Desserter med is

4 lækre iskager, der får dig til at smelte

Lækre desserter med hjemmelavet is - lav isdesserterne fra bunden eller snyd lidt og køb en god færdig is. Få opskrifterne på de skønne isdesserter her:

Is-sandwich med praliné

6 stk.

Lidt snyd og så alligevel ikke helt. Vi køber både kiks og en god is og laver selv en lækker praline.

Tid: ca. 30 min. plus frysetid

Praliné:

75 g mandler

100 g sukker

1 tsk. citronsaft

1 knsp. salt

1 liter god vaniljeflødeis

100 g mørk chokolade

1 tsk. kokosolie eller smør

2 pakker speltvafler (f.eks. fra Urtekram)

__________

1. Hak mandlerne groft, og rist dem 4-5 minutter på en tør pande. Kom mandlerne over i en skål, og tør panden af.

2. Kom sukkeret på panden, og smelt det til en gylden karamel ved middel varme – hold øje med den! Tilsæt citronsaft, salt og mandler, vend hurtigt rundt med en spatel, og bred det ud på et stykke bagepapir. Afkøl massen ved stuetemperatur, og hak derefter pralinéen groft.

3. Sæt en lille firkantet form (ca. 18 x 25 cm) i fryseren. Tag isen ud af fryseren, og lad den blive lidt blød. Rør den hakkede praliné i vaniljeisen, og bred den ud i den kolde form foret med film eller bagepapir. Sæt den i fryseren min. 3 timer.

4. Smelt chokolade og kokosolie i en skål over vandbad. Dyp halvdelen af speltvaflerne i chokoladen, og lad dem tørre på et stykke bagepapir.

5. Udstik isen i 6 cirkler, der passer med speltvaflerne, og læg dem sammen med vaflerne. Pak iskagerne ind, og sæt dem tilbage i fryseren i minimum 1 time.

__________

Frozen cheesecake med hvid chokolade

Ca. 8-10 personer

Kagen laves i forvejen og pyntes med bær lige før servering.

Tid: ca. 30 min. plus frysetid

200 g hvid chokolade

3 æggehvider

75 g sukker

2½ dl piskefløde

200 g flødeost naturel

1 økologisk citron

1 stang vanilje eller 1 tsk. vaniljesukker

200 g digestive kiks

Pynt:

500 g friske bær, f.eks. hindbær, jordbær og blåbær

__________

1. Hak chokoladen, og smelt den i en skål over vandbad.

2. Pisk æggehviderne stive, og pisk sukkeret i lidt ad gangen, til massen bliver blank og cremet. Pisk fløden til blødt skum.

3. Pisk flødeosten cremet (uden klumper), og tilsæt fintrevet citronskal og vaniljekorn eller vaniljesukker.

4. Rør den smeltede chokolade i flødeosten. Vend marengsmassen og flødeskummet i flødeostecremen lidt ad gangen.

5. Knus kiksene groft. Tag 50 g fra til pynt, og vend resten i cremen.

6. Hæld det hele i en lille springform (ca. 18-20 cm ø) foret med film eller bagepapir, og slå den i bordet et par gange for at undgå lufthuller. Dæk formen, og sæt den i fryseren minimum 6 timer.

7. Tag kagen ud af fryseren 20 minutter før servering. Åbn formen, og flyt kagen over på et fad. Tryk de knuste kiks fast i siden på kagen. Pynt iskagen med friske bær.

2 slags chokoladeiskage

6 personer

Iskagen kan laves i to varianter. I den ene er marengsen rørt med chokoladeisen til en marmoreret kage, og i den anden pynter marengsen på toppen.

Tid: 25 min. plus frysetid

Parfait:

200 g mørk chokolade

½ stang vanilje

3 spsk. sukker

3 æggeblommer, ½ dl (evt. pasteuriserede)

2½ dl piskefløde

Marengs:

3 æggehvider, 1 dl (evt. pasteuriserede)

½ tsk. citronsaft

1 knsp. salt

75 g sukker

evt. 2 dl piskefløde og friske jordbær til pynt

__________

1. Hak chokoladen groft, og smelt 150 g af den i en skål over vandbad.

2. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og mos dem sammen med sukkeret. Tilsæt æggeblommerne, og pisk det tykt med en håndmikser ca. 3 minutter. Rør den smeltede chokolade i æggecremen.

3. Pisk fløden til blødt skum, og vend den i chokoladecremen sammen med den hakkede chokolade. Sæt skålen i køleskabet.

4. Pisk æggehviderne stive med citronsaft og salt, og pisk sukkeret i, til det bliver blankt, tykt og sejt.

NB! Vælg en af de to iskager nedenfor og fortsæt...

__________

Marmoreret med marengs

5. Bland chokoladecreme og marengs med let hånd, så det bliver marmoreret. Hæld cremen i en aflang form (1 liter) foret med film eller bagepapir, og slå den i bordet et par gange, for at undgå lufthuller. Dæk formen til, og sæt den i fryseren i minimum 6 timer.

6. Tag isen ud af formen ca. 15 min. før servering. Isen kan evt. pyntes med flødeskum og jordbær.

__________

Toppet med marengs

5. Frys chokoladecremen (uden marengs) i en form foret med film eller bagepapir 3-4 timer. Tilbered marengsen, og fordel den ovenpå chokoladeisen.

6. Lav flotte bølger/toppe i overfladen med en ske, og sæt formen tilbage i fryseren min. 3 timer.

7. Glasér marengslaget med en gasbrænder inden servering.

Bounty isbar

16 stk.

Drøm dig væk til en tropeø, mens du sætter tænderne i denne her.

Tid: ca. 30 min. plus frysetid

Kokosis:

1 økologisk limefrugt

4 dl piskefløde (evt. ½ liter)

1 dåse sød kondenseret mælk (397 g)

200 g kokosmel

Overtræk:

250 g mørk chokolade

3 spsk. kokosolie eller koldpresset olie (ca. 45 g)

50 g kokosmel

__________

1. Vask limefrugten, og riv skallen fint.

2. Pisk fløde, kondenseret mælk og limeskal til tykt skum, og vend kokosmelet i. Bred iscremen ud i en lille firkantet form (ca. 18 x 25 cm) foret med film eller bagepapir. Slå den i bordet et par gange for at undgå lufthuller. Dæk formen med film, og sæt den i fryseren 5-6 timer.

3. Vend isen ud på et skærebræt, og lad den stå 5 minutter. Del den igennem på langs med en varm kniv. Skær hvert stykke i 8 rektangulære stykker med en varm kniv. Læg dem på et fad med film eller bagepapir, og sæt dem i fryseren 1 times tid. Sæt også et tomt fad i fryseren.

4. Smelt chokoladen sammen med kokosolie i en skål over vandbad. Tag skålen op af vandbadet, og rør chokoladen igennem med en ske – den skal være tyndtflydende.

5. Tag det tomme fad og 4 stykker is ud af fryseren. Vend lynhurtigt én isbar i chokoladen, så den bliver fuldstændig dækket. Læg den på et stykke bagepapir på det kolde fad og drys med kokos – du skal være hurtig, for chokoladen stivner næsten øjeblikkeligt. Fortsæt med de øvrige isbarer, og frys dem, indtil de skal serveres.

__________

TILBUD: 4 numre af BoligLiv + smuk dug fra Tine K Home

► SE OGSÅ: 4 opskrifter på hjemmelavet is med sommerbær

► SE OGSÅ: 3 opskrifter på hjemmelavet is

► SE OGSÅ: Rabarberiskager med chokolade