Minipatchwork med sløjfer
Smukt tæppe med fine søjfer - det fine patchworktæppe kan sys både på maskine og i hånden.
Færdigt mål: ca. 47 x 47 cm. Tæppet kan både sys i hånden og på maskine, begge metoder er beskrevet her.
Materialer: 100 x 115 cm råhvidt bundstof • Rester fra restekurven til blokkene • Lidt broderigarn • 55 x 55 cm tyndt mellemlag, ikke pladevat.
Klippevejledning til håndsyning: Skær til bagstykket et kvadrat på 55 x 55 cm af det råhvide bundstof. Overfør skabelonerne til patchworkkarton, 25 stk. i alt.
Obs! Der skal yderligere tegnes 10 stk. A og 11 stk. B. Klip en af blokkene fra hinanden, læg kartondelene på de ønskede stoffer, og klip delene ud med ca. 0,75 cm’s sømrum, ri stoffet på kartonskabelonerne.
Syvejledning: Sy delene sammen med små kastesting fra bagsiden. Gentag ved de andre 24 blokke. Sy stof omkring de ekstra A og B, og læg alle delene op på et bord for overblikkets skyld. Sy delene sammen i 5 rækker, og sy disse 5 rækker sammen. Pres arbejdet grundigt, og pil kartonskabelonerne ud.
Obs! Den yderste kant skal ikke foldes ud. Ri kanten hele vejen rundt.
* Læg toppen oven på mellemlaget, og tegn på frihånd med en blød blyant sløjfer på nogle af blokkene. Sy små quiltesting = risting med 2 tråde broderigarn i optegningerne, og sy til slut ved hver sløjfe kastesting tilbage omkring hvert risting. Gentag dette på ca. 7-8 blokke. *
Montering: Klip mellemlaget til, så det er 2 mm mindre end patchworkstykket på alle sider ved den riede kant. Læg bagstykket nederst og patchworkstykket med mellemfoer ovenpå. Hæft lagene sammen 2 cm inde hele vejen rundt – klip bagstykket 1½ cm større end patchworkstykket, fold sømrummet ind omkring mellemlaget, og hæft det fast. Kast delene sammen i den yderste kant, og sy buede quiltninger (med kastesting ovenpå) gennem de yderste A-dele hele vejen rundt.
Sy et bånd på bagsiden til ophæng.
Klippevejledning til maskinsyning: Tegn en blok op på patchworkkarton, og klip delene fra hinanden. Lim delene oven på et nyt stk. karton, tillæg 0,75 cm’s sømrum hele vejen rundt om hver del, og klip disse nøjagtigt ud i stregen.
Tegn delene op på de ønskede stoffer, og prøvesy en blok, inden der skæres ud til de øvrige 24 blokke.
Syvejledning:
1. Sy de 2 C- og D-dele sammen med E.
2. Sy H og I sammen, sy G og F sammen imellem I- og H-delene. Sy A på foroven.
3. Sy de to delblokke sammen til en.
4. Sy A og B sammen til lodrette stolper.
Når alle blokke er syet, skæres de til, så alle kanter er lige, de lægges op på et bord for overblikkets skyld og arrangeres efter ønske. Sy dem sammen i 5 lodrette rækker, og sy disse sammen med stolperne.
Følg fra * til * i foregående forklaring.
Pres arbejdet grundigt, og skær kanten ren hele vejen rundt, således at der resterer et sømrum på 0,75 cm.
Montering: Læg patchworkstykket og mellemlaget ret mod ret med bagstykket, hæft delene sammen, og sy dem sammen 0,75 cm inde på patchworkstykket, lad en åbning på 15 cm være fri forneden. Klip bagstykkets sømrum ned, og vend retsiden af arbejdet ud. Ri rundt i kanten, og sy åbningen til forneden.
Sy buede quiltninger (med kastede sting ovenpå) gennem de yderste A-dele hele vejen rundt.
Sy et bånd på bagsiden til ophæng.
Hent diagrammet til sløjfen her