Nåede du ikke at få plads til Dining Week? Her er tre gode alternativer
I uge syv slår Dining Week dørene op for billige middage på dyre restauranter. Nåede du ikke at få en plads på yndlingsstedet? Vi har samlet tre bud på, hvor du i stedet kan spise og drikke dig mæt.
Lyder billig gourmetmad som noget for dig? Men nåede du ikke at få plads på yndlingsrestauranten til dette års Dining Week?
Frygt ikke.
Der er nemlig masser af gode muligheder for at få stillet din gourmet-sult uden at blive ruineret.
Prøv for eksempel Tivolis egen udgave af Dining Week, der for første gang nogensinde slår dørene op i den første uge af februar, hvor sultne sjæle kan prøve kræfter med nye menu-sammensætninger.
- Vi har en fornemmelse af, at københavnerne eksperimenterer lidt mere til Dining Week. Man gør måske nogle ting, som man ellers ikke ville have gjort. Og det kunne vi rigtig godt tænke os at være en del af og prøve at inspirere folk til at gøre noget andet end det, de plejer at gøre, fortæller Dorthe Barsøe, underdirektør i Tivoli Brand & Kommunikation og fortsætter:
- Og vores udbud er jo egentlig ret mangfoldigt – også på madsiden.
Hank derfor op i veninden, kæresten, kollegaen eller forældrene og fyld maven med lækkerier.
Vi har samlet tre gode bud på, hvor du kan finde lækker mad og drikke til en slik.
Bon appetit!
Tivoli Dining Week – God mad i smukke omgivelser
Fra den 2.-8. februar slår den gamle have dørene op for deres egen udgave af Dining Week, som inkluderer 10 af havens restauranter.
Her kan du spise dig mæt i lækker mad i fortryllende vinteromgivelser, når Tivoli for første gang i sin 175 år lange historie åbner op for et splinternyt vinterlandskab.
Prøv for eksempel de vegetariske retter på Nimbs Gemyse eller nyd de klassiske, danske smørretter på Brdr. Price.
Flere af restauranterne har stadig gode tider tilbage, så du kan nemt få god mad til billige penge, selvom du måske er sent ude.
Et komplet måltid koster 215 kroner plus gebyr, og har du ikke årskort, kan du få entré til Tivoli for 60 kroner.
Billetter kan bestilles på Tivoli Dining Week.
Cocktail Week – delikate drinks til billige penge
I uge syv slår Dining Week dørene op for endnu en spritny festival. Nu bliver det nemlig muligt også at drikke billige cocktails som en del af madfestivalen.
Med Cocktail Week, der løber fra den 11. til den 18. februar, kan du og din veninde, kæreste, mor eller kollega nyde delikate drinks på et udvalg af københavnske cocktailbarer, der hver serverer en festivalcocktail og deres egen signaturdrink.
For en festivalcocktail og en signaturcocktail må du slippe 100 kroner plus 10 kroner i gebyr.
Billetter kan bestilles på cocktail-week.dk.
LÆS OGSÅ: I køkkenet med Jamie Oliver: 5 lækre retter med superfoods
Earlybird – Billig mad på årets andre dage
Har du ikke mulighed for at gå på jagt efter billig og lækker mad i Dining Week-ugen, er der også råd at finde på årets andre dage. Der findes et hav af tilbuds-tjenester som Downtown, All2day med mere, men er du udelukkende ude efter en middag, er Earlybird måske noget for dig.
Hos Earlybird tilbyder de hver dag gourmetmad fra mere end 75 kvalitetsrestauranter i København og Aarhus, hvis du bestiller bord samme dag. Og så er prisen til at overskue. Du slipper nemlig med at betale en tredjedel af originalprisen, hvis du booker gennem den gratis app.
Der bliver dog kun sat et begrænset antal borde til salg per dag, så du skal være hurtigt ude, hvis du er på udkig efter noget bestemt.
Billetter kan bestilles på Earlybird.