Lisa fik nok af sin nærige svigerdatter

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Mette og Martin opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Min søn, Magnus, var sidst i 20’erne, da han præsenterede mig for Kamilla. En sød, køn pige på hans alder, som gengældte hans stormende forelskelse i hende. Jeg, der havde været fraskilt i mange år og ikke havde andre børn end Magnus, var lykkelig på hans vegne.

Eftersom Magnus var selvstændig håndværker, og Kamilla revisor i en større privat virksomhed, var deres match også helt perfekt. For Magnus var som jeg, der arbejdede som pædagog, ikke skarp til det med penge. Det var Kamilla derimod. Hun tjente godt, og jeg forstod også hurtigt på Magnus, at hun gerne ofrede sin gode nattesøvn på at hjælpe ham med at få styr på hans på det tidspunkt noget kaotiske økonomi.

Sofie troede hun kendte sin mand, indtil hun en nat fik et uventet opkald

Alle havde altid set Martin og mig som det perfekte par. Vi boede i en stor lejlighed med vores to børn, havde masser af venner og skønne jobs. Vi følte os også stadigvæk dybt forbundne til hinanden – eller det troede jeg, at vi gjorde, indtil den nat, hvor jeg fik et uventet opkald.

Selvom hun og Magnus stadig boede hver for sig, inviterede jeg fremover altid Kamilla med til den ugentlige søndagsmiddag, som Magnus og jeg fortsat holdt fast i. 

Da det i den forbindelse gik op for mig, at hun ikke drak kaffe, mens jeg ikke selv var den store tedrikker, købte jeg naturligvis en lækker te, som hun fik serveret, når de kom på besøg. Magnus kom også stadig med en god flaske vin til maden, ligesom jeg selv altid havde gjort det, når jeg blev inviteret ud til en middag hos andre.

Kamilla mødte derimod altid tomhændet op, også da jeg inviterede dem hjem til min fødselsdag. Da jeg vidste, at hun og Magnus kørte hver sin skarpt adskilte økonomi, undrede det mig, at hun ikke havde købt bare en lille gave til mig eller i det mindste havde spædet lidt til den gave, Magnus' gav mig.

Første gang, Kamilla inviterede mig hjem til sig, var til hendes egen fødselsdag et par måneder efter. Da jeg forinden spurgte, hvad hun ønskede sig, var det en helt bestemt designer-el-kedel i højpoleret stål, som kostede en hel del mere, end jeg havde regnet med at skulle bruge. Men da det var det eneste, hun ønskede sig, rev jeg mig og købte elkedlen. 

Ny datingpodcast søger deltagere

Elisa Lykke skal være vært på et helt nyt podcastformat.

Ligesådan købte jeg et par gode flasker vin med til middagen, da jeg vidste, at Kamillas forældre også ville komme. Da jeg stod med flasker og gave i armen på vej ud ad døren, fik jeg en sms fra Kamilla. Her stod, at hvis jeg ville have kaffe efter maden, så skulle jeg huske at tage min egen kaffe med.

Da jeg ankom, bugnede gavebordet med dyre pakker, alt imens dagens menu var langt mere beskeden. Jeg afleverede vinen til min søn, men flaskerne blev hurtigt taget fra ham og stillet væk af Kamilla, der sigende nikkede mod den papvin, hun allerede havde stillet frem på bordet. 

Da hun pakkede sine gaver op, viste det sig, at hendes forældre havde foræret hende den samme elkedel som jeg. De havde dog fundet den på tilbud og kun betalt det halve for den. Kamilla bad straks om min kvittering for kedlen, så hun kunne bytte den og få pengene retur, og da hun blev ret oprevet, fordi jeg ikke lige havde den ved hånden, må jeg indrømme, at jeg fik en lidt dårlig smag i munden.

Jeg bemærkede også Kamillas specielle forhold til penge, når Magnus, hun og jeg var ude og spise frokost på café sammen. For hver gang, regningen blev lagt på bordet, rejste Kamilla sig sjovt nok fra bordet for at gå på toilettet. Hver gang trak Magnus så pungen frem, mens jeg hver anden gang insisterede på at betale, fordi jeg ikke syntes, det var fair, at han skulle betale for os alle tre hver gang.

Da det en dag endelig lykkedes mig at komme Kamilla i forkøbet og foreslå, at vi splittede regningen i tre, nægtede hun, for hun mente ikke, det var fair. Hendes frokostret havde nemlig kostet mindre end vores, fordi hun ikke havde bestilt pommes frites til sin burger. Det endte med, at Magnus afgjorde det lille anspændte optrin ved igen at trække sit eget kort frem og betale for os alle tre.

Da Kamilla året efter igen dukkede tomhændet op til min fødselsdag, var mit bæger ved at være fyldt. Ligesådan blev jeg nødt til at bide mig i tungen for at kunne takke Magnus for hans fødselsdagsgave, som Kamilla havde ”hjulpet ham” med at finde; en ny tekande. 

Christina Hee Bune: ”Denne balsam er vildt god til at tage de små fimrehår eller frizz”

For Christina Hee Bune er det helt afgørende med en fast hudplejerutine – gerne inspireret af koreansk forbillede – havbad året rundt, og at vi kvinder tager imod, hvis livet giver os en forlomme. Efter mange år i modebranchen arbejder hun i dag med at udvikle sine egne produkter og at dele rejseinspiration fra hele verden.

Selvom jeg ikke selv drak te, afholdt jeg mig fra at bede om kvitteringen, så jeg kunne bytte den til noget, jeg virkeligt ønskede mig. For jeg magtede ikke, at Kamillas nærighed skulle få lov til at fylde på lige netop den dag.

Jeg blev dog i mit stille sind så provokeret af Kamillas udspekulerede nærighed, at jeg selv begyndte at blive nærig over for hende. Men da jeg igen blev inviteret til hendes fødselsdag, bekæmpede jeg trods alt min trang til at forære hende en kaffemaskine. Jeg købte i stedet den billigste gave, hun ønskede sig, og undlod at medbringe mere vin, der jo alligevel bare ville blive stillet væk og gemt til en anden god gang.

Nogle måneder efter nærmerede julen sig, og her ignorerede jeg Kamillas dyre ønskeseddel, for jeg havde endnu ikke oplevet at få så meget som en buket blomster fra hende. Jeg forærede hende i stedet en elektrisk vinoptrækker, jeg havde købt til halv pris et halvt år før og aldrig havde åbnet eller brugt. 

Da Kamilla pakkede den ud, blev hun åbenlyst skuffet, og endnu mere skuffet blev hun, da jeg beklagende måtte meddele hende, at jeg denne gang ikke var i besiddelse af en regning, så proptrækkeren kunne byttes.

Kort tid efter flyttede Kamilla og Magnus sammen, og her holdt Kamilla fortsat stædigt fast i, at hun og Magnus skulle have hver deres økonomi. Da jeg spurgte min søn, hvad han ønskede sig i julegave, meldte han tilbage, at Kamilla havde bedt ham om at sige videre, at de ønskede sig hver deres morgenkåbe i et bestemt mærke, der kun kunne købes i Magasin. 

Inden jeg kunne nå at bide mig i tungen, røg det ud af mig, at jeg så var spændt på, hvad Kamilla ville forære mig som sin første julegave nogensinde.

Måske fangede Magnus min småsarkastiske bemærkning. For da han og jeg udvekslede julegaver, før han skulle holde jul med Kamillas forældre, havde han for første gang også en gave med til mig fra Kamilla, pakket ind i fint gavepapir. Jeg blev lettet og glad og tænkte, at der forhåbentligvis nu ville komme mere balance i tingene. 

Min lettelse forvandlede sig dog til nogle langt mindre kønne følelser, da jeg pakkede Kamillas gave til mig op. For bag det kønne indpakningspapir gemte der sig den selvsamme vinoptrækker, som jeg havde foræret hende i fødselsdagsgave året før.

Szhirley troede hun var alvorligt syg - indtil en kvinde fortalte hende om perimenopause

Da Szhirley begyndte at få symptomer på perimenopausen, anede hun ikke, hvad der skete med hendes krop, og hun frygtede, at hun var ved at få alverdens sygdomme.

Nu indså jeg, at hvis ikke jeg tog en ærlig samtale med Kamilla om, hvordan hun forestillede sig, at vi fremover skulle være på gavefod med hinanden, så ville jeg ende med at eksplodere af indestængt harme over hendes udspekulerede nærighed. Det skulle bare stadig være uden at involvere Magnus i samtalen, for det her var jo mit problem.

Anledningen kom, da Kamilla ringede efter jul og takkede for de dyre morgenkøber, men nærmest i samme åndedrag bad om kvitteringen på dem, så hun kunne returnere dem og købe dem igen til halv pris til januarudsalget, der lige var startet. 

Efter at have taget flere dybe indåndinger, forklarede jeg så behersket, som det var mig muligt, hvorfor jeg var så skuffet over hendes julegave til mig. Der gik lidt tid, inden tiøren faldt, men så undskyldte Kamilla. 

Hun havde helt glemt, at det var mig, der havde givet hende vinoptrækkeren i fødselsdagsgave. Hun havde nemlig bare haft den liggende i en ”gaveskuffe” sammen med de andre ting, hun ikke ville have, men heller ikke kunne bytte.

Nu forklarede jeg så Kamilla, hvad det betød for mig at glæde andre ved at give gaver og gerne, de gaver, de ønskede sig. Uden at angribe hende indrømmede jeg så, hvordan den glæde i forhold til hende var blevet mindre og mindre år for år – og nu helt var væk. 

Da Kamilla efter lidt tavshed tilstod, at hun aldrig havde følt den store glæde ved at give noget til andre, foreslog jeg, at vi så løste det problem ved at holde op med at give hinanden gaver. For så sjovt var det heller ikke at blive ved med at give dyre gaver til en, der ikke følte et behov for at give noget retur. 

Det tøvede Kamilla lidt over, men hun havde logisk nok svært ved at finde på et godt argument for, hvordan vi ellers skulle løse problemet, så hun indvilligede i det.

”Jeg har en affære med en kollega, og jeg hader mig selv for det”

Hvordan lever jeg med at have en affære? Læs med, når sexolog og parterapeut Daisy Løvendahl svarer på en læsers brev.

Da jeg dernæst spurgte, hvad hun selv syntes var rimeligt, når vi fremover gik ud og spiste sammen, mente hun hårdt presset, at det så måtte være, at vi alle tre betalte hver vores del. Det viste sig så efterfølgende, at Kamilla med det mente, at Magnus skulle betale for hende, mens jeg fik lov til at betale for mig selv. 

For Kamilla holdt fortsat fast i, at hun og Magnus skulle have hver deres økonomi, men når vi i dag går ud og spiser, er det altid Magnus, der betaler for dem, mens jeg trods alt kun betaler for mig selv. Om Magnus mener, at det er rimeligt eller ej, det blander jeg mig dog ikke i.

Selvom jeg fortsat ærgrer mig over Kamillas nærighed, så må jeg også indrømme, at jeg er lettet over, at hun og jeg fandt en slags løsning. For jeg nyder stadigvæk at give gaver til venner og familie, men Kamilla nøjes jeg med at give en buket blomster, når vi ses. 

Jeg kan også finde på at medbringe en flaske god vin, men jeg sørger hver gang for, at den bliver åbnet, så jeg også selv får lov til at nyde et glas af den. På den måde har vi fået løst problemerne, og jeg kan ærligt sige, at jeg fortsat holder meget af min svigerdatter. 

Kamilla har mange fine sider, men nærig er hun, og det er nu engang ikke sjovt at skulle give gaver til en, der aldrig giver noget igen, men det slipper jeg heldigvis for nu.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.