Pantomimeteatret er internationalt berømmet for sit særlige fortæppe, formet som en påfugls hale, og er formentlig det eneste teater i verden, hvor tæppet går ned, når det ”går op”.
Påfuglens hale er lavet af en særligt holdbar type lærred, der er skræddersyet og håndmalet efter dronning Margrethes tegninger og anvisninger.
Dronningen, der bl.a. er anerkendt for sit farverige kunstneriske udtrykt, har bl.a. brugt grønne, lilla og blå fuglefarver til det 32 kvadratmeter store fortæppe.
- Siden jeg som barn første gang var i Tivoli og oplevede Pantomimen, har jeg været betaget af Påfugletæppet. Selve idéen bag et sådant tæppe er både forunderlig og eventyrlig, og det har derfor været en spændende opgave at give et opdateret bud på Påfugletæppet, nu hvor det gamle ikke kunne mere. Jeg er gået til opgaven med en stor respekt for den oprindelige og originale ide, og om det er lykkedes, må andre bedømme. Det har i hvert fald været en inspirerende og sjov opgave, og jeg glæder mig meget til at se det færdige resultat, fortæller dronning Margrethe i en pressemeddelelse.
Idéen til påfugletæppet stammer angiveligt fra Tivolis daværende direktør, Bernhard Olsen, der havde været i Paris for at hente inspiration til Tivoli.
Her havde han set et parisisk varieté-teater, hvor fortæppet, som en vifte, drejede rundt og forsvandt ned i gulvet. Hvordan det er blevet til en påfugl, og hvem der er ansvarlig for selve konstruktionen og mekanikken, vides ikke.
I den første tid var påfuglen bygget helt i træ og så tung, at der måtte 13 mand til at køre den ned og op. Senere byggede man den om og brugte lærred til halen.
Men der skal fortsat fem mand til at køre påfuglen ned og op, hver gang tæppet skal gå.