Skuespiller-parret Anna Stokholm og Simon Stenspil er mandag aften taget til gallepremiere på TV 2-serien 'Badehotellet', som Simon har spillet Walter i gennem flere sæsoner.
Anna Stokholm, der selv spiller med i en af Danmarks største tv-serier - nemlig 'Sygeplejeskolen', er efterhånden meget højgravid, og parret venter deres andet barn til april. Sammen har de sønnen Ziggy Bob fra 2021.
Men når først parret andet barn har meldt sin ankomst, bliver der ikke tid til barsel for Annas vedkommende, for arbejdet kalder.
- Når barnet er født, så går der to uger, så starter optagelserne på 'Sygeplejeskolen', fortæller Anna.
Anna starter med at tage orlov fra sin barsel, og så kommer hun tilbage på barsel, når hun er færdig med optagelserne på 'Sygeplejeskolen'.
- Vi har brug for hinanden, vi er nødt til at være et hold. Det er jo helt skørt at tage en to uger gammel baby med på set, men vi må løse det, så godt vi kan, fortæller Anna.
Da Ziggy Bob var et halvt år, prøvede hun noget lignende.
- Der havde han jo flere vågne timer. De sover meget i starten, men de ammer også meget, så vi skal lige finde ud af, hvordan det bliver - skal vi bruge flaske - der er mange overvejelser. Jeg tænker, vi løser det - vi har meget ja-hatten på, fortælle Anna.