Dobos’ tærte: Sådan laver du den ungarske karamelkage
Ungarske specialiteter er ikke bare gullaschsuppe og oksekødsstuvninger med paprika, men også denne traditionelle og smukke lagkage, en dobos torta, der serveres på konditorier i hele verden.
En dobos tærte eller dobos torta består af 6-8 tynde lagkagebunde, der lægges sammen med chokolade-karamel-smørcreme og dækkes med karamel. Her får du en god opskrift på en virkelig flot og lækker dobos tærte:
1 lagkage, ca. 12 personer
Arbejdstid: 1 time.
Bagetid: ca. 20 min. (bag 6-7 min. i flere omgange)
Tynde lagkagebunde:
(6-8 stk.)
8 æg
250 g sukker
225 g mel
Karamel-smørcreme:
375 g sukker
1¼ dl vand
100 g mørk chokolade
5 æggeblommer
250 g smør
1 spsk. mørk kakao
Karameltopping:
125 g sukker
1 dl vand
- Bunde: Pisk æg og sukker skummende med en håndmikser i ca. 10 min. Drys melet igennem en sigte, og vend det i dejen med en dejskraber.
- Tegn 6-8 cirkler med en diameter på ca. 20 cm. med blyant på bagsiden af bagepapir (brug en tallerken at tegne efter). Vend bagepapiret om, og smør dejen tyndt ud med en palet inden for cirklerne. Bag bundene i 6-7 min. ved 175 grader. Lad bundene køle af på en bagerist.
- Fyld: Kog sukker og vand ved svag varme, til det bliver en gylden karamellage. Køl lidt af, og når massen er ca. 50 grader (målt med sukkertermometer), tilsættes hakket chokolade.
- Pisk æggeblommer, blødt smør og kakao sammen. Tilsæt gradvist karamel-chokoladelagen. Smørcremen klumper, hvis den bliver for kold, men kan varmes en anelse op over vandbad. Cremen bliver for flydende, hvis karamel-chokoladelagen er for varm, når den røres i. Man må køle cremen af og røre jævnligt, til den er ensartet og smørbar.
- Saml lagkagen: Læg bundene sammen med et lag creme. Sæt kagen i køleskab, og lad den sætte sig i et par timer.
- Karamel-topping: Kom sukker og vand i en gryde, og lad det koge ved svag varme, til det bliver en tyktflydende gylden karamellage. Fordél lagen på toppen af den kolde kage.
Dobos’ tærte: Enkel og elegant
Den ungarske konditor, Jozsef C. Dobos, udviklede Dobos-Torte, i Budapest i slutningen af 1884. Kagen blev meget hurtigt populær i hele Europa, fordi den var anderledes end andre kager med sin enkelhed og smukke ydre. Dobos-Torten vakte også opsigt, fordi den var med smørcreme, mens de fleste kager på den tid blev fyldt med kogte cremer.