– Jeg har lige set de to første afsnit, som hun er med i, og jeg kan slet ikke være i mig selv af stolthed. Jeg er ved at revne, jeg er så glad for det, fortæller Caspar Phillipson, 54.
– Det vilde var jo, at hun fik jobbet, uden at nogen vidste, at hun er min datter. Vores caster ringede til mig og fortalte, at hun havde castet min datter uden at vide, det var min datter.
Rebekka Alma Phillipson spiller den succesfulde sejlerdatter Frida i ”Sommerdahl”.Foto: Henrik Petit/TV 2
Det er ikke kun Rebekkas skuespilpræstation, som er ved at få Caspar til at revne.
– Vi har ikke haft nogen scener sammen og har ikke optaget samme dage, så vi har ikke fulgtes ad på arbejde. Men jeg har haft den utrolige fornøjelse at komme på arbejde og blive mødt af et hold mennesker, som sagde: ”Hvor er hun bare sød og god”. Så det er dejligt. Og Rebekka er bare gået til opgaven med stor selvstændighed.
Caspar med nogle af kollegaerne fra ”Sommerdahl”: Mathias Käki, Laura Drasbæk, Lise Baastrup, Peter Mygind, Maibritt Saerens, Thit Aaberg og André Babikian.Foto: Bo Nymann
Caspar som den kriminelle plastikkirurg Arne Lind, der har mistet alt, sammen med Astrid (Thit Aaberg), som har overtaget fiskebutikken.Foto: Henrik Petit/TV 2
Vi taler om tingene
Når familien Phillipson samles til familiemiddage, så er der flere skuespillere om bordet. Storesøster Clara er uddannet skuespiller fra Aarhus Teater, og storebror Silas er udover at være konservatorieuddannet pianist også skuespiller i forestillingen ”Kærestebreve”.
– For mig handler skuespil om menneskelige relationer, og da børnenes mor, min kone Marianne, er psykolog parterapeut, så der er et kæmpe overlap af interesse der. Jeg tror bare, at vi i familien generelt taler meget om relationer, og hvad nogle ting gør ved folk, konstaterer Caspar.
Caspar og hustruen, Marianne, med deres tre børn Silas, 27, Rebekka, 22, og Clara, 25, da Caspar i 2022 vandt ”Vild med dans”.Foto: Henrik R. Petersen
Det er en ret stor rolle, Rebekka spiller, og Caspar kan slet ikke skjule sin stolthed.
– Jeg tænker, at det er lidt som at være fisker, og din søn eller datter vil på kutteren. Jeg tror, at det man er interesseret i, det smitter. Det kan selvfølgelig også gøre det modsatte, at de tænker: ”Det der skal jeg ikke”. Men vi har jo også haft nogle udlandseventyr i forbindelse med mit arbejde, hvor familien har været med på eventyr, så det har nok også smittet.
– Ungerne er jo voksne mennesker, som er flyttet hjemmefra for længst, og for mig er det dejligt, at vi har et interessefællesskab, for vi har altid noget at snakke om. Jeg er meget glad og ser til med måben og fryd.