Cooper hopper hverken i
sommerhusets
pool eller i
havet. – Han har ikke
underpels,
som er vandafvisende,
og hans hud
tørrer ud, så
han skal ikke i
vandet.Foto: Bo Nymann
I indkørslen ved krimiforfatteren Sara Blædels
sommerhus i Hornbæk
holder hendes bil, en Cooper. I indkørslen tager Sara
og hendes hund, sommerklippede Cooper, imod.
– Min nabo herovre
spurgte mig: ”Har du et problem med navne? Du lever
af at skrive bøger, kunne
du ikke komme op med
noget, som er bedre?” Det
var sjovt. Han var bare en
Cooper, siger Sara Blædel,
58, krammer sin flotte, sorte
krøltop-doodle og inviterer
indenfor.
I Saras nye roman 'Sår' har politihunden Ask, en stor
schæfer, en rolle. Sara har
altid hunde med i sine bøger,
for de har altid været en del
af hendes liv.
– Mit mål er at kunne have Cooper
med overalt. Han skal ikke være en
begrænsning.Foto: Bo Nymann
– Vores første hund, da vi
boede på Østerbro i København, var Amok, en airedaleterrier. Den var opkaldt efter
min fars første hund, som
også var en airedaleterrier.
Som 10-årig var det sjovt for
ham at løbe hen over Langelinie-broen og råbe: ”Amok,
Amok!” fortæller Sara.
– Så flyttede vi til Hvalsø
og havde Trofast og Siggi, to
ruhårede jagthunde, fordi
min far gik på jagt. Den sidste
var så skør, at da der kom en
fugl ude i haven, sprang den
direkte mod et vindue. Så
havde vi en engelsk springerspaniel og labrador.
– Da Cajsa, som jeg kaldte ”min
dræberhund”, sov ind efter 13 flotte
år, skulle jeg ikke have hund igen, for
jeg rejser jo meget. Så ombestemte
jeg mig.Foto: Helle Bill Madsen
Før Cooper havde Sara
labradoren Cajsa, som blev
13 år gammel, og hun havde
besluttet, at det skulle være
hendes sidste.
Annonse
– Indtil jeg ombestemte
mig. For det er ikke sundt, når
man bor alene og arbejder
hjemme. Det er godt at have
en at gå tur og småsnakke lidt
med. Jeg er blevet en gammel,
underlig hundedame, der går
og småsnakker lidt med hunden, siger hun og griner.
At det lige blev en doodle-race, er der en praktisk
grund til.
– Jeg var begyndt at udvikle
allergi over for labrador, jeg kan ikke tåle alle de hundehår, for ellers ville jeg have
haft en labrador igen.
Cooper er halvandet år,
og Sara fik ham, mens Cajsa
stadig levede.
– Det var godt for Cooper
at bo sammen med Cajsa, for
hun satte ham på plads, når
han var irriterende. Jeg startede på hundetræning med
Cooper, så snart jeg fik ham
hjem. Sådan har vi altid haft
det i vores familie. Min fars
hunde var trænede til jagt, og
jeg synes ikke, min hund skal
være en belastning for andre.
På det altid lidt kildne
spørgsmål, om han sover i
sengen, griner Sara.
– Ja, det gør han. Han sover
der ikke nødvendigvis hele
natten, men han ligger der, og
så lusker han ned, når jeg går
i seng. Han er også i sofaen,
og hvor jeg ellers hygger mig.
MEN han får ikke mad ved
bordet. For hans egen skyld
er jeg meget striks med hans
kost. Jeg er meget striks med
mange ting, selvom Cooper er
meget charmerende.