Lav en flot sommertaske og pung i patchwork
Stofstrimlerne er syet ned gennem et lag pladevat for at opnå det lækre vamsede resultat.
Patchworktaske
Materialer:
- Ca. 8 forskellige blå/hvide/røde stoffer efter eget valg
- 2 stk. pladevat, 40 x 50 cm
- 2 stk. foerstof, 40 x 50 cm
- 2 stk. volumenvlies med lim, 40 x 50 cm
- 2 stk. hørstof til hank, 6,5 x 50 cm
- Veledon til hank, 15 x 50 cm
- 2 store knapper
- Tyndt blåt hæklegarn
Fremgangsmåde: Klip/skær brede strimler på 5 x 5-15 cm i de valgte stoffer i forskellige længder. Sy dem sammen i tilfældig rækkefølge, så lange, at de går lidt ud over mønsterets bredde. Klip pladevat groft ud efter mønsteret med en lige kant foroven. Læg første strimmel på med retsiden op foroven på pladevattet, og sy fast. Læg næste strimmel ovenpå ret mod ret, og sy den på ved nederste kant. Vend, og pres sømmen. Fortsæt med at sy strimler på, til pladevattet er helt dækket. Sy på denne måde 2 taskestykker. Klip de to taskestykker til efter mønstret, og sy dem sammen i sider og bund. Stryg volumenvlies på foerstoffet, og klip ud efter mønsteret. Sy foret sammen i sider og bund, men husk en åbning til at vende igennem i bunden. Sy taskedel og foer sammen i kanten foroven ret mod ret. Studs kanterne, og vend retten ud gennem åbningen, som sys til i hånden. Træk foret ca. 1 cm ud over taskens retside, og sy en stikning under denne hele vejen rundt. Stryg veledon på hørstoffet til hanken, og klip/skær 2 stykker på 6,5 x 50 cm. Sy stykkerne sammen ret mod ret hele vejen rundt med vendeåbning. Vend retten ud gennem åbningen, og pres let. Sy stikninger på langs af hanken med ca. 1 cm’s mellemrum. Sy hanken på tasken, og pynt med en stor knap på hver side.
Se mønstret til tasken og pungen her
Patchworkpung
Materialer:
- Stofrester fra tasken i brede strimler på 4 cm
- 2 stk. volumenvlies på 20 x 20 cm
- Foerstof
- Lynlås 12 cm
- Perler til vedhæng
Vejledning: Strimlerne sys på ligesom på tasken og klippes rent efter mønsteret. Sy derefter en strimmel på foroven som kant på begge stykker. Sy nu lynlåsen i, og sy sider og bund sammen. Klip foer efter mønsteret, og sy det sammen i sider og bund. Læg foret i pungen, og sy det fast foroven hele vejen rundt i hånden. Lav evt. et perlevedhæng til lynlåsen.
Se mønstret til tasken og pungen her
Hendes Verden nr. 26/2010