Strikkede sokker med hjerter

Strik selv: Dejlige sokker med fine hjerter

Hjemmestrikkede sokker til en person du har kær.

**

Strikkede sokker med hjerter

Størrelse: 35/37 - 38/40 - 41/43.

Passer fodlængde: 22 - 24 - 27 cm.

Skaftets højde (nedbukket): ca. 9 - 10 - 10 cm.

Garn: Drops Nepal fra Garnstudio, 150 g i alle str. i f.nr 0517, mellemgrå og 50 g i alle str. i f.nr 8909, koral.

Pinde: strømpep nr. 5 – eller det p.nr. du skal bruge for at få 17 m x 22 p glatstrik på 10 x 10 cm.

Mønster: Se diag A.1 og A.2. Diag viser mønsteret set i modsat vej af strikkeretningen. Mønsteret sys på med maskesting.

Strikkede sokker med hjerter.

Hælindtagning: 1. p (= retsiden): Strik, til der er 5-6-6 m tilbage, tag næste m løst af p, 1 r, løft den løse m over, vend arb. 2. p (= vrangen): Strik, til der er 5-6-6 m tilbage, tag næste m løst af p, 1 vr, løft den løse m over, vend arb. 3. p (= retsiden): Strik, til der er 4-5-5 m tilbage, tag næste m løst af p, 1 r, løft den løse m over, vend arb. 4. p (= vrangen): Strik, til der er 4-5-5 m tilbage, tag næste m løst af p, 1 vr, løft den løse m over, vend arb.

Fortsæt indtagningen på samme måde, ved at strikke til der er 1 m mindre tilbage før der tages 1 m løst af, til der er 8-8-10 m tilbage på p. Indtagning tå: før mærket: 2 r sm. Efter mærket: 2 drejet ret sammen (strik i bagerste m-bue i stedet for forreste).

Arb strikkes rundt på strømpep ovenfra og ned. Slå 39-42-45 m op på strømpep 5 med mellemgrå. Vend arb, og strik 1 p vrang fra retsiden. Derefter sættes arb sammen, og der strikkes rundt i rib (= 2 r / 1 vr). Når arb måler 10-12-12 cm strikkes 1 omg ret hvor der tages 6-7-8 m ind jævnt fordelt ved at strikke 2 m r sm = 33-35-37 m. Derefter strikkes der 12 omg glatstrik. Nu beholdes de første 16-18-20 m til hæl, sæt de resterende 17 m på en tråd (= midt ovenpå foden). Fortsæt i glatstrik over hæl-m i 5-5½-6 cm. Sæt 1 mærke midt bag på hælen mellem de 2 midterste m. Fortsæt med hælindtagning - se forkl over. Når hælindtagningen er færdig, strikkes der 9-10-10 m op på hver side af hælen, og de 17 m fra tråden sættes tilbage på p = 43-45-47 m. Sæt 1 mærke på hver side af de 17 m midt ovenpå foden. Fortsæt rundt i glatstrik samtidig med at der tages ind på hver side af de 17 m ovenpå foden således: Strik de 2 sidste m FØR første mærke ovenpå foden ret sammen, og strik de 2 første m EFTER sidste mærke ovenpå foden drejet ret sammen. Gent indtagningen på hver 2. omg totalt 4-4-5 gange = 35-37-37 m. Strik videre, til arb måler 18-20-22 cm fra mærket på hælen (der er nu ca. 4-4-5 cm tilbage før færdigt mål). Sæt 1 mærke i hver side så der bliver 18-18-18 m ovenpå foden og 17-19-19 m under foden, der sættes i tillæg et midt-mærke midt mellem de 2 mærker ovenpå foden til placeringen af hjertet. Strik glatstrik samtidig med at der tages ind til tå på hver side af begge sidemærker - læs Indtagning tå (= 4 m taget ind). Gent indtagningerne på hver 2. omg totalt 2-2-3 gange, og derefter på hver omg totalt 5-5-4 gange = 7-9-9 m tilbage på p. Klip tråden, træk den gennem de resterende m, træk sammen, og hæft godt. Buk ribben udad. Strik en sok til.

Strikkede sokker med hjerter.

Hjerte hæl: der sys 1 hjerte på med maskesting med koral efter diag A.1 i modsat retning af strikkeretningen således: mærket på hælen sidder midt mellem 2 m, der sys i det ene m-led på hver side af mærketråden, første m starter i 6. m lige op fra mærketråden. Sy hele A.1 på begge sokker på samme måde – sørg for at maskestingene ikke strammer.

Hjerte tå: der syes 1 hjerte på med maskesting med koral efter diag A.2 i modsat retning af strikkeretningen således: midt-mærket på tåen sidder midt mellem 2 m, der sys i det ene m-led på hver side af mærketråden, første m starter i 9. m lige op fra enden af tåen. Sy hele A.2 på begge sokker på samme måde – sørg for at maskestingene ikke strammer.

Se diagrammet til strikkede sokker med hjerter her

Hendes Verden nr. 5/2019