Strikkede og hæklede nisser fra Hendes Verden

Strikkede og hæklede nisser

Søde røde strikkede og hæklede nisser - her får du opskrift og mønster til de fine julenisser.

Strikkede og hæklede nisser

Mål: Nissen er ca. 40 cm høj med hue (35 cm uden hue).

Garn: Baby- og Hosegarn, 1 ngl hudfarvet (fv 10), 1 ngl rød (fv 15) og 1 ngl pink (fv 14) fra HP Garn.

Kvalitet: 80 % uld/20 % polyamid. 50 g = ca. 210 meter.

Pinde: nr. 3 til nisse. Strømpep nr. 3 til nissehue.

Strikkefasthed: 30 m og 40 p i glat på p nr. 3 = 10 x 10 cm. Passer strikkefastheden ikke, må der prøves med finere eller grovere pinde.

Tilbehør: Fibervat til fyld. 3 tykke piberensere i rød. DMC-garn i svag rosa, en rest orange hørgarn eller lignende til hår, 2 små blå glasperler til øjne, en lille lyserød glasperle til næse, en lyserød fiberpen samt 50 cm pink satinbånd 7 mm bredt fra Panduro Hobby.

Bemærk: Alt er strikket i glatstrikning.

Ben:

Slå 12 m op på p nr. 3 med rød og strik 22 p. * Skift til pink og strik 1 p. Skift til hudfarvet og strik 1 p. Skift til rød og strik 1 p *. Gentag fra * til *, til det stribede stykke måler ca. 15 cm, og luk af. Strik et ben magen til. Bemærk: Man kan også strikke begge ben og arme på én gang med hver sin tråd fra garnnøglet, så er man sikker på, de bliver ens.

Arme:

Slå 8 m op på p nr. 3 med hudfarvet og strik 8 p. Skift til rød, strik til arb måler ca. 13 cm, og luk af. Strik en arm magen til.

Krop:

Slå 30 m op på p nr. 3 med rød. Strik 10 cm, og luk af.

Hoved:

Slå 8 m op på p nr. 3 med hudfarvet garn og strik 8 p. Tag 1 m ud i hver side, på hver 2. p (= på alle retpinde), til der er 12 m på p. Strik 30 p lige op. Tag nu ind i hver side, på hver 2. p, indtil der kun er 8 m på pinden. Strik 8 p, og luk af.

Hue:

Slå 28 m op på strømpep nr. 3 med rød og fordel m med 7 m på hver af de 4 p. Strik 14 omg. * Tag 1 m ind i beg af hver p (= 4 m i alt på 1 omg). Strik 2 omg uden indt *. Gentag fra * til * 2 gange mere. Tag 1 m ind på hver p, indtil der er 4 m tilbage på omg. Bryd garnet og træk garnenden igennem de resterende m.

Montering:

Hæft ender og pres evt. arbejdet. Sy kroppen sammen forneden og i siden, og fyld den med fibervat. Sy hovedet sammen i siderne, fyld det med fibervat, og sy det til kroppen ved samtidig at stikke halsstykket ned i kroppens halsåbning. Sy “vanterne” sammen ret mod ret, og vend arb om til retsiden.

Buk en piberenser om i den ene ende, og stik den ombukkede del ind i vanten. Saml det strikkede på den lange led omkring piberenseren, og sy armen sammen. Klip det overflødige stykke piberenser af. Sy den anden arm på samme måde, og sy benene tilsvarende ved at begynde med sokkerne på samme måde som på vanterne.

Buk ca. 4 cm om til fødder. Sy benene til kroppen, så sammensyningen vender bagud, og fødderne vender fremad. Sy armene fast på kroppen ca. 1 cm fra hovedets sammensyning til kroppen. Vikl orange hørgarn omkring hånden, klip op i den ene ende, og sy garnet midt på hovedet med hudfarvet sytråd. Sy huen fast om hovedet, så der er ca. 4 cm synligt ansigt. Sy en lyserød perle på som næse midt på ansigtet.

Sy de små, blå glasperler på som øjne lige ovenover og på hver sin side af næsen. Broder en mund med svagt rosa DMC-garn delt i 2 tråde. Mal lyserøde kinder med en vandfast filtpen. Bind mange små sløjfer i håret med rødt og pink garn, og klip håret lige til sidst.

Hæklet langbenet nisse

Mål: Nissen er ca. 53 cm høj uden hue og 65 cm med hue.

Garn: Ombelle, 2 ngl rød (fv 1039) og 1 ngl pink (fv 1038) fra HP Garn.

Kvalitet: 70 % mohair/25 % uld/5 % polyamid. 50 g = ca. 145 meter.

Hæklenål: nr. 6.

Tilbehør: Fibervat til fyld. 2 tykke piberensere i rød. 2 sorte øjne 0,5 mm i diameter til pålimning med Dana Universallim, lys pink DMC-garn til mund, en rød vandfast fiberpen i lyserød til kinder samt pink filt til sko og påsyet hjerte fra Panduro Hobby.

Derudover en nylonstrømpe i en farve der passer til ansigt og næse, en rest gulorange, kraftigt garn til hår samt en pose tørrede, hvide, store bønner til at lægge i nissens bund.

Bemærk: Alt er hæklet med fm.

Krop:

Hækl 6-8 lm med rød. Saml til en ring med 1 km, og hækl rundt herfra med fm, idet der tages jævnt ud (= der hækles 2 fm i samme m), så arbejdet bliver til en flad cirkel på ca. 8-9 cm i diameter (= ca. 6-7 omg). Hækl lige op herfra ca. 3 cm med rød. Hækl herfra skiftevis 2 omg. pink og 2 omg. rød.

Tag herefter 1 fm ind for hver 10 m omg rundt ved at hækle 2 fm sm til 1 fm. Hækl et par omg. Tag 1 m ind for hver 9. m. Fortsæt med at tage ind, så indt fordeler sig jævnt, og så nissens krop skråner langsomt ind op mod hovedet. Kroppen skal være 12 cm høj og hals-åbningen ca. 6 cm i diameter.

Arme:

Slå 8 lm op, hækl 6 rk i rød (= vanter), vend hver rk med 1 lm. Fortsæt herefter med skiftevis 2 rk pink og 2 rk rød, til arb måler ca. 17 cm. Hækl en arm magen til.

Halstørklæde:

Hækl 7-8 lm med rød med hæklenål nr. 6. Fortsæt i fm og vend hver rk med 1 lm. Hækl et langt stykke på ca. 55 cm.

Hue:

Hækl 32 lm med rød. Saml til en ring med 1 km, og hækl rundt herfra i fm. Hækl 5 omg lige op. Næste omg: Tag 4 m ind ved at hækle 2 m sm til 1 m, jævnt fordelt på omg. Gentag dette på de næste 3 omg. Næste omg: Tag 6 m ind, jævnt fordelt på omg. Hækl 6 cm lige op. Næste omg: Tag 4 m ind, jævnt fordelt på omg. Fortsæt med denne indt, til der ikke er flere masker tilbage.

Snoede ben:

Til et ben afmåles ca. 24-30 lige lange røde tråde i målet 120 cm. Saml trådene i en løkke i den ene ende og anbring løkken på f.eks. et dørhåndtag. I en løkke i den anden ende stikkes en blyant, som bruges som håndtag, når nu tråden skal snos den samme vej rigtig mange gange. Den skal snos så stramt, at når man bukker snoren sammen på midten, drejer den sig selv sammen til en snor. Bind for enderne. Lav et ben magen til.

Montering:

Hæft ende på alt. Fyld nissens krop 1⁄3 op med de hvide tørrede bønner, resten af kroppen fyldes med fibervat. Træk halsåbningen lidt sammen, så den kommer til at passe til påsyning af hovedet. Form en kugle med glatte ydersider af fibervat i en størrelse der passer til nissens krop.

Træk en nylonstrømpe lidt stramt omkring kuglen, så den er ca. 8 cm i diameter, og saml nylonstrømpestykket ved at vikle en tut bagtil på hovedet. Lav en næse efter samme fremgangsmåde. Næsen skal være ca. 1 cm i diameter. Sy hovedet til halsåbningen, så tutten er bagtil i nakken. (den dækkes af nissehuen). Vikl garn til håret omkring hånden.

Klip den ene ende af vindingen over, og sy garnet midt på nissens hoved, så garnet bliver lige langt på hver side af hovedet. Træk huen ned over hovedet og ned i panden, så kun 6 cm fra hue og ned til halssyningen er synlig af nylonstrømpeansigtet, samtidig med at huen trækkes ned over samlingen i nakken. Arranger håret og sy huen fast.

Klip håret til i længde. Sy næsen fast midt på ansigtet, så samlingen ikke kan ses. Lim de to øjne på. Tegn forsigtigt en mund med en blyantstreg, og broder oveni med kontursting og pink DMC-garn. Tegn med forsigtighed et par lyserøde kinder (prøv først på en rest).

Sy armene sammen på den lange led, og træk sammen i den yderste kant af hver af vante, her strammes til og hæftes ende. Herved bliver de til “rigtige vanter”. Buk en piberenser 2-3 cm om i den ene ende, og stop denne ende ind i armen, så det bukkede stykke bliver til hånd. Klip resterende piberenser af i armens længde. Armenes øverste ende sys på hver side af kroppen, ca. 2,5 cm fra halsen.

Sy et filthjerte (se tegning) på med store umage sting på nissens forkrop. Sy hver bensnonings pæne ende fortil på nissens krop med 6 cm’s afstand. Bind en knude som knæ ca. 12 cm fra kroppen. Den mindre pæne ende af snoningen gemmes sidenhen ned i skoene.

Sko: Klip de 2 sko ud efter tegningen i pink filt, og sy dem sammen fra retsiden i hånden med risting. Fyld hver sko halvt op med hvide bønner, og fyld fibervat i.

Få mønsteret til nisserne her

Hendes Verden nr. 40/2006

► SE OGSÅ: Julens nemmeste nisser

► SE OGSÅ: Sy små tykmavede nisser

► SE OGSÅ:  Skønne strikkede julekugler