Hvis du har en følelse af, at Saba Lykke Oehlenschlæger har et velkendt ansigt, så har du ret. Den 26-årige stjerne, der er med i årets 'Melodi Grand Prix', har nemlig en enægget tvillingesøster, der også har haft sin tid rampelyset.
Hun hedder Andrea Lykke Oehlenschlæger, og 'Vild med dans'-fans vil måske kunne huske hende fra forrige år, hvor hun dansede med Eugen Miu. Det blev dog kun til tre runder på dansegulvet og en 9. plads i programmet.
Sidste år scorede Andrea en drømmerolle i musicalen 'Hair', men da hun blev gravid i februar, måtte Saba i ren tvillingestil springe til og overtage rollen, selvom hun aldrig havde stået på en scene før.
Nu er Saba tydeligvis blevet så vant på en scene, at hun er klar til at indtage det ikoniske 'Melodi Grand Prix', hvor hun i forsøget på at imponere danskerne med sangen 'Sand' kæmper mod syv andre om at vinde og repræsentere Danmark foran hele Europa til 'Eurovision Song Contest' i maj.