Da 'Bachelorette' rullede over skærmen i Danmark for første gang i 2023 var de to hovedpersoner ikke begejstret efter at have set de medvirkende bejlere. Faktisk lød meldingen, at de var meget skuffede.
Det er dog den helt modsatte følelse, de to nye kvinder i sæson 2 af 'Bachelorette' sad med efter at have mødt mændene, og de mener, at TV 2 har gjort et stort arbejde for, at de ikke skulle blive skuffede igen.
- Vi brugte lang tid på at forklare vores type og sende billeder, så de havde en fornemmelse af det, så jeg tror virkelig de (casterne red.) har prøvet i år at ramme vores typer, fortæller Sofie, og Lissa tilføjer:
- Noget af det, der kan give programmet succes, er jo, hvis der kommer match, der holder, og hvis man får reelle kærlighedshistorier. Så det tror jeg, de har tænkt over, uden vi ved det, fortæller Lissa.
- Mændene i Bachelorette møder stærkt op til start i år med
både velforberedte og personlige entreer på den røde løber. Om det skyldes, at
mændene fra sæson 1 har vist vejen, eller om det er en naturlig reaktion på et
nu mere etableret format, er svært at svare på, lyder det fra TV 2's programredaktør Thomas Richardt Strøbech, der tilføjer:
- I vores casting, har vi - lige som sidste år - lagt vægt
på at caste en bred vifte af mænd, som vi tænker kunne være et godt match til
kvinderne.
- Produktionen har fortalt, at den mest nervepirrende dag at filme er den røde løber, fordi de håber, vi kan lide mændene. Så da vi gav udtryk for, at det var nogle dejlige mænd, kunne de ånde lettet op, fortæller Lissa, og Sofie tilføjer:
- Vi var sygt positivt overraskede. Det gør jo også bare, det er fedt at komme ud på date, fordi man er begejstret for at have den ene, den anden og tredje med, fordi der ikke kun er én, man ville have med. Jeg var i hvert fald interesseret i at lære mange af dem at kende.