Vinterferien står for døren, og selvom vejret er koldt og gråt, og du ikke har en skiferie i sigte, så frygt ej.
Der er nemlig Dining Week, hvor du kan få en 3-retters middag på en af Københavns mange restauranter til en god pris. Derfor har vi samlet seks steder, der tilbyder lidt ud over det sædvanlige.
Du kan fx både spille petanque eller spise sammen med pandaerne i Zoo. Du kan også prøve ’raw food’ eller få en Lamborghini som borddame. Alt sammen til billigere penge, end det normalt ville koste.
Hvad er Dining Week?
Madfestivalen Dining Week slog for første gang dørene op i 2011. Copenhagen Food Magazine gik sammen med San Pellegrino og lavede en samlet pakke med de bedste og mest interessante madoplevelser til rimelige penge. Siden da har Dining Week inviteret os ud at spise i vinterferien hvert år. Fælles for alle restauranter er, at de tilbyder tre retter for 215 kr. inkl. en flaske San Pellegrino-mineralvand.
Bistro panpan - Spis med pandaerne i Zoo
Vil du have en kulinarisk oplevelse, skal du spise på Bistro panpan i pandaanlægget midt i Københavns Zoo. Her har du udsigt til pandaer og elefanter under hele middagen. Køkkenchefen Casper Sobczyk har lavet en 3-retters menu, hvor han krydser franske bistroretter med det asiatiske gadekøkken. Der er gratis entré til haven ved fremvisning af købt billet til Dining Week.
Sted: Roskildevej 32, 2000 Frederiksberg
Parc Fermé - Middag med Ferrari og Lamborghini
Hos Parc Fermé får du serveret din middag blandt verdens smukkeste biler. Parc Fermé er normalt ikke åbent for offentligheden, men under Dining Week har du mulighed for at overraske din kæreste og besøge stedet. Så er spørgsmålet bare, om I er mest til Ferrari eller Lamborghini?
Sted: Adelgade 11, 1304 København
Boulebar – Tag et spil petanque efter middagen
Elsker du at spille spil, så er Boulebar lige noget for dig.
På to etager danner petanquebanerne rammerne for den feriestemning, du ellers ikke har råd eller tid til. Så når resten af vennerne er på skiferie, kan du hive familien eller kæresten med til en anderledes aften på petanquebanerne. Har du ikke lige fået øvet dine petanquekast det seneste år, så frygt ikke. Alle kan være med.
Sted: Nørregade 18, 1165 København K
simpleRAW – En rå smagsoplevelse
Maden, der bliver serveret her, er uden konserveringsmidler, tilsætningsstoffer, farvestoffer, sukker, mælkeprodukter, gær og gluten. Retterne er kreeret ud fra konceptet raw food og bunder i en stor viden og glæde for vegansk madlavning. Her undgår du varmebehandling af råvarerne, og udnytter på den måde indholdet mest muligt. En tilberedning, der giver en anderledes og rå smagsoplevelse.
Sted: Gråbrødretorv 9, 1154 København K
Selma – Smørrebrød med en nyskabende tilgang
Hos Selma er der et stort fokus på håndværket. Med et højt niveau og glæde for sæsonens varer kreerer kokkene en innovativ fortolkning af det velkendte smørrebrød. I fuldstændig forlængelse af tidsånden er smørrebrødet fornyet med inspiration fra det nye, nordiske køkken. Bliver du tørstig undervejs kan retterne skylles ned med øl fra Mikkeller.
Sted: Rømersgade 20, 1362 København
CPH Cooking Class - Sæt dit eget præg på maden
Vil du gerne spise ude, men beholde den hjemlige hygge? Så skal du købe billet til CPH Cooking Class. Her sidder I ved langborde i restaurantens spisestue side om side med de andre gæster. I er selv med til at præge smagsnuancerne og æstetikken samt tilføje, dekorere og anrette maden med forskellige elementer.
Sted: Herluf Trolles Gade 9, 1052 København
For dig, der elsker cocktails:
Sideløbende med Dining Week åbner cocktailbarer op for Cocktail Week, hvor du kan begynde eller fortsætte din aften efter middagen. Du får to udvalgte cocktails til 100 kr., og billetterne kan købes her.