27-årige Boris Hiort er i løbet
af det seneste år blevet et navn, der er gået de færrestes øregange forbi. Året
har været spækket med succesoplevelser, mediernes søgelys og opmærksomhed fra
alle vinkler.
Men i sidste uge blev det hele
for meget, og Boris knækkede over på midten.
I et stort interview med
Realityportalen fortæller han nu ærligt sin historie i håbet om, at den kan motivere
andre.
Den 23. maj fik TV 2-programmet
’Bachelorette’ premiere. På skærmen tonede den charmerende Boris frem for
første gang, da han modigt lagde hud til, at de to kvinder kunne tatovere på
ham og lade oplevelsen sætte sig i hans krop for evigt.
I to måneder var alle øjne
rettet mod ham og opmærksomheden tog til, som seerne blev mere og mere bekendte
med ham. Invitationer til events, kærlige komplimenter og spørgsmål fra
nysgerrige journalister væltede ind i indbakken.
– Al den opmærksomhed, som
drengene og jeg fik, gav nogle intense skud af dopamin i hjernen. Det kom for
eksempel af at opleve den første artikel eller være til et fedt arrangement.
Det blev en stor kontrast til, når jeg bare var mig selv i min almindelige
hverdag, hvor jeg ikke havde oplevet den samme form for dopamin.
Lige som interessen toppede, da
Boris fik den famøse sidste rose, var programmet pludselig slut, og tv-succesen
gav efterskælv langt ind i august måned, hvor Boris red allerhøjest på bølgen
af opmærksomhed.
Men som den stærke strøm fra
programmet aftog, var han mere og mere overladt til sig selv i jagten på sit
dopaminfix.
– Da det var slut i august,
blev jeg ved med at lægge på. Jeg kastede mig ud i en masse ting, som for
eksempel datingeventyret, fortæller han og henviser til en podcast, han har
lavet med Frida Bolm de seneste par måneder, hvor de to lukker lytterne ind i
hver deres jagt på kærligheden.
Annonse
Eventyr var der nok af. Han
fløj fra det ene event til det andet og sagde ”ja” til alt, han kom i nærheden
af. Opmærksomheden forblev, og hans navn trak stadig overskrifter.
”Boris finder kæreste”. ”Boris
single”. ”Boris i nyt projekt”. ”Boris skrottet”.
Men ”ja”-hatten begyndte
gradvist at stramme til og forhindrede ham i at få luft til hovedet.
– Når der kommer muligheder, så
kan man være bange for, at man forspilder dem, hvis man ikke griber dem. Og
hvis der lige pludselig er mange muligheder på én gang, så kan man lige
pludselig gøre alting 40%, og det bliver man både vildt udkørt af og ked af det
over, fordi man i virkeligheden så ikke kan give sit 100% i nogen af de ting,
man ender med at tage fat i.
Boris var slet ikke forberedt
på, hvad oplevelserne ville medføre mentalt, og han var ikke klar over, hvor
vild en tur han faktisk havde bevæget sig ud på, så han havde svært ved at
navigere i det hele.
– Jeg har uden selv at vide det
opbygget en form for afhængighed af, at det skulle blive ved og blive vildere.
Dampen måtte ikke ryge af, fordi så ville jeg ikke få den dopamin, som jeg
efterhånden var blevet afhængig af.
Artiklen fortsætter under billedet...
Boris HiortFoto: Privat
Alt imens speederen var i bund,
begyndte hans krop at famle efter bremsen. I to måneder ignorerede han sin
mavefornemmelse, der skreg efter, at han skulle skabe tid til sig selv og ro
omkring sig. Men han blev ved med at tænke, at det nok skulle komme af sig
selv.
Ugerne åd hinanden, mens han
befandt sig i en tilstand, hvor han konstant trådte vand for at komme hen et
sted, hvor han kunne bunde igen.
Men i sidste uge blev det for
meget. Boris ramte den nådesløse betonmur. Selvom han havde gispet efter luft i
lang tid, så var luften omkring ham nu pludselig blevet for tung til, at han
kunne indånde den.
Annonse
– Lige pludselig kunne jeg
mærke, at når jeg skulle tage stilling til noget eller nogen, tog det fra en
energibeholder, som var helt tom i forvejen, så til sidst var jeg slet ikke til
stede i nogen af de situationer, jeg var i, fortæller Boris, der aldrig har
oplevet lignende før.
Boris var på arbejde som
handicaphjælper den dag, hans krop pludselig sagde fra.
– Jeg kunne mærke, at jeg
næsten ikke kunne samle telefonen op. Jeg fik hjertebanken bare af at høre den
vibrere, fordi det så var et menneske, jeg skulle tage stilling til, og jeg
kunne ikke engang tage stilling til eller rumme mig selv lige nu. Der gik det
op for mig, at det er skidt det her. Jeg har det virkelig dårligt.
Han kunne mærke, at han var på
vej til at få stress, hvis ikke han satte en fod i jorden og lavede nogle
ændringer med det samme.
Det gik op for ham, at det ikke
ville komme af sig selv.
– Jeg vidste ikke hvordan, for
når man er i det, så føler man, at man svigter sig selv og en masse mennesker,
hvis man aflyser sine aftaler. Man føler, at man giver op, hvis man ikke kan
klare tempoet. Så er det et nederlag. Og den tankegang gør også, at jeg har
kørt for hårdt på for længe og er kommet langt væk fra mig selv og min kerne,
fortæller Boris og slår fast:
– Det er aldrig at give op. Det
er at lytte til sig selv. Man føler, at man svigter nogen, når man aflyser en
hel uge og tager sin tid. Men man skal også huske på, at folk omkring en har
meget forståelse og respekt for det, hvis man bare er ærlig omkring det,
fortæller Boris, der selv oplevede, at han blev støttet i sin beslutning om at
trække sig.
Han stod foran en uge med
aftaler fra morgen til aften, og den tætpakkede kalender hang som en sort sky
over ham.
Han valgte derfor at sætte
streg over det hele og tage en tur i sin mors kolonihave i en hel uge.
– Da jeg fandt ud af, at jeg
havde brug for at komme væk og tage i kolonihaven, var det eneste, jeg
fokuserede på i de to-tre dage, at få en plan. Tit kan det virkelig hjælpe at
give sig selv et frirum, og at tage et skridt imod at få det bedre kan allerede
gøre rigtig meget.
– Det er vigtigt, at man netop
tager en pause, ånder ud og finder ud af, hvad der er vigtigst at prioritere.
Jeg skulle have trukket mig for noget tid siden og have fundet ud af, hvilke
ting og hvilke mennesker der gav mening for mig at bruge energi på.
Boris befandt sig nu et sted,
der kun er et stenkast fra den larmende storby, hvor han har sin daglige færd,
men omgivet af marker og træer følte han, at han lige så godt kunne have taget
turen til det mørke Jylland.
Men selvom en detox fra livet
kan gøre en verden til forskel, så kommer man ikke udenom, at man igen skal stå
ansigt til ansigt med virkeligheden. Derfor har Boris allerede lagt konkrete
planer for, hvordan han skal gribe det an, når han igen rammer hverdagen.
– Når jeg tager hjem, så skal
jeg starte til psykolog. Og så er det vigtigt, at ens hjem er et trygt sted,
hvor man kan trække sig, slappe af og lade op. Det har mit hjem ikke rigtig
været for mig i lang tid, og det er noget, jeg heller ikke har lagt mærke til.
Derfor har jeg også tænkt mig at lave om derhjemme. Jeg kan ikke rigtig slappe
af der. Det er både energien, fordi jeg sjældent er hjemme, og det ikke er
særlig længe ad gangen, men det er også det praktiske. Sofaen er for lille,
bordet er for langt, og der er ikke noget sted, hvor jeg har plads til at
slappe af. Jeg har længe synes, det så fedt ud, men det virker overhovedet ikke
i forhold til at føle sig hjemme.
På Boris’ Instagram følger knap
28.000 sæt øjne med, når han dagligt deler billeder fra sine opture. Men da han
havde fundet ro i kolonihaven og havde fået en smule strøm på sit ellers
afladte batteri fandt han et overskud til for første gang at dele sin nedtur på
sine sociale medier.
– Jeg tænkte, at det måske var
en positiv ting at dele det her med de mennesker, som følger med i, hvad jeg
laver, for der er helt sikkert nogen derude, som kunne have brug for at høre,
at de ikke er alene i det her, og der er andre, der også går igennem nogle
vildt svære ting.
– Jeg tror også, at jeg selv
havde brug for at få det ud, fordi jeg føler, at jeg har gået og fremstillet en
rimelig fed livsstil, hvor det hele kører, og jeg laver mange ting, og det er
mega fedt. Jeg havde brug for selv at lette mine skuldre og mit hjerte ved at
komme ud med, at det faktisk er noget lort det hele. Jeg havde brug for at
prøve at skrive det hele ned. Og da jeg havde gjort det, tænkte jeg, at nu
deler jeg det sgu også bare, for det kan være, at der er nogen, der kan bruge
det.
Og det var der. De søde
beskeder strømmede ind i indbakken fra folk, der havde læst hans ærlige skriv
og kunne spejle sig i hans historie. Og så væltede dominobrikkerne ellers.
– Det var virkelig overvældende
at se, hvor mange det hjalp, og jeg blev også meget overvældet over alle dem,
der delte deres situation med mig. Der er mange, som går med hver deres kampe,
men pludselig blev det sagt meget højt, og det med at sige det højt kan fjerne
noget af presset ved det.
De ærlige lydbølger kan nemlig
nå ganske langt og blive opfanget af den næste, der godt kunne bruge et skub.
– At få sagt tingene højt og
høre andre være sårbare kan skabe ringe i vandet til, at man selv løsner sig op
og har lyst til at dele noget med nogen, man ellers ikke havde lyst til at dele
før. Hvis man vælger at åbne sig op, så avler det bare, at der er endnu flere,
der åbner sig op, og så bliver man trygge ved hinanden og kan snakke mere om
tingene.
– Det er ikke meningen, vi skal
gå og have det hårdt hver især alene. Det er meningen, vi skal bruge hinanden.
Du er aldrig en byrde, for husk, at når du er sårbar og fortæller, hvordan du
har det, og respekterer, hvad du har brug for, så hjælper du ikke kun dig selv.
Så hjælper du også dem omkring dig.
Men hvad så, hvis man ikke ved,
hvad der galt? Hvordan skal man så få samlet ordene til hele sætninger, når man
ikke engang ved, hvad det første ord skal være?
– Der er rigtig mange, der kan
have svært ved at finde ud af, hvad knuden i maven er. Det kan være svært at
sætte ord på, fordi man ikke engang ved, hvad man skal sige. Det er også helt
okay. Men det er stadig vigtigt at lytte til, hvis noget i kroppen prøver at
sige fra. Prøv at komme ud med det alligevel og sig det højt, for tit har dem
omkring dig været igennem noget lignende.
Uanset om man ved, hvad det er,
kroppen kræver af én, så skal man gøre sit bedste for at respektere, at den
forsøger at fortælle en noget.
– Lyt til din krop. Der var
engang en, der sagde til mig, ”din krop siger fra, før dit hoved gør”. Du kan
næsten mærke det indeni, når du bærer rundt på noget, du har svært med, og din
krop fortæller dig, at du skal ud med det.
Giv af dig selv og tag fra
andre
Boris kender alt til
vigtigheden af at have nogen ved sin side, der altid er klar til at gribe dig,
hvis du falder. Hans bedste ven går selv igennem en svær periode, og de to har
fulgtes ad de seneste 10 år, når det både er gået op og ned.
– Jeg tror også, at mange
føler, at det er en svaghed at vise sårbarhed. Viser jeg folk min svaghed, og
så kan de bruge det imod mig. Hvor det i virkeligheden er helt omvendt. Hvis du
kan være sårbar og sige, du har det ad helvede til, så kan du bruge det som en
styrke og en måde at komme frem på. Det driver kun en. Man føler sig mere
uovervindelig. Man føler, at man kan klare mere, hvis man kan fortælle, når man
har det værst.
De to er endda så tætte på
hinandens dybeste lag, at der er plads til at snige humor ind imellem, og en
banke-banke-på-joke kan faktisk gøre mere end at fremtvinge et
medlidenhedsgrin.
– Hvis man han nogen at snakke
med om det, som man er tryg ved, så kan man bruge humor til også at komme
videre og få det bedre. Så bliver det hele lige lidt bedre et øjeblik, når man
kan grine af sig selv og sin situation.
Det første skridt til at få det
bedre er at anerkende, at der er noget i vejen i første omgang. Selvom Boris
havde ignoreret sin krops behov i flere måneder, så er han alligevel ganske
velreflekteret og bevidst om sig selv og sine følelser. Og det kommer ikke fra
fremmede.
– Min mor har været god til at
få mig til at sætte ord på mine følelser fra jeg var helt lille. Hvis jeg var
ked af det, så reflekterede hun med mig over hvorfor. Jeg kan huske, at der var
engang, da jeg var otte år gammel, hvor jeg blev vred, fordi min mor gjorde
noget, der irriterede mig. I stedet for at bede mig stoppe, spurgte hun ind
til, hvad hun gjorde, der irriterede mig, og hvordan det fik mig til at føle.
Hun greb mig så godt og sagde, at hun nok skulle tænke over det.
– Jeg er vildt glad for, at hun
gav mig den respekt og mulighed for at mærke efter. Det har helt klart hjulpet
mig til at få nogle venskaber igennem mit liv, som har bundet i ærlighed, hvor
man kan snakke om de dybeste ting, når man har det allerværst. Tak, mor.
Vi befinder os lige nu i en
tid, hvor ordet ”nytårsforsæt” har sat sig fast i vores ordforråd og
konfronterer os med, hvad vi gerne vil blive bedre til, og hvordan vi kan
overgå os selv det kommende år.
Med Boris’ afhængighed af de
store succeser er det ikke underligt, at udsigten til et år med mere af det
hele gør, at det pludselig bliver uoverskueligt.
– Der er så mange muligheder
for at udvikle sig selv, at det kan blive helt uoverskueligt. Man bliver
bombarderet med indtryk og ting man bør gøre. Du bør åbne mere op, du bør
arbejde på dig selv, du bør tænke på din fremtid. Og det kan være svært at gøre
det hele på én gang. Men du kan ikke gøre det hele på én gang. Det tager en
livstid at finde ud af, hvad man skal og hvorfor, og der er ingen, der kræver,
at man ved det 100%. Hvis det, man gør, føles bare nogenlunde rigtigt, så er
man på vej et godt sted hen.
Boris slår også fast, at det er
vigtigt at skelne imellem, hvilke succesoplevelser der giver det dopaminfix,
der aftager lige så hurtigt, som det ramte, og hvilke der sætter sig i kroppen
på længere sigt.
– Det er nemt at blive revet
med af succeser i sit liv. Det er vigtigt at mærke efter, om det er ydre
succeser eller indre succeser. Ydre succeser kan man jage rigtig meget, men det
vil aldrig give indre ro. Man kan snarere komme længere væk fra sig selv ved at
tro, at man skal opnå en bestemt form eller en stilling på jobbet. Eller ved at
tage på dates af den grund, at det giver dopamin at mærke, at der er nogen, der
vil en. Man skal i stedet finde ud af, hvad der gør, at man får dopamin
indefra.
Forleden var Boris på date med
sig selv for første gang, hvor han tog på restaurant og i biografen, i forsøget
på at skabe en succesoplevelse kun for sig selv.
– Da jeg var færdig, havde jeg
det simpelthen så godt og følte, at jeg havde brudt en grænse og kunne slappe
af i det. Det var meget specielt. Det er lang tid siden, at jeg har kunne give
mig selv det fiks. Fuck, det var dejligt. Det var en dejlig succes at have bare
med mig personligt. Søg indad i stedet for udad, og find ud af, hvad du selv
kan gøre.
– Der var en tjener, der
spurgte mig, om jeg bare var alene, og efter at have snakket med hende, sagde
hun, ”du er så modig”. Det burde ikke være indstillingen, at det er skræmmende
at tage ud med sig selv og være i sit eget selskab.
Går du og kæmper en kamp, du
har svært ved at tage hånd om? Kan du mærke symptomer på stress, angst eller
depression – eller har du svært ved at sætte ord på, hvad din krop fortæller
dig, men kan du mærke, at der er noget galt? Psykiatrifonden tilbyder gratis og
anonym rådgivning over både chat og telefon. Du kan komme i kontakt med dem
HER.
Boris HiortFoto: Privat
Du kan selv læse hans opslag fra sidste uge herunder:
