6 lækre opskrifter med rabarber
De første rabarber kan trækkes op af jorden nu og bruges til skønne kager, desserter og tilbehør, der smager af sommer, sol og svundne tider i mormors køkken. Få de bedste opskrifter her.
Rabarberkage
En gudeskøn kage med cremet syrlig-sødt fyld. Server gerne med en klat cremefraiche.
200 g mel
100 g smør
1 knsp. salt
1 spsk. sukker
2 spsk. koldt vand
Fyld:
700 g rabarber, groft hakket
175 g sukker
saft af ½ citron
3 æg
3 æggeblommer
75 g sukker
2,5 dl fløde flormelis og evt. friske blomster til pynt
1. Smuldr mel, smør, salt og sukker sammen. Saml dejen med vand, pak den ind i husholdningsfilm, og sæt dejen i køleskabet i mindst 30 min.
2. B land rabarber, 175 g sukker og citronsaft i en gryde, og kog op, indtil rabarberne bliver bløde. Pres blandingen gennem en si, og gem saften. (Saften skal være ret sød – tilsæt evt. mere sukker, og varm op igen, til sukkeret er opløst.)
3. Smør en springform, ca. 24 cm i diameter. Rul dejen ud – f.eks. mellem to stykker husholdningsfilm – til den er stor nok til at dække formen. Sæt formen med dejen på køl i yderligere 30 min.
4. Tænd ovnen på 180 grader. Prik dejen let med en gaffel, dæk med bagepapir, og fyld med tærtekugler eller tørrede bønner. Bag i 10-15 min. Tag tærtebunden ud, og skru varmen ned til 150 grader.
5. Hæld 180 ml af rabarbersaften i en skål, og pisk æg, æggeblommer og 75 g sukker i. Rør fløden i, og hæld blandingen i tærtebunden. Bag tærten ca. 40 min. Fyldet skal være fast, men må gerne være blødt i midten. Afkøl kagen, drys med flormelis, og pynt evt. med blomster inden servering.
__________
Fortsætter på næste side...
Rabarber semifreddo
Semifreddo betyder ‘halvfrosset’ og er en klassisk italiensk dessert – her med lækker syrlig rabarber som modspil til den søde, lidt fede creme.
3 pasteurserede æg
3 pasteurserede æggeblommer
1 tsk. vanilje
220 g sukker
5 dl fløde
Rabarbersyltetøj:
1 kg rabarber
1 pakke syltesukker (f.eks. fra Dansukker)
1. Lav syltetøj efter anvisning på pakken. (Syltesukker er almindeligt sukker tilsat pektin, citronsyre og kaliumsorbat, så du kan lave syltetøj på få minutter og slippe for at have særlige ‘sylteingredienser’ på lager.)
2. Hæld æg, æggeblommer, vanilje og sukker i en skål. Varm blandingen op over vandbad under konstant omrøring i ca. 6 min., til der opnås en cremet konsistens og en sart lysegul farve.
3. Tag cremen af varmen, og rør yderligere 6 min. Tilsæt fløden under omrøring. Hæld blandingen i en beholder, og sæt i fryseren.
4. R ør forsigtigt den ønskede mængde rabarbersyltetøj i, når blandingen er stivnet let. Frys igen, indtil semifreddoen har en konsistens som blød is.
Cheesecake med rabarbertopping
Alle amerikanske husholdninger har nok deres eget bud på den perfekte cheesecake. Vi synes, de bagte rabarber klæder den klassiske udgave ret godt.
300 g digestive kiks
115 g smeltet smør
1 spsk. stødt ingefær
Fyld:
325 g creamcheese
325 g mascarpone
100 g flormelis
2 tsk. vanilje
saft af en citron
5 dl fløde
4 blade husblas
4 stilke rabarber
saft og skal fra en økologisk appelsin
2-3 spsk. farin
1. Knus kiksene, og bland med smeltet smør og ingefær. Du kan f.eks. køre blandingen i en blender eller lægge kiksene i en frysepose og knuse dem med kagerullen. Pres dejen ned i en smurt springform, og sæt på køl i 30-45 min.
2. Pisk creamcheese, mascarpone, flormelis, vanilje og citronsaft til en ensartet blank masse. Pisk fløden, til den er luftig og cremet, og vend den i. Opløs husblassen i vand, og tilsæt efter anvisning på pakken.
3. Fordel fyldet over bunden, og sæt på køl i mindst et par timer, til kagen er fast.
4. Opvarm ovnen til 150 grader. Læg rabarber i et ovnfast fad, og fordel farin, appelsinskal og saft henover. Bag i ca. 20 min., eller indtil rabarberne er møre uden at falde fra hinanden. Afkøl, og pynt kagen med rabarberstykker ved servering.
Bagte rabarber
De bagte rabarber er her serveret som en nem dessert med en kugle is, men kan også bruges som sødt tilbehør til en grydestegt kylling eller lignende.
500 g rensede rabarber
150 g rørsukker
1 stang vanilje
saft og skal af en økologisk citron
1. Læg rabarberne i et ovnfast fad, og drys med sukker. Fordel vaniljekorn, appelsinsaft- og skal henover, og læg den tomme vaniljestang ved.
2. Bag rabarberne ved 150 grader i 20-30 min., til de er møre uden at falde fra hinanden.
Rabarbersalsa
Sød og stærk på samme tid. Brug den krydrede salsa til sommerens grillede kød eller sammen med en god pate på et stykke ristet brød.
1 finthakket løg
1 spsk. olivenolie
4 stilke rabarber, hakkede
1 spsk. rødvinseddike
1 spsk. mørk rom
2 tsk. flydende honning
2 fed hvidløg, finthakket
¼ tsk. chiliflager
1 tsk. stødt kardemomme
evt. tørrede frugter som tranebær eller rosiner
1. Varm olien i en gryde. Sauter løget i et par minutter. Tilsæt resten af ingredienserne, og bring i kog.
2. Skru ned for varmen, og lad salsaen simre i 10 min. under låg. Tag gryden af varmen, og lad låget blive på i yderligere 5 min. Smag salsaen til, og tilsæt evt. mere honning eller rom.
Rabarbertærte
Uhmm og så med en klat vaniljeis til!
350 g mel
180 g koldt smør
1 knsp. salt
6 spsk. koldt vand
1 spsk. smeltet smør og lidt sukker
Fyld:
1 kg rabarber, renset og hakket
330 g sukker
1 spsk. citronsaft
1 tsk. revet citronskal
1 tsk. kanel
1 tsk. vanilje
3 spsk. smør
1. Smuldr mel, smør og salt sammen i en skål. Saml dejen med vand, pak den i husholdningsfilm, og læg den på køl i 30 min.
2. Tænd ovnen på 225 grader. Smør en tærteform (ca. 24 cm i diameter), og del dejen i to. Udrul den ene del, så den dækker bunden og siderne af formen.
3. Bland rabarber med sukker, citronsaft, citronskal, kanel og vanilje, og fordel fyldet i tærtebunden. Fordel små klatter af smør hen over fyldet.
4. Udrul det sidste stykke dej som et låg, og dæk tærten. Pensl med smeltet smør, og drys med sukker. Sørg for at klemme dejen godt ned, så tærten er lukket.
5. Dæk tærten med sølvpapir, og bag i 15 min. Sæt temperaturen ned til 190 grader, og bag i yderligere 45 min. Afkøl og server med vaniljeis eller flødeskum.
__________
TILBUD: 3 numre af BoligLiv + Bogen "guld i gryden"
SE OGSÅ: 5 lækre forårssalater
SE OGSÅ: 5 lækre wraps