Pølsehorn

Bag pølsehorn og bananbrød som eftermiddagssnacks

Får du også tit trætte børn hjem fra børnehave og skole? Med disse grove pølsehorn og lækkert bananbrød kan du klare enhver vranten teenagers trang til eftermiddagssnacks.. Se bare her.


PØLSEHORN MED FULDKORN

De fleste børn elsker pølsehorn, så vi bager en stor portion, fryser halvdelen og opbevarer resten i køleskabet, så ungerne selv kan forsyne sig efter skole. 

Tid: ca. 30 min. plus hæve- og bagetid 

(24 stk.)

25 g smør

5 dl mælk

50 g gær

3 tsk. sukker

2 tsk. salt

200 g groft speltmel

500-600 g hvedemel

24 små pølser, f.eks. brunchpølser fra Langelænder

lidt sesamfrø til drys

1.

Smelt smørret i en gryde, og lun mælken heri. Tag gryden af varmen, og hæld væsken i en skål.

2.

Når væsken er lillefingervarm, røres gæren ud heri. Tilsæt sukker, salt og speltmel. Ælt hvedemel i dejen lidt ad gangen – hold lidt af melet tilbage. Ælt, til dejen er glat og smidig. Stil dejen tildækket til hævning et lunt sted i ca. 1 time.

3.

Slå dejen ned på et meldrysset bord. Ælt den godt igennem.

4.

Del den i 24 stykker, og tril til pølser. Sno dejen om de rigtige pølser, og fordel dem på to bageplader med bagepapir. Lad brødene hæve ca. 30 min.

5.

Tænd ovnen på 200 grader.

6.

Pensl pølsehornene med vand, og drys med sesamfrø. Bag brødene i ca. 15 min., til de er gyldne.


BANANBRØD I TYKKE SKIVER

Saftigt brød – eller skal vi kalde det en kage – med banan, nødder og groft mel. Brødet smager i øvrigt også godt efter en tur på brødristeren.

Tid: ca. 20 min. plus bagetid

(12 skiver)

3 modne bananer

75 g smør

200 g mørk muscovadosukker (kan erstattes af brun farin)

2 æg

100 g groft speltmel

100 g hvedemel

1 tsk. natron

1 knivspids salt

50 g valnødder

50 g rosiner (kan udelades)

1.

Tænd ovnen på 180 grader.

2.

Mos bananerne med en gaffel.

3.

Rør smør og sukker blødt. Tilsæt æggene et ad gangen.

4.

Bland mel med natron og salt, og rør det i dejen sammen med mosede bananer, hakkede valnødder og evt. rosiner.

5.

Hæld dejen i en rugbrødsform (ca. 10 x 30 cm) foret med bagepapir.

6.

Bag brødet i midten af ovnen i ca. 50 min. Mærk efter med en kødnål, om det er bagt. Hænger der dej ved, bages brødet lidt længere.

7.

Vend forsigtigt brødet ud af formen, og afkøl, før det skæres i skiver.