Hæklet lampe med oldemorfirkanter
Lamper er en vigtig del af indretningen, men det kan være svært at finde lige den, der matcher både smag og indretning – prøv at lave dine egne!
**HÆKLET LAMPE MED OLDEMORFIRKANTER
Mål: 23 cm høj og en diameter forneden på ca. 68 cm.
Garn: 2 ngl hvidt bomuldsgarn nr. 8 samt rester af kulørt bom-uldsgarn nr. 8 i 10-14 forskellige farver.
Hæklenål: Nr. 2.
Tilbehør: Basisk (901.502.07) hvid hængelampe fra Ikea.
Oldemorfirkant: Hver firkant består af 3 farver: 2 kulørte og 1 hvid. Med den 1. farve hækles 4 lm, som samles til en ring med en km. Omkring ring og opslagstråd hækles således: 1. omg: 2 lm (= 1 stgm), 2 stgm, * 3 lm (= hjørne), 3 stgm (= 1 gruppe) *, gentag fra * til * 3 gange, og slut af med 3 lm hen til den øverste af de 2 lm i starten af omg. Bryd garnet. Skift til 2. farve, og hækl 2. omg: 2 lm (= 1 stgm), spring 2 stgm over, og hækl i hvert af de næste 3 hjørner 3 stgm, 3 lm og 3 stgm. I sidste hjørne hækles 3 stgm, 3 lm og 2 stgm. Saml omg med en km hen til den øverste af de 2 lm i starten af omg. Bryd garnet. Skift til hvid, og hækl 3. omg: 2 lm (= 1 stgm). Mellem de 2 stgm-grupper på forrige omg hækles 2 stgm. I hvert hjørne hækles 3 stgm, 3 lm og 3 stgm. På hver side af oldemorfirkanten og imellem stgm-grupperne hækles stgm-grupper på 3 stgm. Slut med en km hen til den øverste af de 2 lm i starten af omg.
Der hækles i alt 38 firkanter i forskellige farvekombinationer.
Hæft alle ender. Lampeskærmsbetrækket hækles sammen af 4 baner/ringe, som består af henholdsvis 8, 9, 10 og 11 firkanter, da skærmen skråner. Læg firkanterne op, så der er variation i farverne. Hækl dem sammen i rk med fm og hvid. Der hækles en fm for hver m (både stgm og lm). De 4 baner/ringe hækles sammen med fm, og firkanterne forskydes lidt for hinanden og holdes til. Med hvid hækles langs skærmens øverste og nederste kant 5 omg fm lige op, men på den sidste af disse omg tages ind ved at hækle hver 7. og 8. fm sammen.
Træk betrækket ned omkring skærmen. Hækl yderligere 1 omg fm rundt foroven og forneden, hvor hver 7. og 8. m hækles sammen, og arbejdet strammes til om skærmen.
Hendes Verden nr. 6/2011