Rosa patchworkdug fra Hendes Verden

Rosa patchworkdug

Når alle stofferne er holdt i samme nuance, får et meget harmonisk resultat. Her er det de søde rosa stoffer, der er brugt til en let sommerdug.

**

PATCHWORKDUG

Mål: 120 x 120 cm.

Materialer: I alt ca. 250 x 115 cm forskelligt rosa stof • 4 stk. råhvide strimler a 3 x 105 cm til inderste kant • 4 stk. råhvide strimler a 4,5 cm til yderste kant • 4 stk. blomstrede strimler a 11 x 125 cm til bred kant • 135 x 135 cm råhvidt bagsidestof. 

Bemærk: Dugen er syet på maskine. Sy evt. en prøveblok inden al stoffet skæres op. 

Vejledning: Skær strimler a 8 cm i bredden. Overfør skabelonerne (som er inkl. sømrum) til karton og skær 72 stk. af hver. Læg delene op på et bord for at blande stofferne og sy, med et sømrum på 12 mm, 4 dele sammen til en blok. Pres sømrummene fra hinanden og skær blokken til, så den måler 18 x 18 cm. Sy på denne måde i alt 36 blokke og skær dem alle til. Herfra sys alt med et sømrum på 1 cm. Sy blokkene sammen i 6 rækker med 6 blokke i hver række. Pres sømrummene fra hinanden. Læg bagsidestoffet på et bord og læg yderste række i venstre side ovenpå, der skal til de 3 sider være 15 cm til yderkanten, hæft den fast. Læg nr. 2 strimmel ovenpå ret mod ret med den første, hæft sømrummene sammen ind mod midten og sy strimlerne fast 1 cm inde, vip retsiden af strimmel 2 ud, så retsiden vender op og pres sømrummet helt fladt. Læg nu strimmel 3 ovenpå ret mod ret, hæft og sy som ved nr. 2, pres. Gentag dette til alle strimler er syet fast, sy rundt i yderkanten ½ cm inde. Sy 2 af de råhvide strimler på efter samme princip: læg dem ret mod ret på to modsatte sider, sy 1 cm inde og vip retsiden ud, pres. Gentag dette på de to øvrige sider. På samme måde sys de blomstrede strimler a 11 cm fast. Her skal man sørge for at de to sidste strimler for enderne flugter de to første strimler. Sy rundt i kanten 0,5 cm inde, skær bagsidestoffet til, så det slutter samme sted som de blomstrede kanter. Pres 1 cm’s ombuk på de 4 yderste, råhvide strimler. Sy den modsatte side af strimlerne fast på bagsiden af dugen med 1 cm’s sømrum, pres kanten flad og vip folden om på retsiden, hvor den sys fast, efter samme princip, som ved de øvrige kanters påsyning.

Se diagrammet til patchworkdugen her

Hendes Verden nr. 32/2012

► SE OGSÅ: Lav en nem sommerdug uden symaskine

► SE OGSÅ: Sy selv: En dejlig hængekøje

► SE OGSÅ: Sy en praktisk havekurv