdiagrammer på broderiskolen.

Ønsker du at få tilsendt diagrammerne, kan det ske, mod betaling, ved henvendelse til designeren på kontakt@farmors-broderier.dk eller Farmors-broderier, Åsvej 5B, 7700 Thisted.

Drømmer du om at få designet din egen personlige dåbstavle, kan dette også lade sig gøre ved henvendelse til overnævnte designer. Det er samme sted muligt at få omdannet fotografier til broderidiagrammer, så mulighederne er mange.

Se her, hvad en ganske enkel farveændring i mønstret og ramme kan gøre ved det færdige resultat.

Hendes Verden nr. 40/2013

► SE OGSÅ: Broder dit eget postkort

► SE OGSÅ: Fine broderier med de sødeste cupcakes

► SE OGSÅ: Sødt sengetøj med broderi