Tinne syr personlig patchwork: "Hver eneste stump stof har en betydning"

Det kan være svært at vide, hvad man skal stille op, når andre mennesker er kede af det. Men Tinne Bundgaard fik en god idé, da en kollega var ude for en stor sorg: Hun bad alle, der var tæt på kvinden, om at aflevere et stykke stof. Stykkerne klippede hun ud og syede sammen til et patchworktæppe til den sorgramte.

– Et tæppe kan man tage om sig, når man trænger til omsorg, og samtidig fik hun kærlighed fra alle dem, der havde bidraget til det, siger Tinne.

Siden hun var ung, har hun lagt mange kærlige tanker i de tæpper, hun har syet, og samtidig har hun holdt liv i sin families aflagte tøj.

Forklæder og melsække

Det hele begyndte med et tæppe, som Tinnes oldemor syede i 1870. Som 16-årig rejste oldemoren til Amerika, og da hun vendte hjem otte år senere, havde hun både penge til en gård og til brudeudstyr. Med hjem havde hun også et patchworktæppe, hun havde syet af forklæder, melsække, og hvad hun ellers havde fået til overs. Tæppet brugte familien i mange år, men da Tinne var en lille pige, var det så slidt, at oldemorens døtre ville smide det ud.

– ”Nej, nej!” protesterede jeg, og så fik jeg et stykke, fortæller Tinne og peger på en stump tæppe, hun har hængende i en ramme i sit syværelse.

I værelset ligger også en hel stak tæpper, som Tinne i anledning af Hendes Verdens besøg har lånt fra de familiemedlemmer, hun har syet dem til. For oftest er det familien, hun syr tæpper til, og som regel i en glædelig anledning som når et nyt barn kommer til verden.

Minnas engle

Tinne finder et tæppe i lyse farver med små broderede engle. Det syede hun, da hendes første barnebarn, Minna på nu 11 år, havde meldt sin ankomst. Englene broderede Minnas mor, Tinnes datter, mens hun var gravid.

Tinne selv gik på opdagelse i gemmerne og fandt monogrammer, som barnets tipoldemødre havde syet, et pudevår, fra hun selv var lille, et stykke af hendes datters brudekjole… Hun fandt tøjstykker fra alle kvinder i familien, og hertil kom gamle broderier, hun købte på en rejse til blandt andet Frankrig. Det hele blev syet sammen til et tæppe, som Minna havde i mange år.

– Hun slæbte det med sig overalt, og da hun blev større, klagede hun over, at hendes arme og ben stak ud, fortæller Tinne.

– Jeg tilbød at sy et nyt tæppe til hende, men nej. „Det skal sys større,“ krævede Minna.

I udvidelsen af Minnas tæppe har Tinne fortsat engletemaet. For eksempel fandt hun en blondekrave, der mindede om englevinger, som hun brugte, men uden at sy et hoved på. „Mormor, det kan jeg selv forestille mig,“ fik Tinne at vide.

Bedstemor hjalp til

Tinnes holdning er, at tæpperne skal bruges. Går noget i stykker, reparerer hun det. Der er dog én undtagelse, nemlig ét af de første tæpper, Tinne syede, og som var til hendes datter. Det blev fremstillet efter den klassiske patchworkmetode, hvor man syr små stykker stof oven på sekskantede papskiver, som derefter sys sammen i hånden. Også til dette tæppe brugte hun stykker af familiens aflagte tøj, og desuden har hun broderet på de enkelte stumper, hvor de kommer fra. Din mors spencer. Bornholm 63. Nederdel Norge 1985 står der for eksempel. Da Tinne arbejdede på tæppet, boede hendes bedstemor på et plejehjem, syg efter en hjerneblødning.

– For at give hende lidt mere livsindhold fik jeg hende til at hjælpe mig med at sy tæppet sammen, siger Tinne.

– I dag er en del af syningerne gået op, men med tanke på min bedstemor nænner min datter og jeg ikke at reparere dem.

Minder fra verden

Det er dog ikke alene brugte stoffer, der indgår i Tinnes tæpper. Hun rejser en del med sin mand, og i stedet for rejseminder fra souvenirbutikker køber hun stof.

Tinne finder det eneste tæppe, hun nogensinde har syet til sig selv, frem. Det er lavet af rosetter, syet fast på hvid baggrund. Tæppet ligger og pynter i stuen, og samtidig sender det Tinnes tanker tilbage til lande, hun har besøgt, og til tøj, hun og hendes familie har brugt.

– Det karryfarvede stof har jeg købt på Bali. Det der er fra Hawaii. Og det der er fra min bedstemors sidste natkjole, siger hun og peger.

Tinne kan huske, hvor stort set alle de stoffer, hun har mellem hænderne, kommer fra.

– Hver eneste stump har en mening for mig. Jeg er nødt til at kunne mærke historien i et tæppe, siger hun.

Hun må også kende det menneske, der skal modtage et tæppe, før det giver mening for hende at sy det. Når hun syr til familien, giver det sig selv, og syr hun til et ufødt barn, kender hun forældrene. Men det sker også, at hun siger ja til at sy tæpper til mennesker, hun bare har mødt på sin vej.

De færreste har gemt tøj eller stof, hun kan tage udgangspunkt i, så derfor inviterer hun dem gerne hjem i sin kolonihave til en snak om, hvad der interesserer dem, ligesom hun lægger mærke til, for eksempel hvor i haven de stopper op og kigger.

– Små ting, der siger noget om, hvem de er, forklarer Tinne. og lægger nogle store firkanter op på bordet. Farverne er blide, og gennem hver firkant har hun syet fine strimler, der leder tankerne hen på birketræer. Firkanterne skal blive til et tæppe til en kvinde, der er vild med naturen.

– Det er spændende at finde ud af, hvem et menneske er, og prøve at få hendes personlighed frem i tæppet, så det kommer til at betyde noget for hende, fortæller Tinne og tilføjer:

– Nogle spørger, om jeg syr tæpper til at hænge på væggen. Svaret er nej, for væggen skal nok holde sig varm. Jeg syr kun tæpper til mennesker, for jeg synes, vi trænger til noget mere varme.