Strik selv: Råhvid julesok med lyseblå stjerne fra Hendes Verden

Strik selv: Råhvid julesok med lyseblå stjerne

Sokken er så dejlig stor, at den kan rumme masser af små kalendergaver eller bruges som en virkelig hyggelig dørdekoration.

Råhvid julesok med lyseblå stjerner

Mål: Fra top til tå ca. 50 cm

Garn: Naturuld, 2 ngl råhvid (fv. 1100) og 1 ngl lyseblå (fv. 800) fra Hjertegarn

Kvalitet: 100% uld. 100 gr = 100 meter

Pind: Strømpepinde nr. 7

Strikkefasthed: 13½ m x 18 p i glat på p nr. 7 = 10 x 10 cm

NB! Der er råhvidt garn nok til evt. at strikke skaftet en 5-7 cm længere, så der kan ligge lidt flere/større gaver i ;-)

Skaft

Slå 48 m op fordelt på strømpepinde nr. 7 med råhvid (12+12+12+12). Strik rib, 1 r, 1 vr,  4 omg.  Fortsæt i glat. Strik 2 omg lige op. Strik lyseblå stjerner ind efter diagrammet. Resten af strømpen strikkes færdig i råhvid. Strik 18 omg lige op, men stop på sidst omg efter 3. p. Strik hæl.

Timeglashæl

Sæt alle m fra 1. og 4. p over på én p = 24 m. Strik frem og tilbage over dissee m,10 p glatstrik lige op.

Runding af hæl: Strik 16 m r, 2 r dr sm, 1 r. Vend, 1 m løs af, 9 vr, 2 vr sm, 1 vr, vend, 1 m løs af, 10 r, 2 r dr sm, 1 r, vend, 1 m løs af, 11 vr, 2 vr sm, 1 vr, vend. Fortsæt på denne måde, til alle m er strikket. NB! På de sidste 2 p sluttes med 2 r dr sm og 2 vr sm = 16 m. Strik de første 8 m over på den 4. p og fortsæt med de næste 8 m på 1. p. Strik rundt over alle m, mens der samtidig strikkes 6 m op langs hver side af hælen med 1. og 4. p = 52 m.

Kile

Strik 1 omg, hvor de nye m strikkes dr r. På næste omg tages ind til kile således: Strik til de 2 sidste m på 1. p, 2 r sm. Strik 2. og 3. p. På 4. p strikkes de 2 første m dr r sm og strik p ud. Gent indt på hver 2. omg, til 48 m. Strik lige op til arb måler 18 cm fra de nyopsamlede m. Strik tå.

Stjernetå

1. omg: *Strik 4 r, 2 r sm*, gent fra * til * omg ud. Strik 4 omg r.

6. omg: *Strik 3 r, 2 r sm*, gent fra * til * omg ud. Strik 3 omg r.

10. omg: *Strik 2 r, 2 r sm*, gent fra * til * omg ud. Strik 2 omg r.

13. omg: *Strik 1 r, 2 r sm*, gent fra * til * omg ud. Strik 1 omg r.

15. omg: Strik m sm 2 og 2. Bryd garnet, og træk tråden gennem m.

Montering:

Sy et par ekstra omg rundt i tåens masker. Hæft alle enderne. Sno en snor i begge farver garn og sy fast øverste MB.

Se diagrammet til råhvid julesok med lyseblå stjerne her

IDÈ

Hvis det er for svært at strikke med 2 farver, kan man evt. strikke en helt råhvid sok, og efterfølgende brodere stjernerne på siden af skaftet i korssting efter diagrammet.

► SE OGSÅ: Lav en fin broderet julesok

► SE OGSÅ: Strik en kæmpe gavesok til jul

► SE OGSÅ: Lav selv: Fine filtede adventssokker

Hendes Verdens Sallys nr. 6/2015