Janni chokeret over afgørelse: Han skal nok få sin straf

Selvom Janni Ree er i chok over, at Karsten Ree er renset for alle 49 anklager, så finder hun alligevel ro i, at sagen nu er afsluttet. Derfor anker hun heller ikke afgørelsen.

logo herognu HER&NU HN

Ovenpå en hel dag i retten, hvor forbudsbegæringen mod Janni Rees bog skulle behandles, er endnu en bombe eksploderet i forbindelse med den mindre kønne skilsmisse fra Karsten Ree.

Det er simpelthen dagen, der bliver ved at give.

Eksparret har nemlig til aften begge fået nyheden om, at anklagemyndigheden ikke rejser tiltale mod Karsten Ree i nogen af de i alt 49 forhold for fysisk, psykisk og økonomisk vold, som Janni Ree har anmeldt ham for.

Det er en noget rystet Janni, som HER&NU fanger på telefonen.

- Jeg er chokeret over, at man med de ting, jeg havde, ikke kan komme igennem med en voldssag. Mine 49 punkter er så vilde. Så jeg er fuldstændig i chok. Så er det svært for en kvinde i dagens Danmark at komme igennem, hvis de har levet i et voldsramt forhold. 

Janni mener da også, at det er ganske pudsigt, at det lige netop er i dag, at afgørelsen kommer fra anklagemyndigheden.

- Da jeg sad i retten i dag, og jeg så Karsten komme ind med det store, blå øje, kom mit bløde hjerte op. Jeg fik et stik i hjertet og jeg fik faktisk ondt af ham, til trods for hvad han har gjort mod mig. Jeg tænkte, han skal leve resten af sit liv velvidende om, hvad han har gjort mod mig, fortæller Janni og tilføjer, at tanken om at droppe anklagerne havde strejfet hende.

- Jeg tænkte, at måske skal det faktisk stoppe her. Jeg tænkte selv på at trække alt tilbage, fordi jeg tænkte, at jeg gider ikke mere. Det sad jeg og tænkte i retten i dag, og så får jeg den her besked, er det ikke vildt?

Klager ikke

Janni vælger derfor heller ikke at anke afgørelsen, selvom det var en mulighed, fortæller hun.

- Han skal leve med det. Han ved godt inderst inde, hvad han har gjort. Jeg tror, det er en større straf, at man vender den anden kind til og ønsker lys og kærlighed, fordi du ved godt inderst inde, hvad du har gjort. Han skal nok få sin straf. Jeg er et større menneske, fortæller Janni, der også er træt ovenpå en lang og opslidende dag i retten.

- Det sparer os for en retssag, og når man gør sådan noget, så kommer der altid retfærdighed. Han får sin straf på en anden måde.

Opdatering onsdag den 15. marts klokken 22.15. Janni har skiftet mening og har alligevel valgt at klage over afgørelsen. Læs mere her. 

I samme ombæring meldte anklagemyndigheden også ud, at den ene af Karstens Rees anmeldelser - vedrørende afpresning - ikke fører til tiltale af Janni Ree.

- Der var ikke noget at komme efter. Den ville ikke holde i en retssag, for de kunne ikke rejse tiltale for det, hun var anklaget for, forklarer Janni.