– Lige nu er mit liv meget godt. Jeg bor jo i Flensborg med mine børn, som går i dagpleje, og vi har en helt anden ro hernede. Vi kan trække vejret på en helt anden måde, end vi kunne i Danmark, fortæller Natascha Linea Kaup Jensen, 29, som er mor til fem børn.
Det går rigtig godt med Nadia og Elias og de er lige startet i dagpleje hernede. De trives og udvikler sig, som de skal.(Foto: Klaus Bo Christensen)
Hun har fra starten af sit moderskab været socialt udfordret og har kæmpet for retten til at beholde sine børn, da de danske myndigheder ikke mener, at hun kan tage godt nok vare på dem.
Den ældste datter, Lia, er 10 år og bor hos sin far på Fyn, mens de to sønner Novah på otte år og Miso på fem år er i Danmark. Da Lolland kommune ville tvangsfjerne drengene, flyttede Natascha til Tyskland med dem. Kommunen hentede – sammen med en tysk socialrådgiver og politiet – drengene hos Natascha i Flensborg og tvangsanbragte dem i familiepleje på Lolland.
– Lige nu er mine drenge i Danmark, for vi har en socialsag kørende. Vi har jo vores på det rene, for vi har bevis for, at Danmark har brudt loven, så vi venter på, at statsadvokaten tager stilling til, at de gjort noget ulovligt. Så vi venter på at skulle i Højesteretten.
Her er Natascha med Lia og sønnen Novah, som i dag er otte år og tvangsanbragt i plejefamilie, mens sagen om ham og broderen Miso kører.(Foto: Privat)
Natascha med sin ældste datter Lia, da de var med i 'De unge mødre'. Lia bliver 11 år i august, og hun bor i dag hos sin far på Fyn.(Foto: Janus Nielsen/Kanal 4)
Ingen far til børnene
Det er Natascha Lineas tidligere kæreste Matias, som er far til Novah, Nadia og Elias, men det mærker de ikke noget til.
– Jeg har ingen form for kontakt til Matias. Jeg skrev til ham, da jeg havde født tvillingerne, om han ville vedkende sig faderskabet, og det ville han ikke. Og så har jeg det sådan, at hvis han ikke vil vedkende sig faderskabet, jamen, så er der ikke noget at gøre, siger hun.
De sociale forhold er, på trods af naboforholdet, noget anderledes i landet syd for grænsen, og Natascha føler sig bedre hørt i Tyskland. Det skriver hun en bog om.
– Flensborg er jo ikke megalangt væk fra Danmark. Det er jo kun halvanden times kørsel for Lia fra Fyn, og kun to timer for min mor.(Foto: Klaus Bo Christensen)
– I Tyskland har man den mentalitet, at man skal blive sammen og bo sammen som familie. Hvis mor og far ikke magter opgaven med at være forældre for børnene hjemme, så kan de faktisk bo sammen på familieinstitution i 18 år, hvis de har brug for det. I Danmark har man ligesom den mentalitet, at man bare anbringer dem, hvis der er det mindste problem. Det synes jeg ikke, man gør i Tyskland. Det er det, jeg vil fremhæve i min bog.
Se videointerviewet med Natascha Linea øverst i artiklen. Du kan desuden læse hele historien i det seneste HER&NU-blad, der er ude på gaden i denne uge.