Vest af garnrester strikkeopskrift

Strik selv: Vest i garnrester

Strik denne smukke vest ud af gamle garnrester. Den er nem, enkel og hurtig at strikke. Det, der tager tid, er at vælge hvilke farver garn, du vil strikke den i, så du får et flot farvespil.

Klik ind på instagram #restevesten og se veste i alverdens farver.

Strikkeopskrift: Vest strikket i garnrester

Størrelser: S (M) L (XL) XXL.

Overvidde: 85 (92) 98½ (105) 112 cm.

Hel længde: 55 (57) 59 (61) 63 cm.

Garn: Der går ca. 300/400 g garn til en vest.

Pinde: rundp og strømpep nr. 5 og 7.

Strikkefasthed: 12 m x 19 p/omg = 10 x 10 cm, målt i glat på p nr. 7 med 1- 6 tråde.

Bemærk: Til den på billedet, str. M er der brugt 314 g. Vesten er strikket af en masse rester, tynde garner, som er lagt sammen så det bliver tykt og passer til p nr. 7. Her er strikket med 2 og helt op til 5 tråde, alt efter tykkelsen på garnet. Der har været en tynd grå uld med næsten hele vejen og 1 kid mohair, som dog har varieret i farverne. Dette er en grundopskrift/beskrivelse. Hvordan vesten kommer til at se ud, afgør du. Vesten er enkel at strikke. Det du skal lægge din energi i, er at finde garn frem fra gemmerne og sætte dem sammen. På den viste vest, løber et tyndt, gråt uldgarn, i gennem næsten hele vesten, med undtagelse af midt i de kulørte striber. Dertil har jeg lagt mellem 1 til 4 tråde garn, for at opnå den anviste strikkefasthed. Man skal ikke være så bange for at variere tykkelsen på garnet en smule, det kan både være en lille my tyndere og tykkere. Det vil ikke gøre så meget ved strikkefastheden, hvis det bare kun er over et par omgange eller en pind. Det vil i stedet for give disse omg/pinde’s masker et løsere eller tættere udtryk.

Vest strikket i garnrester.

Tilfældighedsprincippet: Du kan evt. rulle et par nøgler op, så du slipper kontrollen med hvilke farver der kommer fra de 2 nøgler garn, i takt med at der strikkes fra dem. Derved opstår nogle fantastiske farvespil og ”passager” i ens strik som man aldrig selv ville have ”opfundet”. Nyt og unikt. Hvis det går helt galt, og du synes, at det er de grimmest, grimmeste farverforløb, og du slet ikke kan holde det ud, så kan man jo altid bryde garnet, og sætte en anden farve ind.

Sådan hænger garnet sammen: Du kan spytsplejse de kvaliteter som kan filte sammen (uld, alpaca, mohair), binde en magisk knude eller lave et ”overlap” af ”gammelt” garn og ”nyt” garn (bomuld, glimmer, superwash uld) så der kan strikkes ca. 5 - 6 m med begge garner samtidig.

Krop: Slå 126 (134) 142 (150) 158 m op på rundp nr. 5. Strik rundt i rib *1 r, 1 vr*, til ribkanten måler 7 (7) 7½ (7½) 8 cm. Skift til rundp nr. 7 og glatstrik. Tag på 1. p 24 m ind, jævnt fordelt, (gælder alle str.) til 102 (110) 118 (126) 134 m. Marker omg start og efter halvdelen af m (= sidesømmene). Strik lige op, til arb måler 36 (37) 38 (39) 40 cm. På næste omg lukkes til ærmegab for 4 m på hver side af markeringerne. Strik hver side færdig for sig.

Vest strikket i garnrester.

Ryg: Sæt garnet til. På de næste 2 p lukkes i hver side af arb for 3 m. Luk yderligere til ærmegab, således: Strik 2 r, 1 m løs af, 1 r, træk den løse m over, strik til der er 4 m tilbage på p, 2 r sm og 2 r. Strik vr tilbage. Gent indt endnu 1 gang. Strik lige op, til arb måler 51 (53) 55 (57) cm. Luk til hals for de midterste 17 (19) 21 (25) 29 m og strik hver side færdig for sig. Luk yderligere i halssiden for 1 m. Strik lige op over de sidste 7 (8) 9 (9) 9 m til skuldre, til arb måler 55 (57) 59 (61) cm. Luk lige af. Strik den anden side magen til.

Forstykke: Sæt garnet til og strik som ryg, til arb måler 43 (45) 47 (49) cm. Luk til hals for de midterste 13 (15) 17 (21) 25 m og strik hver side færdig for sig. Luk yderligere i halssiden på hver 2. p for 2 m og 1 m. Strik lige op, til forstykket måler som ryg. Luk de resterende m lige af.

Montering: Hæft evt. ender og sy skuldrene sammen.

Hals: Med rundp nr. 5 samles 94 (96) 98 (100) 102 op langs halskanten, ca. 1 m for hver m og 1 m for hver p. Strik 5 p rib, 1 r, 1 vr. Luk af i rib.

Ærmekanter: Med rundp nr. 5 samles 86 (88) 90 (92) 94 m op langs ærmegabet, 1 m for hver m og 1 m for hver p. Strik 5 p rib *1 r, 1 vr*. Luk af i rib. Strik ribkanten i det andet ærmegab. Damp arb forsigtigt.

Hendes Verden nr. 18/2020