Showet er for Natasja en glædelig
tilbagevendende begivenhed.
- Det er klart et af årets højdepunkter for mig. For det
første elsker jeg alt med sang og musik, og når der så bliver puttet et
symfoniorkester ind i ligningen, så er det magisk, fortæller Natasja.
Julen generelt betyder meget for TV 2-værten, der til daglig
danner par med TV 2-korrespondent, Rasmus Tantholdt.
- Julen er mine fridage, hvor jeg er sammen med familien og
prioriterer at komme ned i gear. Jeg vil gerne have 1. og 2. juledag blanke. Så
tusser vi rundt i nattøj, spiser rester, går ture og har bare tid til at være
sammen, siger Natasja og fortæller, hvordan juleaften forløber i år.
- Vi holder juleaften hjemme hos os. Det har vi gjort de
seneste fire år. Så kommer den nærmeste familie – vi bliver 10-12 stykker. Vi
spiser and, gås, rødkål, brun sovs og har juletræ og julegaver. Vi synger
sange, men vi går ikke rundt om træet. Det er der ikke plads til. Hvis vi skal
have plads til juletræet i vores stue, så skal det stå op af en væg. Men vi kan
kigge på det, når vi synger.
Lillejuleaften er derimod dagen, hvor flæskestegen kommer på
bordet.
- Det er en tradition, Rasmus har haft altid, så den har jeg
taget til mig. Så der laver han flæskesteg, hvor der også kommer gæster fra
familien, da det er ikke alle, der kan komme juleaften på grund af arbejde.