I et helt nyt DR-program er aldersforskellen den helt store fællesnævner. Her er blandt andet skuespiller Albert Harson og 'Vild med dans'-danser Jenna Bagge et af de aktuelle par.
Albert Harson og Jenna Bagge til premiere på Joey Moes film "Ripple" i Big Bio i København.(Foto: Martin Sylvest)
"Han er en gammel gris", "Du kunne have været hans mor", "Find en på din egen alder", sådan skriver DR blandt andet om det nye program 'De unge kærester'.
I programmet følger seerne fire par, der åbner op om et tabu i den inderste og mest intime del af deres liv - de har nemlig fundet kærlighed med en, der er væsentlig ældre end dem selv. Aldersforskellen imellem dem går ofte til grænsen i forhold til, hvad mange mener er passende i en kærlighedsrelation.
Mellem Albert og Jenna er der 13 år, og de har tidligere været ude og fortælle, at det blandt andet var aldersforskellen, der gjorde dem nervøse, da de skulle offentliggøre deres relation.
Også kendisparret Oliver Bjerrehuus og hans kæreste Sofie Amalie Elkjær, hvor aldersforskellen er 25 år, er med i DR-programmet.