– Jeg har fundet ud af, at de første 17 år af min trænerkarriere, der handlede det om en eneste ting, og det var at vinde. I den periode missede jeg to fødsler af mine tre børn. Jeg missede to konfirmationer, mine to drenge, fordi der var en kamp om søndagen. Jeg fandt ud af, hvorfor gør jeg det her? Hvorfor er det, jeg kæmper? Hvorfor er det så vigtigt at vinde? Hvorfor er det så vigtigt at stå med pokalen?, fortæller han og fortsætter:
- Så nu har jeg fundet ud af, at det er vigtigt for mig, at samtidig med, at jeg kæmper for pokalen, så kæmper jeg for, at flest mulige børn og unge får et godt liv, fortalte Hjulmand, 52, der har Marcus, 25, Mikkel, 22, og 15-årige Liva fra sit nu opløste ægteskab.
Kasper Hjulmand med børnene Marcus, Liva og Mikkel.(Foto: Henrik R. Petersen)
Under samtalen fik han også et spørgsmål, der gjorde ham så berørt, at han måtte holde en pause på godt 40 sekunder for at samle sig, fordi tårerne pressede sig på.
En af reporterne, Louise, spurgte om hans holdning til fejldiagnoser og fortalte, at hun som teenager selv var blevet fejldiagnosticeret og havde fået forkert medicin, der gjorde hende udadreagerende.
Først et år senere fik hun konstateret autisme samt den rette behandling.
– Jeg reagerer så kraftigt, for jeg kommer til at tænke på nogle mennesker, jeg kender rigtig godt, hvor det ikke er gået så godt. Uha, der ramte du mig lige, Louise, lød det blandt andet i svaret fra Kasper Hjulmand, der udløste klapsalver fra TV Glad-folkene.
Reporterne fra TV-Glad, der alle har funktionsnedsættelse, spurgte også til EM-kampen mod Finland i 2021, hvor Christian Eriksen faldt om med hjertestop. Hjulmand fortryder, at han ikke afbrød, men i stedet lod spillerne vende tilbage til grønsværen. – Det, jeg er ærgerlig over selv, og det, som jeg skulle have gjort, var, at jeg skulle have sagt stop. ”Spillere, ud i bussen, vi kører hjem”. Det havde været det eneste rigtige at gøre, sagde Kasper Hjulmand og forklarede at han var i chok, og i øjeblikket tænkte på, at han ville fratage spillerne den livsdrøm, som muligheden for at spille EM er.(Foto: Lars E. Andreasen/Strong/DR)