Vithard Villumsen

Vithard Villumsen strikker koraller for en god sag

Der udledes 15 tons plastik i verdenshavene i minuttet – med frygtelige konsekvenser for klodens koralrev. Verdensnaturfonden sætter fokus på problemet med en kampagne, hvor der blandt andet skal skabes en udstilling af smukke koraller på Kattegatcentret. Vi inviterer kreative læsere til at være med.

Vithard Villumsen har været dommer i tv-programmet Den Store Strikkedyst flere gange, han kaldes Strikkeprinsen og er blandt andet kendt for at udfordre sit talent ved at arbejde med alternative materialer som brændenælder, karse og ledninger.

Lige for tiden er det dog almindeligt garn, han har på strikkepindene, for nu skal der produceres smukke koraller i samarbejde med Verdensnaturfonden (WWF).

– Jeg blev spurgt, om jeg ville være med og betænkte mig ikke, for vi har alle sammen et ansvar for at passe på vores miljø og vores jord. Skal der skabes forandringer og bremses hårdt i for udledning af plast i havene, må vi råbe op om problemet i flest mulige sammenhænge. Koraludstillingen er én måde at gøre det på, og for alle der – ligesom jeg – elsker at strikke, er det bare med at sprede budskabet og så i øvrigt komme i gang med garn og pinde, siger Vithard.

Se opskriften på de smukke strikkede koraller her

Vithard koraller

I praksis går denne del af WWF’s kampagne ud på at skabe en udstilling af strikkede koraller på Kattegatcentret i Grenå. Håbet er, at rigtig mange vil bidrage med tilsendte koraller, og at mange også har lyst til at møde op, når kampagnen skydes i gang med en fælles strikkedag i Kulturhuset på Bryggen i København 24. marts. Ved eventen vil der være flere oplæg – også et af Vithard.

– Der er noget lyst og håbefuldt ved at samles om en fælles sag. Når hver enkelt deltager bliver en del af noget større. Det er på den måde, der bliver skabt grobund for at gøre en forskel. Jo flere koraller vi får strikket, jo flottere en udstilling kan vi lave, og jo mere opmærksomhed bliver der om kampagnen, siger Vithard.

Hvad er koraller?

  • Koralrev er massive strukturer, hvis vigtigste byggesten er koraller.
  • Koraller bliver ofte forvekslet med klipper eller planter, men de er bittesmå dyr kaldet koralpolypper.
  • Koraller inddeles i to kategorier; bløde og hårde, og det er sidstnævnte, der bliver til koralrev.
  • Koralrev findes i mere end 100 lande over hele verden – flest i området omkring Stillehavet, Det Indiske Ocean og Caribien.

Læs mere: www.koralrev.dk

… og hvorfor er de så vigtige?

livsvigtige for verdens fisk og de cirka en milliard mennesker, der er afhængige af havets fisk som mad og som indtægt fra fiskeri.

  • Mere end 25 procent af havets arter holder til i koralrevene bl.a. 4000 fiskearter og 700 koraltyper.
  • Koralrev beskytter kysterne ved at bryde store bølger under storme, orkaner, tyfoner og endda tsunamier.
  • Koralrev forebygger kyst-erosion, oversvømmelser og tab af ejendom ved kysterne.
  • Når koralrev kommer i berøring med plastik, stiger risikoen for sygdom fra 4 til 89 procent.
  • Hvert år udledes cirka otte millioner tons plastik i verdenshavene, det svarer til 15 ton i minuttet.

Kilde: WWF

Bæredygtigt strikketøj

Selv for en strikkeprins har det været en ny og spændende udfordring at kreere koraller, og efter en del research har Vithard designet tre forskellige slags.

– Kroppen til korallen er den samme, men så er der forskellige mønstre og pynt. Opskrifterne er samlet i et kit, der kan købes i WWF, men det er selvfølgelig også fuldstændig fint at skabe helt sin egen koral. Man skal bare tænke organisk og blødt og putte noget tungt i bunden f.eks. tørrede bønner. Til fyldet synes jeg, man skal vælge noget naturvenligt og undlade bamsefyld, som er lavet af polyester.

LÆS OGSÅ: Strik for en sag: Årets tørklæde – alle kan være med!

Både i denne og andre striksammenhænge er det vigtigt for Vithard at tænke i bæredygtige retninger.

– Der er flere dimensioner i det. Noget handler om genanvendelse af ting, der allerede eksisterer. Hvis du kan skabe et nyt brugbart eller kunstnerisk interessant produkt ud af gamle kassettebånd, ledninger eller colaflasker, så ender det ikke som skrald. Til almindelig beklædning er det dog primært garn, jeg bruger, men så vælger jeg altid det GOTS-certificerede. Certificeringen står for Global Organic Textile Standards, og det giver garanti for, at hele processen omkring garnet er bæredygtigt – lige fra dyrenes foder til emballage og transport, siger Vithard.

Kom med når Strikkeprinsen skyder kampagnen i gang

Søndag 24. marts i tidsrummet 13-16 afholdes en event på Kulturhuset på Bryggen i København, hvor alle med interesse for strik og miljø kan møde op. Tanken er, at der skal strikkes koraller til den udstilling, som efterfølgende bygges op og samles af Vithard Villumsen.

Mens der strikkes og hygges, vil der være et oplæg, hvor WWF giver fif til, hvordan du reducerer dit plastikforbrug, så mindre plast kommer i omløb, og forurening af verdenshavene bliver mindre. Slutteligt fortæller Vithard Villumsen om sin passion for bæredygtigt strik.

Der er gratis adgang til arrangementet.

Vil du være med til at strikke?

Har du lyst til at bidrage med en eller flere koraller til WWF’s kampagne, der skal skabe fokus på den store plastforurening i verdenshavene, kan du gøre følgende:

  • Vithard Villumsen har designet et kit med opskrift og bæredygtigt garn til tre koraller. Kittet kan købes i WWF’s webshop www.wwf.dk Prisen er 100 kroner, og overskuddet går til WWF’s arbejde.
  • WWF modtager også meget gerne koraller i personligt design og eget garn.
  • Send færdige koraller til: WWF, Svanevej 12, 2400 Kbh. NV. Ansatte i organisationen transporterer korallerne til Kattegatcentret, hvor de kommer til at indgå i udstillingen.
  • Der kan indsendes strikkede koraller til og med 15. maj. Færdige koraller kan også indleveres direkte på Kattegatcentret, Færgevej 4, 8500 Grenå.

Udstillingen på Kattegatcentret bygges op og samles af Vithard Villumsen. Den udbygges løbende, så alle nye koraller – afleveret før 15. maj – kommer til at indgå i værket.

Udstillingen kan ses fra 1. april og frem til 28. juni 2019.

I forlængelse af den holdning giver det næsten sig selv, at garnet til koralkittet, som kan købes på WWF’s webshop, er bæredygtigt bomuld.