– Dengang jeg startede på DR
i Aarhus, sad jeg i kantinen og
snakkede med Peter Ingemann,
der var vært på det tidspunkt, og
drømte om, at jeg en dag kunne
få lov at lave noget, der var lige så
fedt, som det han lavede. Så jeg
blev virkelig glad, da de ringede og
spurgte, om jeg ville være med. Og
det er nøjagtig så sjovt at lave, som
jeg havde drømt om, fortæller hun
med begejstring i stemmen.
'Hammerslag' kan næste år
fejre 30-års jubilæum, og både
foran og bag kameraet er der
mange, der har været med i årevis.
Under optagelserne har Sofie, 41,
fået sat gang i sine boligdrømme
igen, men hun understreger, at
hendes familie bestemt ikke skal
flytte igen lige foreløbig.
For to år siden købte Sofie
sammen med kæresten et 316
kvadratmeter stort hus i Sundbyøster på Amager. Og arbejdet
med at renovere og vedligeholde
den otteværelses villa fra 1897
bliver nok aldrig helt færdigt.
– Vores vennepar, der havde
taget springet med at købe hus før
os, forklarede, at der hele tiden vil
være noget. Jeg tænkte, at det var
noget man sagde. Jeg troede, det
afhang af, hvor vaks man er til at
komme i gang. Men det gør det
ikke. Det er virkelig altid noget,
siger Sofie og griner.
– Så for mig har den største
udfordring ved at købe hus været
at acceptere, at vi ikke får det hele
lavet på én gang. Vi skal have det
fedt i det, vi har, i stedet for at jeg
går og slå mig selv i hovedet over
det, vi ikke når.
Parret har tre børn, og der skal
også være tid til dem.
– Vi har aftalt, at vi ikke må have
for høje forventninger til, hvad vi
kan nå med huset, men det er mest
mig, der har det. Der er Sebastian
virkelig god til at være realistisk,
når jeg siger, det kan jeg da sagtens
klare. Det er gode og vigtige snakke,
vi har, og som jeg kan anbefale alle,
der køber noget, at tage.