Den svære: Lækker kransekage

Den svære: Lækker kransekage

Skal der være fest, så lad der være fest - her trækker vi det tunge nytårsskyts frem og laver kransekage helt fra bunden. Indrømmet - det tager lidt tid, men smagen er det hele værd. Se her, hvordan du bager kransekage:

Ca. 20 personer

Ingredienser

  • 200 g smuttede mandler
  • 300 g sukker
  • 3 æggehvider
  • 500 g ren rå marcipan
  • lidt flormelis
  • Glasur:
  • 3 dl flormelis
  • 3 spsk. pasteuriseret æggehvide
  • 1 tsk. hvidvinseddike eller citronsaft

Sådan laver du kransekage fra bunden

  1. Rist de smuttede mandler på en tør slip let-pande 2-3 min. De skal ikke tage farve, og der skal vendes rundt i dem hele tiden med en spatel.
  2. Kom de varme mandler og sukker i en foodprocessor, og mix det meget fint. Tilsæt æggehviderne, og mix igen, til massen er ensartet.
  3. Riv marcipanen på råkostjernet, og kom den i mandelmassen. Mix igen. Lad dejen stå tildækket i køleskab, til den er helt kold. Det tager 2-3 timer.
  4. Drys bordet med flormelis. Tril dejen i pølser, som du skærer i længderne 8, 12, 16, 20, 24, 28 og 32 cm.
  5. Tryk dem, så de får form som tagrygge. Saml pølserne til ringe. Stil ringene på bagepapir på 1-2 bageplader, alt efter hvor stor en ovn du har.
  6. Stil bagepladen oven i en anden bageplade. Bag kransekageringene ved 225 gr. ca. 10 min. på midterste ovnribbe.
  7. Afkøl dem på en rist på bagepapiret. Lad ringene afkøle helt.
  8. Pisk flormelis med pasteuriseret æggehvide og eddike. Det skal være tyktflydende og sejt.
  9. Kom det i en kagesprøjte. Sprøjt det på ringene i zigzagmønster. Lad det størkne.
  10.  Stil  ringene oven på hinanden.