Blåbærsnurrer

Blåbærsnurrer

Mums – de er gode! Dejen er fyldt med en blanding af blåbærkompot og marcipanremonce. Her får du en skøn opskrift på lækre hjemmebagte snurrer med blåbær.

16 stykker

Dej:

  • 25 g gær
  • 2 dl mælk
  • 2 æg
  • 50 g sukker
  • 1 tsk. salt
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • ca. 500 g hvedemel
  • 75 g smør
  • 250 g blåbær (friske eller frosne)
  • ½ citron (øko)
  • 75 g sukker
  • 1 spsk. majsstivelse
  • 75 g marcipan
  • 75 g blødt smør
  • 1 æg
  • evt. perlesukker
  • evt. mandelflager

Sådan gør du:

  1. Dej: Rør gæren ud i kold mælk, og tilsæt æg, sukker, salt, kardemomme og det meste af melet. Ælt dejen godt igennem.
  2. Tilsæt smørret, og ælt dejen blank og smidig i mindst 8 min. Tilsæt evt. det sidste mel, og lad dejen hæve tildækket i 1 time.
  3. Blåbærfyld: Bland bærrene med fintrevet citronskal, citronsaft, sukker og majsstivelse i en gryde, og kog dem igennem under omrøring i 2-3 min. Hæld det i en skål til afkøling, og sæt det koldt.
  4. Slå dejen ned, og lad den hæve tildækket i køleskabet i 1 time – eller natten over.
  5. Remonce: Riv marcipanen groft, og rør den sammen med smør, og den kolde blåbærkompot.
  6. Vend dejen ud på et meldrysset bord, og rul den ud til en firkant ca. 30 x 60 cm.
  7. Smør blåbærremoncen ud på hele dejen. Fold en tredjedel af dejen ind over midten, og fold den anden tredjedel ind over den første tredjedel, så dejstykket er 30 x 20 cm.
  8. Rul dejen ud til ca. 30 x 30 cm, og skær den i 16 strimler.
  9. Sno en dejstrimmel 6-8 gange, drej spiralen som en snegl omkring to fingre, og slå en knude ned midt i til sidst. Læg den på en bageplade med bagepapir, og fortsæt med resten af dejstrimlerne. Sæt snurrerne med god plads på 2 bageplader, og lad dem hæve tildækket i ca. 1 time.
  10. Pensl snurrerne med sammenpisket æg, og drys evt. med perlesukker og/eller mandelflager. Bag dem ved 225 grader i 15-18 min., til de er gyldne og gennembagte. Afkøl på en rist.