Der er lagt op til et brag af en fest ved Danish Musc Awards i aften. Her vil
nogle af dansk musiks mest markante artister modtage hyldest for deres aftryk
på det forgangne musikår. Danmarks ældste og mest prestigefyldte prisfest har i
år Hav & Kamal som værter.
Det er 34. gang, at der afholdes DMA, og i år er det på 'The Plant' i København. Allerede klokken lidt i seks begyndte musikere og kendte ansigter at drysse ind på den røde løber, inden de skulle ind og se selve showet.
Til showet skal der uddeles hele 12 prestigefyldte priser, hvor 10 af priserne fokuserer på dansk musik. Der uddeles priser i følgende kategorier: Årets Danske Album, Årets Danske Gruppe, Årets Danske Solist, Årets Danske Hit, Årets Nye Danske Navn, Årets Danske Sangskriver, Årets Danske Producer, Årets Danske Livenavn, Årets Nye Danske Livenavn, Årets Internationale Album og Årets Internationale Hit.
Herudover uddeles den prestigefulde Danish Music Awards' Ærespris til en eller flere danske artister, som har sat et umiskendeligt aftryk på dansk musik.
Danish Music Awards har været afholdt siden 1989. De første to år hed den IFPI-prisen. Herefter hed den fra 1991 til 2000 Dansk Grammy. Siden 2001 har prisfesten heddet Danish Music Awards. I år er det musikselskabernes brancheorganisation IFPI Danmark, der står bag DMA i samarbejde med JBL.