Mens Mikkel Kessler, 45, i 2008 som verdensmester var på toppen af sin karriere, røvede hans gode ven Steffen Andersen, 46, Dansk Værdihåndterings central i Brøndby sammen med 20 andre.
Ved røveriet, der er Danmarkshistoriens største, slap de væk med ca. 70 millioner kroner. Indtil videre er der kun fundet godt fire millioner.
Onsdag aften i sidste uge dukkede de to barndomsvenner op på den røde løber ved premieren på ”De Lydløse”, der er baseret på Peter Sloths bog ”Røver”, hvor Steffen, der fik otte års fængsel, afslørede, hvordan røveriet blev planlagt.
– Steffen er en barndomskammerat, og han har givet mig mange blodtude i starten af min karriere. Det er faktisk ham, der har lært mig at holde paraderne oppe og ikke blive så ramt. For han var virkelig uhyggelig dengang, fortalte Kessler, der selv har haft fat i kraven på sin ven.
– Vi har været venner i alle årene. Han har jo dummet sig nogle gange, må man sige. Det er menneskeligt, men alligevel har jeg sagt, ”Nu tager du dig satme sammen. Ikke alt mulig ballade”.