Husker du? Her er de fem største bagefiaskoer i "Den store bagedyst"
Den 13. sæson af ”Den store bagedyst” lakker mod enden. Og selvom deltagerne plejer at imponere med deres evner, kan det også gå den anden vej. Vi har fundet nogle af de største smuttere i programmets historie.
I dag er Kirsten Thur uddannet konditor med egen virksomhed, men da hun deltog i bagedysten i 2017, var hun blot en 21-årig kvinde, der var glad for at bage.
Da hun skulle lave en kage med en isomaltdekoration på toppen, gik det lige efter bogen. Indtil hun skulle have den flyttet op til dommernes bord. Her faldt den sammen, og toppen af isomalt blev knust i tusind stykker.
Gennem årene har mousser, der ikke har nået at sætte sig, været et tilbagevendende problem for mange af deltagerne.
Senest i lørdags, hvor Fatima med det passende efternavn Moussa, havde problemer med en mousse, der var mere flydende end fast. Selvom hendes kage, der var en hyldest til hendes kakadue Snowie, mislykkedes, overlevede hun dog og kan opleves igen lige nu.
Terese Sau Hansen sprudlede af kreativitet i sidste års udgave af ”Den store bagedyst”. Det var bare ikke alle, der var lige begejstrede, da hun hev en sprøjtepistol fra Bosch med i køkkenet.
Fødevarestyrelsen advarede efterfølgende mod at bruge den til mad, da den indeholdt sundhedsskadelige kemikalier. Terese endte med at vinde bagedysten.
”De er fuldstændigt uspiselige”. Bagedystdommer Katrine Foged Thomsen var alt andet end begejstret, da hun smagte på Marianne Bjerrings citronkager.
Den dengang 40-årige kvinde fra Børkop var kommet til at bytte om på salt og sukker, så det er måske forståeligt, at dommerne nøjedes med én bid af kagen.