Janni Ree har langt fra lagt skjul på sin vrede over Anklagemyndighedens afgørelse, at eksmanden Karsten Ree ikke bliver tiltalt i nogen af de 49 forhold, som Janni tidligere har anmeldt ham for, som indebærer både fysisk, psykisk og økonomisk vold.
Den første melding onsdag lød ellers på, at hun var afklaret med afgørelsen, men der gik ikke mere end et par timer, før en rasende Janni kunne fortælle til HER&NU, at hun klager over den.
- Da jeg efterfølgende taler med mit bagland, siger de, at det er fuldstændig grotesk, lød det så fra Janni torsdag, da hun forklarede, hvorfor hun pludseligt ændrede mening.
- Det her vil jeg til bunds i. Det vil jeg ikke finde mig i. Det er så bekymrende, så jeg tror, jeg er i en choktilstand. Heldigvis har jeg mit bagland i orden og får hjælp fra højre og venstre.
Ikke nok med det, så sendte Janni Rees management-bureau, Aprime PR, torsdag en pressemeddelelse ud, hvori der rettes skarp kritik af Nordsjællands Politi i forbindelse med efterforskningen og den efterfølgende afgørelse, at der ikke rejses tiltale mod Karsten Ree.
I pressemeddelsen, der har titlen "Vi vil have retfærdighed", beskrives afgørelsen om frafald af tiltale i sagen som "en skændsel og et
symptom på et retssystem, der systematisk svigter ofre for vold i nære relationer".
Her er ét af kritikpunkterne, at der ifølge Aprime PR ikke er afhørt vidner eller indhentet materiale i sagen.
I Jannis officielle anmeldelse samt bilag med oversigt over de 49 forhold, som HER&NU er i besiddelse af, fremgår en liste af vidner, som angiveligt skulle have overværet flere hændelser. Der er flere kendisser på listen.
Derudover henvises der i anmeldelsen også til produktionsselskabet bag "Forsidefruer", der angiveligt skal være i besiddelse af råoptagelser, hvorpå hændelser fremgår.
- Politiet har ikke undersøgt alle beviser. De har ikke afhørt vidner. De har ikke foretaget en retfærdig vurdering. De har alene besluttet at lukke sagerne af tekniske årsager, står der blandt andet i pressemeddelsen.
- Janni Ree har opgivet en lang række vidner – både private bekendtskaber og
professionelle, der har adgang til dokumentation. Politiet har valgt ikke at afhøre dem, lyder det videre fra Jannis folk.
Også Janni Ree selv kommer direkte til orde i pressemeddelsen.
- Når politiet hævder, at der mangler vidneudsagn, men aldrig har afhørt de vidner, jeg
har angivet, er det ikke efterforskning – det er ansvarsfralæggelse, siger Janni Ree blandt andet og fortsætter:
- Når politiet påstår, at jeg 'gentagne gange har sagt fra', og derfor ikke kan have været
udsat for psykisk vold, er det det mest selvmodsigende argument, jeg har hørt. Det, at
jeg overhovedet har skullet sige fra igen og igen, viser jo netop, at mine grænser er
blevet systematisk overskredet.
I pressemeddelsen listes der flere påstande op, blandt andet at politiets beslutning "alene bygger på formelle årsager såsom forældelsesfrister og en fejlagtig vurdering" af anklagernes angivelige grovhed, samt at politiet i stedet for at se anklagerne "som en samlet, systematisk adfærd, vurderer de enkelte episoder hver for sig. Dette er en klassisk fejltolkning af, hvordan psykisk og fysisk vold fungerer". Her henvises der til de 49 forhold, der har titlen "mikrohændelser" på det bilag, som er indsendt med anmeldelsen, og som HER&NU er i besiddelse af.
Nordsjællands Politi svarer på kritikken
HER&NU har fremsendt kritikken til Nordsjællands Politi, der ikke ønsker at kommentere på eller oplyse om detaljer i efterforskningen af de konkrete sager.
- Det kan oplyses, at der er foretaget en juridisk vurdering af sagerne i anklagemyndigheden og, at det i den forbindelse er vurderet, at der ikke er tilstrækkelige beviser til, at påstandene i anmeldelserne vil kunne bevises ved en domstol. Dermed er der ikke retmæssigt grundlag for at rejse en straffesag. Anklagemyndighedens afgørelse kan påklages til Statsadvokaten, skriver Nordsjællands Politi til HER&NU.
Jannis juridiske hold fra Michelsen og Nord har da også tænkt sig at indsende en "omfattende klage" på mandag, fremgår det af Aprime PR's pressemeddelelse.
Karsten Rees hold er derimod naturligvis ganske tilfredse med afgørelsen.
- Det er en stor lettelse for mig, at de anklager nu endegyldigt er tilbagevist. Det har været hårdt at skulle forholde sig til alle disse usandheder, men jeg har haft tillid til retssystemet hele vejen igennem, og jeg er meget glad for afgørelsen, udtalte Karsten Ree onsdag.
HER&NU har tidligere været i kontakt med talsmand for Ree-familien, Sune Aagaard, som oplyser, at de ikke har nogen kommentarer til, at Janni Ree vil klage over afgørelsen.