Strikket hjerte kagehjerte

Hjemmestrikket bagværk til jul

Strik et kæmpe hjerte til pynt og hygge.

Strikket hjerte - kagehjerte

Mål: 36H x 38B cm.

Garn: Eskimo, 2 ngl brun fra Garnstudio, garnstudio.com og en rest hvid + evt. lidt glimmertråd til broderi.

Pinde: Nr. 8. Tilbehør: Pudefyld eller garnrester til fyld.

Bemærk: Hele hjertet strikkes med dobbelt tråd i glatstrik.

Slå 3 m op, strik 1 r og p vr. 3. p: 1 r, 1 dr r op, strik r, til der er 1 m tilbage, 1 dr r op, 1 r. 4. p: vr. Gent 3.-4. p, til der er 39 m.

Strrikket hjerte kagehjerte

Del hjertet: Strik 19 m ind, vend, strik 19 m tilbage og strik 1. bue over disse 19 m: 1. p: 1 r, 2 r sm, strik, til der er 3 m, 2 r sm, 1 r. 2. p og alle lige p: vr. Tag ind igen på hver 4. p 2 gange mere (3 gange i alt). Næste retp: Løft 1. m løs af, strik alle m sm 2 og 2 og luk samtidig af. 2. bue: Sæt garnet til i midten, luk 1. m af. Strik denne bue magen til den 1. bue. Strik et hjerte mere magen til.

Montering: Brodér diagrammet midt på det ene hjerte med maskesting med hvid og evt. en glimmertråd. Placér teksten midt på hjertet. Og brodér rundt i kanten ca. 3 m fra kanten. Sy hjerterne sammen og put fyld i, inden hullet lukkes helt.

Se diagrammet til strikket hjerte her.

Hendes Verden nr. 43/2020